Spørgsmål om erstatningsansvar for tab som følge af, at indskud på ratepension ikke skete rettidigt.
| Sagsnummer: | 133 /2008 |
| Dato: | 03-09-2008 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Troels Hauer Holmberg, Karin Ladegaard, Erik Sevaldsen, Karin Sønderbæk |
| Klageemne: |
Ratepension - manglende indbetaling
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om erstatningsansvar for tab som følge af, at indskud på ratepension ikke skete rettidigt. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører, om Nordea Bank har pådraget sig et ansvar for klagerens tab som følge af, at et ratepensionsindskud i 2007 ikke blev betalt rettidigt.
Sagens omstændigheder.
Ved aftale af 25. oktober 2006 med Nordea Bank oprettede klageren en ratepension, hvorpå han indskød 75.000 kr.
I november 2006 fyldte klageren 60 år.
På et møde i januar 2007 blev klagerens mulighed for at indskyde yderligere på ratepensionen drøftet. Klageren ønskede at indbetale det maksimale beløb under den såkaldte 30 % ordning for selvstændige erhvervsdrivende, jf. pensionsbeskatningslovens § 8, stk. 5. På grundlag værdien af klagerens ordning pr. det tidspunkt, hvor han fyldte 60 år, beregnede banken, at klageren havde mulighed for at oprette en tillægsaftale til den eksisterende ratepensionsordning for et beløb på ca. 440.000 kr.
Den 28. december 2007 (fredag) overførte klageren via et andet pengeinstituts netbank 180.000 kr. til det kontonummer i Nordea Bank, der fremgik af ratepensionsaftalen af 25. oktober 2006.
Nordea Bank har anført, at beløbet blev bogført i banken den 2. januar 2008 (onsdag), som var første bankdag efter den 28. december 2007. Det overførte beløb kunne ikke placeres af banken, fordi der ikke var oprettet en tillægsordning til klagerens eksisterende ratepension.
Ved brev af 13. januar 2008 rejste klageren krav om erstatning for sit tab som følge af, at han i indkomståret 2007 ikke kunne få skattemæssigt fradrag for indskuddet på 180.000 kr. Banken afviste kravet.
Klageren har under sagen fremlagt en udskrift fra SKAT's hjemmeside, der viser et nyhedsbrev offentliggjort den 20. december 2007. Af udskriften fremgår bl.a.:
"…
Nyhedsbrevet fortæller om hvad du skal være opmærksom på, hvis du vil foretage en indbetaling til pension senest 31. december for at kunne fradrage det i indkomståret 2007.
…
Frist for indbetaling
Indbetaling skal ske inden årets udgang. Det vil sige, at hvis du selv foretager indbetalingen skal du have en kvittering på at indbetalingen er sket senest den 31. december. Da bankerne er lukket den 31. december 2007, kan du ikke indbetale via banken. Du kan dog overføre beløb via netbank den 31. december. Du skal kunne dokumentere, at pengene ikke er til din rådighed efter overførslen. Du kan også indbetale på posthusene den 31. december 2007 - men husk, at de lukker tidligt.
Ratepension eller livrente
Hvis du indgår en aftale om indbetaling til en ratepension eller en pensionsordning med løbende udbetalinger (livrente) over en periode på ti år eller mere, kan du umiddelbart fradrage den aftalte indbetaling. Aftalen skal være indgået inden indkomstårets udgang og indbetaling skal ske senest den 31. december, hvis der er tale om en pengeinstitutordning. …
Vær sikker på, at du indbetaler til det rigtige…
Du skal sikre at en indbetaling er sket til præcis den ordning, du ønsker den skal være til. Det er ikke muligt efterfølgende at flytte det indbetalte beløb fra en ordning til en anden ordning. Hvis du ved en fejl har indbetalt beløbet på en ratepensionsordning, kan du altså ikke efterfølgende flytte beløbet til en kapitalpensionsordning.
…"
Parternes påstande.
Den 18. marts 2008 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal betale en erstatning på ca. 50.000 kr.
Nordea Bank Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at det på mødet i januar 2007 blev aftalt at oprette en tillægsaftale til den allerede eksisterende ratepension af 25. oktober 2006. Bankens medarbejder oplyste, at han kunne blive kontaktet omkring oktober måned vedrørende størrelsen af indskuddet for 2007. Han kunne også rådføre sig herom hos sin revisor, som på grund af sit mere detaljerede kendskab til hans virksomhed mere præcist kunne fortælle, hvilket beløb han med fordel kunne indskyde.
I oktober 2007 anbefalede revisoren ham at indskyde 180.000 kr. på den aftalte tillægsratepension.
Finansieringen skete via et andet pengeinstitut, gennem hvilket han overførte beløbet den 28. december 2007. Overførslen skete til det kontonummer, hvorunder ratepensionen var registreret, og som tillægsaftalen var tilknyttet.
Ifølge SKAT's notat af 20. december 2007 kunne der opnås skattemæssigt fradrag for indkomståret 2007 for pensionsindskud, der blev overført via netbank den 31. december 2007, uanset at bankerne den dag holdt lukket. Hans overførsel via netbank den 28. december 2007 må derfor anses for rettidig.
Årsagen til, at han ikke fik skattemæssigt fradrag for sit indskud, var, at banken ikke som aftalt på mødet i januar 2007 havde oprettet en tillægsaftale, ligesom banken - formentligt på grund af den pågældende medarbejders fratræden - undlod at følge op på aftalen i oktober 2007.
Ifølge bekendtgørelse om god skik har en finansiel virksomhed pligt til i papirformat eller på andet varigt medium at bekræfte alle væsentlige aftaler med sine kunder. God skik bekendtgørelsen antages at være udtryk for almindelig god skik også for tiden før den 1. november 2007, hvor bekendtgørelsen trådte i kraft. Efter mødet i januar 2007 sendte banken ikke en bekræftelse af de aftaler, der blev indgået. Det er urimeligt, hvis han som forbruger pålægges ansvar for, at banken ikke opfyldte skriftlighedskravet.
Nordea Bank har anført, at klageren på mødet i januar 2007 blev opfordret til at tage kontakt til sin revisor med henblik på dennes vurdering af, hvor stor indbetalingen til pensionsordningen skulle være i 2007. Det bestrides, at den pågældende medarbejder lovede at kontakte klageren i oktober 2007 for at få en tilbagemelding om indskuddets størrelse. Klageren blev heller ikke instrueret i selv at forestå overførsel af beløbet.
Efter mødet måtte det stå klageren klart, at banken afventede klagerens tilbagemelding med hensyn til indskuddets størrelse, før tillægsaftalen endeligt kunne falde på plads. Det kan ikke lægges banken til last, at klageren selv skønnede, at det ikke var nødvendigt at rådføre sig med banken i forbindelse med effektueringen af pensionsindbetalingen. Banken er heller ikke ansvarlig for, at pensionsindbetalingen tilmed blev overført for sent. Ved bankoverførsel til fremmed pengeinstitut bogføres beløbet først på modtagerkontoen den efterfølgende bankdag - i denne sag den 2. januar 2008.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder, at klageren efter mødet i januar 2007 burde have indset, at en adgang til indskud på hans ratepension i 2007 forudsatte, at der inden årets udgang blev oprettet en tillægsratepensionsaftale, og at Nordea Bank ikke kunne gøre dette på egen hånd, dels fordi der skulle træffes endelig aftale om indskuddets størrelse, dels fordi aftalen skulle underskrives af klageren. Ankenævnet finder derfor, at klageren selv må bære risikoen for, at en sådan tillægsaftale ikke blev oprettet, og at dette gælder, selv om bankens medarbejder måtte have lovet at kontakte ham i oktober 2007.
Det er herefter ikke nødvendigt at tage stilling til, om overførslen af de 180.000 kr. via netbank den 28. december 2007 på baggrund af SKAT's nyhedsbrev af 20. december 2007 isoleret set kan anses for rettidig, selv om beløbet først blev modtaget af Nordea Bank den 2. januar 2008.
Som følge af det anførteKlagen tages ikke til følge.