Bortfald af gruppeordning.
| Sagsnummer: | 115/1989 |
| Dato: | 28-08-1989 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Kirsten Nielsen, Per Overbeck, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Rente - udlån
|
| Ledetekst: | Bortfald af gruppeordning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 12. september 1985 optog klageren i indklagedes Frederiksberg afdeling et lån på 125.000 kr. Lånet, der skulle benyttes til klagerens køb af bil, blev optaget mod selvskyldnerkaution og på grund af klagerens ansættelsesforhold ydet på særlige rentevilkår. Det var i gældsbrevet anført, at lånet, hvad angik rente og provision, var ydet til variable satser, som på daværende tidspunkt udgjorde henholdsvis 10% p.a. og 2% p.a.
Ved skrivelse af 5. december 1988 rettede klageren henvendelse til afdelingen i anledning af, at han på de kontoudtog vedrørende lånet, som var tilsendt ham ved udgangen af hvert kalenderår, havde kunnet konstatere en jævn stigning i såvel rente- som provisionssatserne, der ved udgangen af 1987 udgjorde henholdsvis 11,5% p.a. og 3% p.a. Han havde endvidere ved henvendelse til en anden afdeling fået oplyst, at rentesatsen på lånet p.t. udgjorde 15% p.a., men at rentesatsen på lån til køb af bil alene udgjorde ca. 13% p.a. Klageren anførte, at han ikke fra afdelingen havde modtaget underretning om årsagerne til de iværksatte stigninger, og at han var klar over, at der ikke havde været diskontostigninger i det nævnte omfang i perioden. Han var dog klar over, at linet på grund af hans ansættelsesforhold var ydet på særligt favorable vilkår, og havde ved sin henvendelse til den anden afdeling fået oplyst, at denne ordning formentlig var ophørt.
Ved skrivelse af 8. december 1988 til klageren bekræftede afdelingen, at lånet i sin tid var ydet med en rente på 2% point under den sædvanlige rentesats i henhold til den på grund af hans ansættelsesforhold etablerede ordning. Denne ordning var imidlertid bortfaldet, og samtlige lån forrentedes nu med den sædvanlige rentesats for lån til privatkunder.
Ved skrivelse af 23. januar 1989 til afdelingen oplyste klageren, at han ved optagelsen af lånet havde oplyst, at formålet var køb af bil, hvorfor han stillede sig uforstående overfor, at afdelingen havde henvist til rentesatsen for lån til private. Han havde forud for optagelsen af lånet undersøgt rentesatserne i et andet pengeinstitut og havde konstateret, at indklagede havde det billigste tilbud, hvorfor han havde valgt dette. Imidlertid kunne han nu konstatere, at rentesatsen på lånet i perioden var steget, således at den nu var højere end tilsvarende lån i andre pengeinstitutter.
Ved skrivelse af 3. februar 1989 til klageren oplyste afdelingen, at lånet var ydet som et lån i gruppeordningen og derfor ikke var et billån, som kunne ydes til den for disse lån gældende rentesats.
Gruppeordningen var bortfaldet i midten af 1988.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte den for lånet debiterede rente.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at han allerede ved optagelsen af lånet hos indklagede i september 1985 gjorde opmærksom på, at lånebeløbet skulle anvendes til køb af bil, hvorfor den for lånet gældende rente bør følge rentesatsen for indklagedes andre billån. Hertil kommer, at renten på det optagne lån var særligt lav i kraft af, at lånet blev henført til en særlig gruppeordning, som indklagede havde reklameret med. Indklagede må under henvisning hertil være uberettiget til som sket ensidigt at ophæve denne gruppeordning uden forudgående underretning til ham.
Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gjort gældende, at det af klageren optagne lån er ydet uden reel sikkerhed, hvorved det adskiller sig væsentligt fra et billån, som forudsætter, at indklagede far sikkerhed i den købte bil, og at der anmeldes panthaverdeklaration til vedkommende forsikringsselskab. Vedrørende den klageren ved låneoptagelsen under henvisning til hans ansættelsesforhold tilsagte favørrente har indklagede oplyst, at den långivende afdeling utvivlsomt har forudsat, at klageren ville etablere et helkundeforhold med afdelingen. Den ydede favørrente blev nedtrappet i forbindelse med de almindelige renteændringer i 1986 og 1987 og er fra den 27. juni 1988 helt bortfaldet.
Indklagede medgiver, at afdelingen tydeligere burde have markeret for klageren, at favørrenten efterhånden ville bortfalde, og er derfor indstillet på kulancemæssigt at stille klageren som om, hans lån har været ydet med fuld favørrente til den 30. juni 1989.
Klageren har ikke ønsket at tage imod dette tilbud under henvisning til, at indklagedes almindelige rentesatser i lånets løbetid er steget fra 12% p.a. til 15% p.a., mens andre pengeinstitutters rentesatser udviser eksempler på fald i den samme periode fra 14% p.a. til 13% p.a.
På Ankenævnets forespørgsel har indklagede oplyst, at den under sagen omhandlede gruppeordning i 1984 af indklagedes Hvidovre afdeling blev tilbudt ansatte på en større arbejdsplads i området. Kontakten blev etableret af ansatte på arbejdspladsen, som allerede var kunder i afdelingen. Klagerens henvendelse i indklagedes Frederiksberg afdeling må være foretaget på grundlag af klagerens kendskab til den i Hvidovre etablerede ordning.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede har markedsført det til klageren ydede lån som et lån til favørrente. Der er herved givet klageren et tilsagn, som indklagede ikke findes at kunne fragå i lånets sædvanlige løbetid. Klageren bør derfor stilles, således at favørrenten for hans vedkommende opretholdes.
Som følge heraf
Klageren bør med hensyn til det ham i 1985 af indklagede ydede lån stilles, således at han fortsat opnår den ham tilsagte favørrente i lånets sædvanlige løbetid. Klagegebyret tilbagebetales klageren.