Deling af gæld efter samlivsophævelse. Personlig hæftelse for gæld i henhold til aflyste pantebreve. Transport i krav på overskydende skat.
| Sagsnummer: | 181/1997 |
| Dato: | 14-11-1997 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Niels Busk, Bjarne Lau Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Udlån - bodeling, samlivsophævelse
Inkasso - hæftelse |
| Ledetekst: | Deling af gæld efter samlivsophævelse. Personlig hæftelse for gæld i henhold til aflyste pantebreve. Transport i krav på overskydende skat. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Denne sag omhandler spørgsmål om opgørelse og afvikling af klagerens engagement med indklagede efter klagerens ophævelse af samlivet med meddebitor (klagerens ægtefælle) på engagementet.
I maj 1995 ophævede klageren og dennes daværende ægtefælle samlivet, hvilket blev meddelt indklagede.
Klagerens og ægtefællens fællesengagement med indklagede bestod af et lån på oprindeligt 220.000 kr., to pantebrevslån på oprindeligt hver 50.500 kr., en flexkonto med kredit, en budgetkonto og to anfordringskonti. Pantebrevslånene blev administreret af indklagedes finansieringsselskab.
Ved kautionserklæringer af henholdsvis 29. december 1989 og 3. januar 1990 havde klagerens far og en tredjemand påtaget sig selvskyldnerkaution for, hvad klageren og ægtefællen til enhver tid måtte blive indklagede skyldig i henhold til alt mellemværende, dog begrænset til henholdsvis 60.000 kr. og 50.000 kr.
Som led i forhandlingerne om opdeling og afvikling af fællesengagementet udarbejdede indklagede den 5. oktober 1995 et lånedokument vedrørende et lån til klageren på 86.200 kr. til indfrielse af halvdelen af restgælden på lånet og en del af det øvrige engagement. Klagerens far underskrev lånedokumentet og en separat kautionserklæring om kaution for lånet begrænset til 40.000 kr. Klageren underskrev ikke lånedokumentet, og lånet blev ikke effektueret.
Ved skrivelse af 27. december 1995 til klageren opsagde indklagede lånet, flexkontoen og en anfordringskonto, i alt 221.495,91 kr., til indfrielse pr. 3. januar 1996. Kautionisterne blev underrettet om opsigelsen ved skrivelser af samme dato.
Finansieringsselskabet fremsendte en årsopgørelse for 1995 vedrørende pantebrevene til klageren og ægtefællen. Af opgørelserne fremgår bl.a. renterne på pantebrevene for 1995; restgælden pr. 31. december 1995 er anført til "0,00 kr.".
Den 30. januar 1996 overgav indklagede lånet, flexkontoen og anfordringskontoen til retslig inkasso.
Ved skrivelse af 7. februar 1996 til en ejendomsmægler, der havde klagerens og ægtefællens ejendom i kommission, accepterede indklagede et salg af ejendommen under forudsætning af, at et eventuelt provenu blev fordelt i prioritetsordenen, og at indklagede fik transport i skat for 1995 og 1996, idet betaling af restancer på kreditforeningslånet i ejendommen ville udløse et rentefradrag. Når transporterne var underskrevet, ville indklagede drage omsorg for kvittering af de to pantebreve i ejendommen.
Henholdsvis 7. og 16. februar 1996 indfriede kautionisterne kautionerne ved betaling af henholdsvis 60.000 kr. og 50.000 kr. til indklagede. Kautionsbeløbet på 60.000 kr. blev anvendt til indfrielse af flexkontoen, anfordringskontoen og to øvrige mindre konti samt nedbringelse af lånet. Restgælden på lånet var herefter 153.539,90 kr. Klageren fik meddelelse om beløbets anvendelse ved indklagedes skrivelse af 9. februar 1996.
Kautionsbeløbet på 50.000 kr. blev anvendt til nedbringelse af lånet, hvis restgæld herefter var ca. 103.000 kr.
Den 20. februar 1996 underskrev klageren en transport til indklagede på sit tilgodehavende hos Told Skat.
Ved skrivelse af 20. marts 1996 meddelte fogedretten i Faaborg klageren, at der på begæring af indklagedes advokat var berammet udkørende fogedforretning til den 24. april 1996.
Ved skrivelse af 26. marts 1996 opgjorde indklagedes advokat sagen over for indklagede. Af opgørelsen fremgår, at restgælden på lånet inkl. renter og inkassoomkostninger til opgørelsestidspunktet var 111.643,77 kr.
Ved skrivelse af 16. april 1996 til klagerens repræsentant meddelte indklagede, at klagerens og den tidligere ægtefælles samlede tilgodehavende inklusive tilgodehavendet i henhold til de to pantebreve udgjorde ca. 189.000 kr. plus renter.
Ved skrivelser af 19. og 22. april 1996 meddelte klageren og ægtefællen indklagede, at man var enige om at dele restgælden på lånet med 80.000 kr. til ægtefællen og 21.360,33 kr. til klageren, og at man var uforstående over for, hvorledes indklagede kunne opgøre restgælden til ca. 189.000 kr.
Den 23. april 1996 underskrev klageren et frivilligt forlig med indklagede på 63.937,90 kr. Gælden skulle ifølge forliget foreløbig forrentes med 13,5% p.a. med kvartalsvis rentetilskrivning. Samme dag underskrev klagerens ægtefælle et frivilligt forlig med indklagede på 125.581,67 kr. Forliget omfattede for klagerens vedkommende restgælden på et af pantebrevene pr. 11. september 1995 på 38.937,90 kr. og 25.000 kr. af restgælden på lånet. Det af ægtefællen underskrevne forlig omfattede restgælden i henhold til et af pantebrevene med restgæld på 38.937,90 kr. pr. 11. september 1995 og restgælden på lånet med fradrag af 25.000 kr., d.v.s. 86.643,77 kr. Af forligene fremgår i øvrigt, at der senest den 1. juni 1997 skulle være indgået en afviklingsordning.
Ved skrivelse af 1. maj 1996 bekræftede Told Skat overfor indklagede, at transporten i overskydende skat for indkomståret 1995 var noteret. Indklagede fik i henhold til transporten udbetalt 2.514 kr.
Indklagede kvitterede pantebrevene til aflysning den 6. maj 1996 "idet det bemærkes, at det personlige gældsansvar bibeholdes".
I november 1996 afslog indklagede en anmodning fra klageren om udstedelse af saldokvittering mod betaling af 20.000 kr.
Foranlediget af en henvendelse fra klageren redegjorde indklagede ved skrivelse af 20. februar 1997 for opgørelsen af gælden i henhold til de frivillige forlig på grundlag af bl.a. advokatens opgørelse af 26. marts 1996.
Ved skrivelse af 16. maj 1997 til klageren foreslog indklagede at forligsbeløbet, opgjort til 78.198,75 kr. inkl. renter til 1. juni 1997, blev afviklet med en månedlig ydelse på 1.800 kr.
Ved klageskema af 23. maj 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun ikke skylder indklagede noget beløb.
Indklagede har erkendt, at der ved opgørelsen pr. 1. juni 1997 ikke er taget højde for beløbet på 2.514 kr. i henhold til transporten, og at gælden pr. 1. juni 1997 derfor retteligt skal opgøres til 75.684,75 kr. Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har supplerende oplyst, at det ved afslutningen af den skattemæssige ligning i juni måned 1997 blev konstateret, at der var en restskat for 1995 på ca. 3.900 kr., og at indklagede trods anmodning fra kommunen har afslået at tilbageføre beløbet på 2.514 kr. i henhold til transporten.
Klageren har anført, at indklagedes handlemåde i forbindelse med opgørelsen og afviklingen af det fælles engagement har været urimelig. Det beror på indklagedes forhold, at sagen har trukket ud, hvorved hun er blevet påført unødige omkostninger til renter og inkasso. Indklagede indhentede uden hendes viden faderens underskrift på lånedokumentet på 86.200 kr. og et kautionsdokument på 40.000 kr. Hun havde tidligere meddelt, at hun ikke kunne opnå kaution fra faderen for sin del af gælden, idet faderen var syg og på grund af en hjerneblødning bl.a. var ude af stand til at tale. Under hensyn til, at faderens kautionserklæring lød på 40.000 kr., er hun uforstående over for, at indklagede efterfølgende opkrævede 60.000 kr. hos faderen. Det fremgår af årsopgørelsen vedrørende pantebrevene, at restgælden herpå var nedskrevet til 0 kr. Pantebrevene blev kvitteret til aflysning, og indklagedes medarbejder bekræftede under et møde i efteråret 1995, at indklagede ikke ville gøre krav gældende i henhold til de private pantebreve. Indklagede har forhalet sagen med henvisning til, at der ikke var enighed om opdeling af gælden, hvilket bestrides. Hun og den tidligere ægtefælle har gennem hele forløbet været enige om, hvorledes gælden skulle deles, og indklagede har fra ultimo maj 1995 været bekendt med hendes budget. Det er fremgået heraf, at hun og hendes datter har et månedligt rådighedsbeløb på 1.500 kr., hvorfor indklagedes krav om afvikling med først 2.000 kr. månedligt senere 1.800 kr. har været urealistisk. Det frivillige forlig blev underskrevet for at afværge fogedforretningen og er ikke udtryk for, at hun anerkender størrelsen af den gæld, der er anført i forliget. Hun havde ikke modtaget en opgørelse af gælden forud for underskrivelsen. Da pantebrevene er kvitterede, og beløbet på 25.000 kr. primært vedrører unødige omkostninger, der er påløbet som følge af indklagedes forhaling af sagen, bør indklagede anerkende, at der ikke består noget tilgodehavende.
Beløbet fra Told Skat blev udbetalt med forbehold om, at ligningen var korrekt, hvorfor indklagede bør tilbageføre beløbet på 2.514 kr., når det har vist sig, at der for 1995 skal betales restskat.
Indklagede har anført, at lånedokumentet på 86.200 kr. var udtryk for en aftale om opdeling af engagementet mellem ægtefællerne, i hvilken forbindelse indklagede erklærede sig indforstået med at nedsætte faderens kaution fra 60.000 kr til 40.000 kr. Da indklagede i december 1995 ikke havde modtaget dokumenterne retur i underskrevet stand traf en medarbejder aftale med faderens hjem om at komme på besøg for at indhente underskriften. Efter fornøden orientering udtrykte faderen tilfredshed med, at hans kaution blev nedsat, hvis opdelingen kunne gennemføres. Lånet blev imidlertid ikke effektueret på grund af klagerens manglende underskrift. Som følge af manglende aftale om opdeling og afvikling af engagementet blev dette overgivet til inkasso. Inkassosagen vedrørte først alene klagerens og ægtefællens konti senere tillige tilgodehavendet i henhold til de to pantebreve, som ikke opnåede dækning ved ejendomssalget. Pantebrevene blev aflyst med opretholdelse af det personlige gældsansvar. Opgørelserne fra finansieringsselskabet er alene udtryk for, at pantebrevene i løbet af året blev udtaget af depot i selskabet. Indklagede har på intet tidspunkt tilkendegivet, at gælden i henhold til pantebrevene var indfriet eller bortfaldet. Med underskrivelsen af de frivillige forlig blev der aftalt en endelig opdeling af gælden. Det har trods forligets bestemmelse herom ikke været muligt at formå klageren til at indgå en afviklingsordning. Indklagede har afvist at tilbagebetale beløbet på 2.514 kr. i henhold til transporten, idet der ved udbetalingen ikke blev taget forbehold for ligningens korrekthed.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren har den 23. april 1996 underskrevet et frivilligt forlig med indklagede, hvori hun erkender at skylde 63.937,90 kr. Denne gæld skulle forrentes med 13,5% med kvartalsvis rentetilskrivning. Ankenævnet finder ikke, at klageren har anført noget, der kan begrunde, at hun ikke skulle være bundet heraf, og Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes senere opgørelse af gældens samlede størrelse, idet dog bemærkes, at indklagede har erkendt, at indklagedes tilgodehavende skal nedskrives med de 2.514 kr., som indklagede har modtaget fra skattevæsenet.
Uanset den uheldige udformning af årsopgørelserne fra indklagedes finansieringsselskab finder Ankenævnet, at klageren måtte indse, at indklagede ikke herved havde eftergivet klageren tilgodehavendet ifølge pantebrevene. Det fremgik endvidere udtrykkeligt af kvitteringen af pantebrevene i forbindelse med ejendomshandelen, at indklagede ikke frafaldt det personlige gældsansvar, således at klageren fortsat hæftede personligt for pantebrevsgælden.
For så vidt angår skattemyndighedernes tilbagesøgning af udbetalingen i henhold til transporten findes dette spørgsmål at angå et retsforhold mellem indklagede og skattemyndighederne.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.