Løbetid, henstand.
| Sagsnummer: | 338/1992 |
| Dato: | 06-11-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Søren Geckler, Peter Møgelvang-Hansen, Peter Stig Hansen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kaution - omfang
|
| Ledetekst: | Løbetid, henstand. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 31. juli 1989 underskrev klagerne som selvskyldnerkautionister for et af indklagedes Hammel afdeling ydet lån på 85.000 kr. til klagernes søn. Det fremgik af lånedokumentet, at lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.200 kr., første gang den 30. august 1989, samt at ydelsen var fastsat således, at lånet med den gældende rentesats, der ikke var oplyst, ville være tilbagebetalt ca. den 1. december 1993. Endvidere forbeholdt indklagede sig ret til "at forlange ydelsen ændret, således at lånet kan være tilbagebetalt den nævnte dato"..
Lånet blev ydet i forbindelse med overførsel af et lån, som sønnen havde i Handelsbanken, og for hvilket klagerne også havde kautioneret.
Ved tillæg til lånedokumentet af 27. september 1990 bestemtes, at lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.200 kr. fra den 30. oktober 1990, og at ydelsen fra 1. marts 1993 forhøjedes til 2.700 kr. månedligt. Klagerne tiltrådte ved deres underskrifter tillægget, hvor lånets restgæld blev oplyst til 78.259,35 kr.
Ved skrivelser af 29. maj og 26. juli 1990 til klagernes søn fra indklagede blev sønnen gjort opmærksom på, at lånets ydelse på 1.200 kr. svarede til en restløbetid på 14 år. I skrivelse af 26. juli 1990 oplystes, at ydelsen pr. 1. august 1990 ville blive forhøjet til 1.800 kr.
Den 22. november 1990 overflyttedes lånet fra indklagedes Hammel afdeling til indklagedes Hadsten afdeling i forbindelse med sønnens køb af ejendom i Hadsten. I denne forbindelse blev den automatiske ydelsesbetaling på 1.200 kr. fra sønnens løbende konto til kautionslånet ved en fejl ikke etableret. Først i december 1991 påbegyndtes afviklingen med 1.200 kr. svarende til en manglende betaling på ialt 13.200 kr. eller 11 måneders ydelse. Indklagedes Hadsten afdeling orienterede klagerne herom i skrivelse af 31. januar 1992. I samme skrivelse oplystes, at klagernes kautionsforpligtelse kunne reduceres med 13.200 kr., således at den udgjorde 72.603,62 kr. pr. 31. december 1991.
Klagerne rettede herefter henvendelse til advokat, hvorefter der foregik en korrespondance mellem denne og indklagede.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes principalt at anerkende, at kautionsforpligtelsen er bortfaldet i sin helhed, subsidiært at forpligtelsen bortfalder omkring den 1. december 1993.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har anført, at kautionsforpligtelsen i sin helhed bør bortfalde som følge af den manglende underretning efter Bank- og sparekasselovens § 41. Det er iøvrigt indklagede, der, jfr. afgørelsen i UfR 1992/442, har bevisbyrden for, at klagernes stilling ikke er blevet forringet, og indklagede har ikke løftet denne bevisbyrde. Hertil kommer, at klagernes regresmulighed er forringet.
Til støtte for den subsidiære påstand har klagerne anført, at kautionsforpligtelsen under alle omstændigheder bør udløbe ca. 1. december 1993, således som det fremgår af lånedokumentet. Klagerne har haft en berettiget forventning om, at lånet var afviklet på dette tidspunkt og har disponeret herefter. Det bestrides, at klagerne burde have indset, at der forelå en fejl fra indklagedes side vedrørende beregning af den månedlige ydelse.
Indklagede har anført, at undladelse af at give meddelelse efter bank- sparekasselovens § 41 alene medfører, at klagernes forpligtelse nedsættes i det omfang, klagernes regreskrav er blevet forringet som følge af undladelsen. Bevisbyrden herfor påhviler klagerne, som ikke har godtgjort at have lidt et tab. Hertil kommer, at klagerne burde have indset, at der forelå en fejl fra indklagedes side ved beregning af den månedlige ydelse. Ydelsen på 1.200 kr. månedligt svarer til en årlig ydelse på 14.400 kr. og ville således, selv ikke hvis lånet var rentefrit, være tilstrækkelig til at afvikle lånets hovedstol. Lånedokumentets bestemmelse om ændring af ydelsen ved renteændring indeholder ikke nogen pligt for indklagede til at foretage en sådan ændring, og for de fleste låntagere udgør den månedlige ydelse det maksimum, som den pågældende kan afvikle. Iøvrigt fremgik lånets løbetid ikke af det oprindelige lånedokument i Handelsbanken, og tilbagebetalingstidspunktet kan derfor ikke have været afgørende for klagerne ved påtagelsen af kautionsforpligtelsen.
Ankenævnets bemærkninger:
Det af klagernes søn i 1989 hos indklagede optagne lån blev ydet i forbindelse med indfrielse af et lån ydet af Handelsbanken i 1986, for hvilket klagerne kautionerede. Af lånedokumentet vedrørende Handelsbanklånet fremgik ikke, hvornår lånet ville være tilbagebetalt. Der findes herefter ikke holdepunkter for at antage, at det i lånedokumentet oprettet i juli 1989 anførte tilbagebetalingstidspunkt har været en relevant forudsætning for klagernes underskrift som kautionister. Da klagerne endvidere ikke har sandsynliggjort, at deres regresret er forringet som følge af den faktisk ydede henstand på lånet, finder Ankenævnet ikke grundlag for at tilsidesætte klagernes kautionshæftelse i sin helhed.
Af indklagedes skrivelse af 26. juli 1990 fremgår, at ydelsen på lånet pr. 1. august 1990 ville blive forhøjet til 1.800 kr. månedligt. Under hensyn hertil finder Ankenævnet, at indklagede ved nedsættelsen af klagernes kautionshæftelse til 72.603,62 kr. pr. 31. december 1991 som sket ved indklagedes skrivelse af 31. januar 1992 som følge af manglende ydelsesbetaling i 11 måneder burde have nedsat klagernes hæftelse med 1.800 kr. x 11 eller 19.800 kr. fremfor 1.200 kr. x 11 svarende til 13.200 kr. Klagernes kautionshæftelse pr. 31. december 1991 nedsættes herefter med yderligere 6.600 kr.
Som følge heraf