Klage fra dødsbo over rentens størrelse på afdødes konto.
| Sagsnummer: | 140/1996 |
| Dato: | 30-09-1996 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Niels Busk, Bjarne Lau Pedersen, Jørn Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Rente - indlån
|
| Ledetekst: | Klage fra dødsbo over rentens størrelse på afdødes konto. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Klageren i denne sag er dødsboet efter en den 25. december 1995 afdød kunde hos indklagede. Afdøde blev 83 år.
Afdøde havde en anfordringskonto med bog hos indklagede. Af bogen fremgår, at kontoens indestående pr. 31. december 1994 efter tilskrivning af 349,09 kr. var 311.610,70 kr. Pr. 31. december 1995 var kontoens saldo efter tilskrivning af 429,43 kr. i rente 364.731,40 kr.
Indklagede har oplyst, at afdøde foruden anfordringskontoen havde et værdipapirdepot, hvor 50% af hendes samlede midler hos indklagede var placeret.
Indklagede har yderligere oplyst, at man i februar 1995 talte med plejehjemslederen på det plejehjem, hvor afdøde boede. Af et telefonnotat vedrørende en samtale den 10. februar 1995 fremgår, at plejehjemslederen skulle vende tilbage i anledning af indklagedes tilbud om en højrentekonto. Boets advokat har om den telefoniske henvendelse oplyst, at plejehjemslederen har meddelt, at han i februar 1995 kontaktede indklagede for at sikre sig, at afdøde fik en ordentlig forrentning; indklagede gav tilsagn herom, hvorefter han ikke foretog sig yderligere.
Boet har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde en rentekompensation, således at anfordringskontoen forrentes med minimum 3% p.a. i perioden fra 29. december 1994 til kontoens ophævelse i marts 1996.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Boet har anført, at afdøde i flere år havde været senil uden forståelse for sine økonomiske forhold, hvilket indklagede var bekendt med. Det er boets opfattelse, at indklagede har handlet i strid med god pengeinstitutskik og derfor bør betale en rimelig rente i den omhandlede periode. Det bestrides, at afdøde i februar 1995 fik tilbudt en højrentekonto.
Indklagede har anført, at det forhold, at afdøde havde ca. halvdelen af sine midler placeret på anfordringskonto og halvdelen i værdipapirdepot bekræfter, at klageren blev rådgivet om placeringen af sine midler. Hertil kommer, at indklagede tilbød afdøde en højrentekonto. Bl.a. sidstnævnte forhold bekræfter, at der har været aktiv kontakt til afdødes repræsentant.
Ankenævnets bemærkninger:
Det fremgår af sagen, at plejehjemslederen den 10. februar 1995 på klagerens vegne kontaktede indklagede vedrørende forrentningen af nu afdødes midler, og at man drøftede indsættelse på indklagedes højrentekonto. Plejehjemslederen opfattede resultatet af drøftelsen således, at indklagede lovede en ordentlig forrentning, hvorimod indklagede opfattede sagen derhen, at plejehjemslederen ville vende tilbage. Indklagede rykkede ikke plejehjemslederen for en sådan tilbagemelding.
Ankenævnet finder, at indklagede under disse omstændigheder med virkning fra den 10. februar 1995 og indtil kontoens ophævelse bør forrente indeståendet på afdødes anfordringskonto med den rentesats, hvormed indeståender på indklagedes højrentekonto har været forrentet.
Som følge heraf
Indklagede bør med virkning fra den 10. februar 1995 og indtil kontoens ophævelse forrente indeståendet på afdødes anfordringskonto med den rentesats, hvormed indeståender på indklagedes højrentekonto har været forrentet. Klagegebyret tilbagebetales klageren.