Afgørelse

Spørgsmål om tidsbegrænset kaution. Delkaution/ begrænset kaution. Henstand. Tilbageførsel af ydelser.

Medhold klager

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelser imod indklagedes krav om indfrielse af en kautionsforpligtelse.

Sagens omstændigheder.

Ved gældsbrev af 5. juli 1991 ydede indklagede klagerens søn, S, et lån på 210.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.300 kr. Ved sin underskrift på gældsbrevet påtog klageren sig selvskyldnerkaution for lånet.

Ved gældsbrev af 30. december 1994 blev lånet, som nu var nedbragt til 174.276,78 kr. forhøjet med 111.723,22 kr. til 286.000 kr., som skulle afvikles med 4.000 kr. månedligt. Klageren underskrev gældsbrevet som selvskyldnerkautionist. Af gældsbrevet fremgår bl.a:

"Lånet løber til den 31.03.2007 (sidste ydelses forfaldsdag), forudsat uændret rentesats.

…..

Det lånte beløb forrentes fra afregningsdagen med den af [indklagede] til enhver tid fastsatte rente for faste lån, for tiden 13,250 % p.a.

….

Kautionisten er bekendt med at forhøjelsen af lånet bruges til indfrielse af overtræk på øvrige konti og rep. af bil.

Kautionisten hæfter for 175.000 og forpligtelsen bortfalder når restgælden på lånet er 111.000."

Ved gældsbrev af 19. november 1996 ydede indklagede S et nyt lån på 327.146 kr., som skulle afvikles med 3.000 kr. månedligt. Lånet blev anvendt til indfrielse af det hidtidige kautionssikrede lån, som nu var nedbragt til ca. 264.000 kr. og til inddækning af overtræk på ca. 62.000 kr. på S's løbende konto hos indklagede. Af gældsbrev fremgår bl.a:

"Det lånte beløb og påløbne renter i alt kr. 327.146,00 - se opgørelse under "Kreditomkostninger" - tilbagebetales, forudsat uændret rentesats, med 25 [ med håndskrift ændret til 14] ydelser på 3.000,00 hver måned, heraf 1 ydelse - sidste ydelse - på kr. 3.000,00 i alt 25 [ med håndskrift ændret til 14] ydelser. Ydelserne forfalder til betaling ultimo hver måned, første gang den 30.11.96.

Lånet løber til den 31.12.1998 [ med håndskrift ændret til 1997] - sidste ydelses forfaldsdag - forudsat uændret rentesats.

….

Det lånte beløb forrentes fra afregningsdagen med den af sparekassen Farsø til enhver tid fastsatte rente for faste lån, for tiden 0,000 % p.a. Renten beregnes bagud hver 3. måned og tillægges det skyldige beløb. Den nominelle årlige rente udgør 0,000 %.

….

Kautionisten er bekendt med, at lånet dækker indfrielse af overtræk og lån nr. […]. Kautionisten hæfter for kr. 175.000,- og forpligtelsen bortfalder når restgælden på nærværende lån andrager kr. 111.000,00. Det lånte beløb er rentefri frem til 31.12.1998 [ med håndskrift ændret til 1997] , hvorefter nærværende lån afløses af et lån med samme ydelse som nærværende og renten reguleres efter månedslån ann. (type 830) - 3% p.a., p.t. 12,25% - 3%=9,25% p.a., hvilket samtidig bevirker længere løbetid end ovenfor anført."

Klageren underskrev gældsbrevet som selvskyldnerkautionist.

Af kontoudskrifterne for lånet fremgår, at der frem og til marts 1999 månedligt blev overført 4.000 fra S's lønkonto til lånet. Herefter blev der overført månedligt 3.000 kr. frem til den 29. september 2000, hvor saldoen var 186.146 kr. I hele perioden blev der ikke tilskrevet renter.

Den 6. februar 1998, 13. januar 1999 og 13. oktober 1999 blev der overført henholdsvis 14.000 kr., 15.000 kr. og 4.059,22 kr. fra lånet til lønkontoen. Den 10. oktober 2000 blev der tilbageført 3 ydelser på i alt 9.000 kr. til S's lønkonto.

På grund af misligholdelse opsagde indklagede ved skrivelse af 12. januar 2001 engagementet med S til indfrielse pr. den 30. april 2001. Gælden blev opgjort til 318.275,27 kr. fordelt med 195.146 kr. på kautionslånet og 123.129,27 kr. på lønkontoen. Klageren blev underrettet om opsigelsen. Da engagementet ikke blev indfriet af S, blev kautionen gjort gældende over for klageren ved skrivelse af 19. april 2001.

Klageren gjorde indsigelse mod indklagedes krav om indfrielse af kautionen. Den 4. oktober 2001 udtog indklagede stævning ved retten i Hobro om betaling af 175.000 kr. med tillæg af renter, 9,25% p.a., fra den 19. maj 2001.

Ved svarskrift af 7.december 2001 nedlagde klageren påstand om frifindelse.

Den 26. marts 2002 blev sagen af retten udsat på forelæggelse af Ankenævnet.

Parternes påstande.

Den 18. april 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen ikke kan gøres gældende.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han på grundlag af det anførte i gældsbrevet berettiget kunne lægge til grund, at kautionslånet var afløst af et nyt lån, og at kautionsforpligtelsen, dermed var bortfaldet.

Indklagede har ikke rettet henvendelse til ham om kautionen før den 12. januar 2001.

S's engagement er siden november 1996 reelt ikke blevet nedbragt, idet nedbringelsen af restgælden modsvares af et overtræk på lønkontoen. Ved at undlade at orientere om disse forhold har indklagede fortabt sit krav mod ham, idet hans regreskrav som følge af undladelsen er blevet forringet. Jf. bank- og sparekasselovens § 41.

Såfremt der fra starten var blevet grebet ind, havde han haft mulighed for at lade S afdrage til sig i stedet for til indklagede. Der har været tale om en glidebane, som har forringet S's motivation og evne til at afvikle mellemværendet.

Efter hans underskrift er der uden hans viden foretaget rettelser i gældsbrevet.

Gældsbrevets beskrivelse af lånevilkårene efter den 31. december 1997 er så vage og uklare, at de ikke kan danne grundlag for at rette krav mod ham.

Der er sket tilbageførsel af beløb fra lånet til lønkontoen.

Indklagede har anført, at klageren ikke berettiget kunne forvente, at han var frigjort for kautionen pr. den 31. december 1997, idet lånet pr. denne dato alene ville være nedbragt med 42.000 kr.

Klageren havde tidligere afgivet kaution vedrørende det samme gældsforhold.

Rettelserne i gældsbrevet blev foretaget forud for klagerens underskrift og blev gennemgået med klageren.

S's økonomi har ikke ændret sig i perioden efter misligholdelsen, hvorfor klagerens mulighed for regres mod S ikke er blevet forringet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indledningsvis bemærkes, at den i gældsbrevet af 19. november 1996 nævnte udløbsdato den 31. december 1998, som ved håndskrift er ændret til 1997, ikke findes at kunne forstås som en tidsbegrænsning af kautionsforpligtelsen, men alene som en angivelse af indtil hvilken dato indklagede havde givet tilsagn om rentefrihed. Det bemærkes, at det af gældsbrevet tillige fremgår, at kautionsforpligtelsen ville bortfalde, når restgælden på lånet var 111.000 kr., og at klagerens kaution var en videreførsel af kautionen for det tidligere lån, som havde en beregnet løbetid til den 31. marts 2007 under forudsætning af uændret rente.

Klageren påtog sig i 1991 at kautionere for S's lån på 210.000 kr. Da indklagede ved gældsbrev af 30. december 1994 ydede S en forhøjelse af lånet på ca. 111.000 kr. var klagerens forpligtelse som kautionist blevet nedbragt til restgælden på det gamle lån, som udgjorde ca. 175.000 kr. Det anførte i gældsbrevet af 30. december 1994 må forstås således, at der alene skulle ske en videreførsel af kautionistens forpligtelse i henhold til kautionen for det hidtidige lån, og at klageren ikke skulle hæfte for forhøjelsen på 111.000 kr. Da det endvidere fremgår, at " forpligtelsen bortfalder når restgælden på lånet er kr. 111.000 " finder Ankenævnet, at klagerens kaution må anses for en delkaution, og at afviklingen af lånet først skulle afskrives på den del af lånet, som klageren hæftede for som kautionist.

Det fremgår tydeligt af gældsbrevet af 19. november 1996, at lånet på 327.146 kr. skulle anvendes til indfrielse af det hidtidige kautionssikrede lån og til indfrielse af overtræk, og klageren har heller ikke gjort gældende, at han ikke var bekendt hermed. Ankenævnet finder derfor, at det må lægges til grund, at klageren ved sin kaution for dette lån påtog sig at udvide sin kautionsforpligtelse med de ca. 62.000 kr., som vedrørte inddækning af overtræk, således at kautionen nu udgjorde 175.000 kr. af den del af lånet, der oversteg 111.000 kr. (begrænset delkaution)

Lånet blev afviklet med en ydelse på 4.000 månedligt indtil marts 1999 og efterfølgende med den ydelse på 3.000 kr. pr. måned, som fremgår af gældsbrevet. Uanset udløbsdatoen for rentefriheden den 31. december 1997/1998 er lånet frem til opsigelsen i januar 2001 ikke blevet forrentet.

I det omfang der på S's lønkonto ikke var dækning for de overførte ydelser, var indklagede i forhold til klageren som kautionist alene berettiget til føre ydelserne tilbage, såfremt tilbageførsel skete i umiddelbar forlængelse af, at overførsel fandt sted. Ankenævnet finder derfor, at tilbageførslerne på 14.000, 15.000 kr., 4.059,22 kr. og 9.000 kr., i alt 42.059,22 kr. var uberettigede i forhold til klageren som kautionist. Af restgælden på lånet ved opsigelsen af engagementet må derfor i forhold til klageren opgøres til 153.086,78 kr. (195.146 kr. - 42.059,22 kr.); herfra skal fradrages de 111.000 kr., som ikke er omfattet af kautionen. Klagerens kautionsforpligtelse kan herefter opgøres til 42.086,78 kr. med tillæg af renter fra den 19. maj 2001.

Allerede fordi klageren med ovenstående stilles, som om lånet var blevet afviklet uden restancer frem til den 29. september 2000, finder Ankenævnet det ufornødent at tage stilling til spørgsmålet om underretning i medfør af bank- og sparekasselovens § 41.

Som følge heraf

Indklagede skal nedsætte sit krav mod klageren til 42.086,78 kr. med tillæg af renter fra den 19. maj 2001.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.