Afgørelse

Krav om eftergivelse af gæld ifølge låneaftale, indsigelse mod opgørelse af gæld og indsigelse mod rentesats i tidligere låneaftaler

Indledning

Sagen vedrører krav om eftergivelse af gæld ifølge låneaftale, indsigelse mod opgørelse af gæld og indsigelse mod rentesats i tidligere låneaftaler.

Sagens omstændigheder

Klagerne var kunder i Danske Andelskassers Bank, hvor de pr. den 31. december 2001 havde en samlet gæld på 256.851,07 kr., bestående af et boliglån på 71.321,62 kr., et privatlån på 92.977,72 kr., et billån på 60.071,56 kr. og en kredit, der var trukket med 32.480,17 kr. Lånene blev efterfølgende samlet til ét lån.

Ved låneaftale af 30. januar 2002 blev klagernes lån forhøjet med 70.258,54 kr. til i alt 261.236,26 kr. Renten var variabel, for tiden 13,75 % p.a. Den månedlige ydelse udgjorde 3.350 kr. Lånet var forudsat at være afviklet den 31. marts 2017. Til lånet var der tilknyttet en låneforsikring.

I januar 2003 blev lånet forhøjet med 10.315,55 kr. til i alt 265.387,27 kr. Renten udgjorde for tiden 13,5 % p.a. Den månedlige ydelse udgjorde fortsat 3.350 kr. Lånet var forudsat afviklet den 31. juli 2018. Klagerne har oplyst, at låneforhøjelsen skete til dækning af manglende betaling af tre måneders ydelse i forbindelse med, at de skiftede til et nyt pengeinstitut, som ikke havde sørget for betaling af disse ydelser.

Den 26. april 2005 blev lånet forhøjet med 10.878 kr. til i alt 266.592,37 kr. Renten udgjorde for tiden 8,75 % p.a. Den månedlige ydelse udgjorde fortsat 3.350 kr. Lånet var forudsat afviklet den 31. januar 2015.

Låneaftalerne indeholdt blandt andet følgende:

"… Ydelse og løbetid er beregnet på grundlag de priser, renter og gebyrer, som gælder ved aftalens indgåelse. Hvis der sker ændringer heri, f.eks. at renten forhøjes, kan dette medføre, at løbetiden forlænges.

Hvis De lægger vægt på, at lånet er færdigafviklet på det angivne tidspunkt, opfordres De til at rette henvendelse til pengeinstituttet, således at vi kan beregne om løbetiden kan overholdes. Er dette ikke tilfældet, kan vi tilbyde at regulere ydelsen, således at den aftalte løbetid kan overholdes. …"

I januar 2009 anmodede klagerne om en rentenedsættelse. Den 24. februar 2009 afviste andelskassen anmodningen. Andelskassen oplyste, at renten, som da udgjorde 12 % p.a., var fastsat på baggrund af generelle rentestigninger i 2008.

I oktober 2009 indgav klagerne en klage til Ankenævnet. I april 2010 blev klagesagen afsluttet forligsmæssigt ved indgåelse af en ny låneaftale med en fast rente på 6 % p.a. Lånet blev samtidig forhøjet med 7.108 kr. til i alt 197.824,59 kr., og låneforsikringen blev slettet. Ydelsen udgjorde fortsat 3.350 kr., som ifølge låneaftalen skulle betales hver måned, første gang den 31. marts 2010. Lånet var forudsat afviklet den 31. januar 2016. Ifølge lånets afviklingstabel ville restgælden udgøre 196.627,09 kr. pr. den 31. marts 2010 og 111.828,80 kr. pr. den 31. december 2012, efter betaling af ydelserne pr. henholdsvis den 31. marts 2010 og henholdsvis den 31. december 2012. Klagerne har oplyst, at låneforhøjelsen skete, fordi de i forbindelse med indgivelse af klagen i en periode ikke betalte ydelser på lånet.

Andelskassen har oplyst, at lånet blev effektueret primo april 2010. Klagerne indbetalte herefter de månedlige ydelser primo hver måned.

Den 15. januar 2013 rejste klagerne indsigelse mod, at restgælden var højere end angivet i låneaftalens afviklingstabel. Den 16. januar 2013 meddelte andelskassen, at forskellen i restgæld dels skyldtes, at der ved første rentetilskrivning var tilskrevet en større rente end renten i tabellen, da den nye rente først gjaldt fra effektueringen af det nye lån, og dels skyldtes datoen for andelskassens modtagelse af ydelsen, som i låneaftalen var angivet til ultimo måneden, men som rent faktisk var primo den næstfølgende måned. Den 17. januar 2013 meddelte andelskassen, at andelskassen ville refundere rentedifferencen ved første rentetilskrivning. Den 25. januar 2013 indsatte andelskassen 4.133,07 kr. på klagernes konto vedrørende denne renteregulering. Ifølge kontoudskrift sendt til klagerne den 25. januar 2013 udgjorde lånets restgæld herefter 111.828,80 kr.

Klagerne anførte, at restgælden burde være 111.828,80 kr. pr. den 31. december 2012, og 108.478,80 kr. efter betaling af januar ydelsen. Andelskassen svarede, at opgørelse af restgælden var bestemt af, at klagernes indbetalinger indgik primo måneden og ikke ultimo måneden som fastsat i låneaftalen.

Parternes påstande

Den 29. januar 2013 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Andelskassers Bank skal frafalde sit krav mod dem i henhold til lånet.

Danske Andelskassers Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har blandt andet anført, at de i 14 år har betalt i alt 482.400 kr. af på lånet, der oprindeligt udgjorde 265.000 kr. Restgælden udgør stadig ca. 120.000 kr. Lånet burde have været afviklet for længst. De fik at vide, at renten var så høj, da der ingen sikkerhed var for lånet, selvom de efter krav fra andelskassen havde tegnet en låneforsikring.

De føler sig snydt. Lånene ville ikke have været så dyre, hvis de ikke var blevet lagt sammen. De oprindelige lån havde lavere renter. Det er sund fornuft, at tre lån på i alt 250.000 kr. ikke kan tage 17 år at betale tilbage. Bilen blev købt i 1997 og billånet skulle tilbagebetales over syv år. Andelskassens rådgivning var for dårlig i forbindelse med sammenlægning af lånene.

Ifølge låneaftalen fra 2002 var løbetiden 15 år. Den samlede rente var 354.382,62 kr. med en årlig omkostning i procent på 14,5. Præmien til låneforsikringen steg gennem lånets løbetid. Låneforhøjelsen i 2003 skete i forbindelse med, at de ultimo 2002 skiftede til et nyt pengeinstitut, som ikke betalte ydelsen på lånet hos andelskassen i tre måneder. Andelskassen rykkede ikke for den manglende betaling af ydelsen. Andelskassen burde have rykket herfor.

De stoppede med indbetalingen i tre måneder i 2005, da renten var for høj. De fik herefter en rentenedsættelse i 2005.

I 2009 anmodede de igen om en rentenedsættelse, da lånet kun var nedbragt med 65.000 kr. på frem år. Efter indgivelse af klagen til Ankenævnet meddelte de andelskassen, at de ønskede en fast rente på 6 % p.a. og sletning af forsikringen.

Kontoudskriften fra januar 2013 stemmer ikke.

Danske Andelskassers Bank har blandt andet anført, at klagerne efter at have fået afslag på en rentenedsættelse i 2010 indgav en klage til Ankenævnet. Parterne indgik herefter en aftale om fastforrentning af klagernes lån med 6 % p.a., ligesom låneforsikringen blev slettet. På dette grundlag trak klagerne klagen tilbage fra Ankenævnet.

Klagerne har underskrevet låneaftalen og hæfter for restgælden. Der foreligger ikke forhold, der gør, at låneaftalen skal tilsidesættes.

Lånet blev effektueret primo april 2010, lige efter en rentetilskrivning med den gamle rente. Denne rentetilskrivning var højere end de aftalte 6 %, hvorfor klagerne fik refunderet det for meget betalte beløb. Klagerne betaler endvidere ydelsen bagud den første hverdag i måneden. Dette har andelskassen forklaret klagerne i korrespondancen fra januar 2013.

Klagerne undlod i perioder at indbetale på lånet, som undervejs blev forhøjet.

Den anvendte rentesats er passende. Det stod på ethvert tidspunkt klagerne frit for såvel at flytte lånene, hvis de kunne opnå bedre vilkår i et andet pengeinstitut, som at forhøje ydelsen, hvis de ønskede en hurtigere afvikling.

Klagerne opfordres til at præcisere påstanden, idet andelskassen på ingen måde kan anerkende at have handlet i strid med gældende ret.

Ankenævnets bemærkninger

Ved indgåelse af låneaftalen i april 2010 erkendte klagerne at skylde andelskassen 197.824,59 kr., og klagerne accepterede den faste rentesats på 6 % pr. år. Ankenævnet finder, at klagerne er bundet af den indgåede aftale. Ankenævnet finder således ikke, at der er godtgjort forhold, som kan medføre, at andelskassen skal pålægges helt eller delvist at eftergive klagerne deres gæld til andelskassen.

Det findes ikke godtgjort, at der er fejl i andelskassens opgørelse af restgælden pr. 25. januar 2013. Ankenævnet bemærker, at andelskassen den 25. januar 2013 godtgjorde klagerne 4.133,07 kr. vedrørende for meget tilskrevet rente ved den første rentetilskrivning pr. den 31. marts 2010. Den faktiske restgæld udgjorde herefter 111.828,80 kr. pr. 25. januar 2013, hvilket beløb svarer til den i låneaftalens afviklingstabel forudsatte restgæld pr. 31. december 2012. Ankenævnet bemærker herved, at den faktiske restgæld pr. 25. januar 2013 ikke indeholdt ydelsen for januar 2013, da klagerne først indbetalte ydelserne på lånet primo den næstfølgende måned, og ikke ultimo måneden som forudsat i låneaftalens afviklingstabel.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.