Afgørelse

Gældsovertagelse. Frigørelse for gældsansvar. Personlig fordring.

Klageren købte pr. 1. november 1996 en ejendom sammen med sin daværende hustru og sin daværende svigermor. I forbindelse med handlen blev der optaget et lån i det indklagede realkreditinstitut og udstedt et sælgerpantebrev. Klageren ophævede i efteråret 1997 samlivet med sin ægtefælle og fraflyttede ejendommen. Den 1. januar 1998 meddelte klagerens ekskone og ekssvigermor kreditor på sælgerpantebrevet, at de havde overtaget klagerens andel af ejendommen. Der blev herefter udarbejdet skøde, hvorefter ekssvigermoderen overtog klagerens tredjedel af ejendommen, mod at klageren blev frigjort for sit gældsansvar. Ejendommen blev den 13. december 1999 på tvangsauktion overtaget af en liebhaver. Instituttet gjorde efterfølgende en personlig fordring på 127.748 kr., eksklusive rente, gældende mod klageren, ekskonen og ekssvigermoderen. I 2002 vandt klageren en retssag, som klagerens ekskone havde rejst mod ham med henblik på at få ham tilpligtet at betale udgifter vedrørende ejendommen for perioden 1. november 1996 til 13. december 1999. Ud fra forklaringerne under retssagen fremstod det som usikkert, hvorvidt ekssvigermoderen havde anmodet instituttet om gældsovertagelse. Klageren afviste i september 2004 instituttets krav med henvisning til udfaldet af retssagen.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod ham. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fastslog, at der for realkreditlån, der oprettes på justitsministeriets pantebrevsformular B, ikke sker gældsovertagelse alene i kraft af en aftale i en handel om, at den nye ejer skal overtage realkreditlånet. Dette kræver en særskilt aftale mellem instituttet og den nye ejer, jf. tinglysningslovens § 39, stk. 2. Selv om klagerens ekssvigermoder i deres indbyrdes forhold havde været forpligtet til at overtage gælden i ejendommen, havde denne aftale således ingen direkte virkning på klagerens forhold til instituttet. Nævnet fandt det ikke bevist, at instituttet inden tvangsauktionen af handelsparterne eller disses advokater var blevet underrettet om overdragelsen fra klageren til hans ekssvigermoder eller på anden måde var blevet bekendt med overdragelsen. Nævnet fandt således, at der ikke ud fra synspunktet om stiltiende accept eller passivitet var grundlag for at fritage klageren for den personlige hæftelse ifølge pantebrevet. Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.