Afregningskonto, forrentning m.m.
| Sagsnummer: | 430 /1991 |
| Dato: | 18-11-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Busk, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Pantebreve - salg, mangler
|
| Ledetekst: | Afregningskonto, forrentning m.m. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 6. oktober 1988 underskrev klagerne og indklagede aftale om indklagedes levering af pantebreve til en kursværdi af op til 1 mill. kr. Klagernes køb af pantebrevene skulle finansieres dels ved en egenkapital på ca. 130.000 kr., dels ved klagernes optagelse af et udlandslån. Af leveringsaftale underskrevet af parterne den 6. oktober 1988 fremgår, at de indkøbte pantebreves nominelle rente skulle være 9, 10 eller 11%, og at der skulle være tale om sælgerpantebreve. Med hensyn til pantebrevenes prioritetsstilling var anført: "fra ca. 80% til ca. 94% af konstateret handelsværdi."
Ved skrivelse af 26. april 1989, som af indklagede blev sendt til klagernes domicil i Spanien, meddelte indklagede, at der var afregnet for ca. 160.000 kr. pantebreve, og at den resterende del af porteføljen forventedes afregnet inden for ca. 2-3 måneder. Indklagede oplyste samtidig, at man planlagde i den nærmeste fremtid at hjemtage udlandslån formentlig i DM.
Efter at være vendt tilbage til Danmark kontaktede klagerne, der ikke havde modtaget indklagedes skrivelse af 26. april 1989, i begyndelsen af maj 1989 indklagede, og den 17. maj 1989 afholdtes hos indklagede et møde, hvorunder klagerne under henvisning til, at indklagede havde misligholdt den indgåede aftale, ønskede sig løst fra denne.
Klagerne indgav herefter klage til Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtedes at anerkende, at klagerne ikke var bundet af det den 6. oktober 1988 aftalte arrangement, samt tilpligtedes at forrente klagernes indestående hos indklagede med 8% p.a. fra indbetalingstidspunktet og indtil frigivelse fandt sted.
Ved Ankenævnets kendelse af 17. november 1989 bestemtes, at den indgivne klage ikke blev taget til følge. I Ankenævnets bemærkninger anførtes bl.a., at det naturlige udgangspunkt måtte være, at udlandslånet
"først skulle optages, når der blev behov herfor i forbindelse med afregningerne af pantebrevene. Det forhold, at indklagede, før udlandslånet blev optaget, afregnede pantebreve for et beløb, der oversteg klagernes eget indskud med et relativt beskedent beløb, således at klagerne for så vidt angår dette beløb kortvarigt kom i et egentligt låneforhold til indklagede, kan formentlig begrunde et krav om renteregulering for så vidt angår denne periode, men kan ikke anses for brud på en væsentlig og kendelig forudsætning for aftalen. Efter det anførte har klagernes ophævelse af aftalen ikke været berettiget."
I maj 1990 overførtes klagernes engagement til klagernes nye pengeinstitut. I juli 1990 blev klagerne opmærksom på, at et pantebrev leveret i juli 1989 ikke opfyldte de aftalte krav til pantebrevet, idet der var tale om et 12% pantebrev. Klagerne returnerede pantebrevet i juli 1990. I skrivelse af 7. december 1990 meddelte indklagede, at man havde tilbagekøbt pantebrevet og krediteret provenuet på 40.556,66 kr. på klagernes konto. I samme skrivelse anførte indklagede, at man var blevet opmærksom på, at man vedrørende et i januar 1990 solgt pantebrev havde krediteret klagernes konto for beløbet 2 gange, senest den 11. januar 1990, med 50.011,30 kr. Dette beløb var debiteret den samme konto, som herefter udviste et overtræk på 9.454,65 kr. Med tillæg af debetrenter til og med den 20. december 1990 var kontoens saldo herefter 15.542,65, som indklagede anmodede om indbetaling af senest 20. december 1990.
Ved skrivelse af 5. juli 1991 til klagerne berigtigede indklagede afregningen vedrørende det tilbagetagne pantebrev. I denne forbindelse krediterede indklagede klagernes konto en difference på 1.504,89 kr. tillige med renterefusion på kr. 101,24 kr. Endvidere godtgjorde indklagede klagerne differencen mellem kontoens debetrente og pantebrevets rente, 2%, for perioden fra pantebrevets tilbagetagelse i juli 1990 til afregningen i december 1990. Saldoen på klagernes konto udgjorde herefter 14.812,12 kr. i indklagedes favør, som indklagede herefter anmodede om indbetaling af.
Ved skrivelse af 5. juli 1991 meddelte klagerne indklagede, at to leverede pantebreve med pant i ejerlejligheder ikke opfyldte kravene til pantesikkerhed, idet pantebrevene ikke lå inden for 94% af handelsprisen. Klagerne forventede på denne baggrund, at indklagede tog pantebrevene retur. Indklagede anførte ved skrivelser af 17. juli 1991 og 29. juli 1991, at man fandt, at pantebrevene opfyldte kravet om pantesikkerhed. Ved beregningen af foranstående hæftelser medtog indklagede ikke ejerpantebreve, som henlå til sikkerhed for de pågældende debitorers forpligtelser over for ejerforeningen. Klagerne fandt derimod, at disse ejerpantebreve måtte medregnes.
Ved skrivelser af 16. august og 11. september 1991 afviste Ankenævnets næstformand klagernes begæring om genoptagelse af den tidligere sag angående spørgsmålet om klagernes ophævelse af leveringsaftalen.
Af sagen fremgår i øvrigt, at klagerne i oktober 1988 anmodede indklagede om at sælge 20 stk. B aktier i Fakse Bryggeri. Salgsordren var limiteret til kurs 1.000. Denne kurs nåede papiret den 27. januar 1989, men ved en fejl fra indklagedes side blev aktierne først solgt 17. maj 1989. Indklagede har under klagesagen godtgjort klagerne 7 % rente af provenuet 19.750 kr. i perioden 27. januar til 17. maj 1989 eller 422,43 kr.
I skrivelse af 19. maj 1989 havde indklagede meddelt, at man denne dag som aftalt per kulance havde nulstillet debetrenter akkumuleret på klagernes afregningskonto, 2.060,65 kr. Indklagede meddelte samtidig, at fra og med 22. maj 1989 ville kontoen blive forrentet med debetrente på 9% frem til 15. juni 1989, hvorefter kontoen atter ville blive forrentet med 14%.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede (mod udlevering af de nævnte to pantebreve med pant i ejerlejligheder) tilpligtes at betale klagerne 144.510,25 kr. med fradrag af indklagedes fejlkreditering i januar 1990 på 50.011,30 kr. eller ialt 94.498,95 kr.
Indklagede, der som anført har godtgjort klagerne 422,43 kr. under klagesagens behandling, har iøvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
På Ankenævnets anmodning har indklagede indhentet dokumentation for praksis m.h.t., om et ejerpantebrev, der ligger til sikkerhed for en pantedebitors forpligtelser overfor en ejerforening, medregnes ved beregning af et efterstående pantebrevs sikkerhedsmæssige placering. Finansrådet har i skrivelse af 3. august 1992 oplyst, at det ved formidling af nyudstedte sælgerpantebreve er sædvanlig praksis, at et pengeinstitut ikke medregner et foranstående ejerpantebrev af sædvanlig størrelse håndpantsat til ejerforeningen som en foranstående hæftelse ved beregningen af sælgerpantebrevets sikkerhedsmæssige placering. Sammenslutningen af Danske Pantebrevshandlere, Responsumudvalget, har i skrivelse af 28. august 1992 afgivet tilsvarende udtalelse, i hvilken der tillige henvises til de for udmåling af realkreditlån gældende regler.
Klagerne har anført, at der på klagernes idébog hos indklagede pr. 31. december 1989 var en saldo i klagernes favør på ca. 3.200 kr., som indklagede først overførte til klagernes afregningskonto den 30. marts 1990, hvorved klagerne påførtes en ekstra renteudgift på 6,5%, idet beløbet allerede burde være overført pr. 1. december 1989. Renteforskellen udgør pr. 4. januar 1990 160,69 kr.
Vedrørende afregningen af Faxe Bryggeriaktierne har klagerne anført, at indklagede bør betale klagerne rente af afregningsbeløbet med 8% indtil 21. marts 1989 og herefter med 14,5 % indtil 17. maj 1989, i alt 800,07 kr.
Indklagede overførte den 17. april 1989 106.000 kr. til klagernes afregningskonto; dette burde være sket den 21. marts 1989, da første pantebrev blev leveret. Klagerne blev herved påført en ekstra renteudgift på 6,5% eller 571,54 kr.
Ved udgangen af marts 1990 udviste klagernes afregningskonto en kreditsaldo på ca. 200.000 kr. Indklagede trak overførslen af klagernes engagement til andet pengeinstitut i langdrag, således at denne første skete den 18. maj 1990. Klagernes rentetab i denne forbindelse har klagerne beregnet til 1.916,70 kr. svarende til en forrentning på 14,5%.
Med hensyn til det i 1989 fejlleverede pantebrev debiteredes klagernes konto for 41.449,61 kr ved leveringen. Indklagede bør med tillæg af rente på 14,5% tilbagebetale klagerne beløbet ialt beregnet til pr. 11. september 1990 43.374,77 kr.
Endelig bør indklagede tage de to tidligere omtalte pantebreve tilbage, idet disse ikke opfylder betingelserne for pantesikkerhed. Klagerne finder, at der ved beregningen bør medtages ejerpantebreve, som lægges til sikkerhed hos en ejerforening, og har bestridt, at sædvanen på området har betydning, eftersom det med indklagede klart var aftalt, hvorledes pantebrevenes sikkerhedsmæssige placering skulle være. Klagerne har beregnet tilbagetagelsesbeløbene pr. 31. august 1991 til henholdsvis 34.929,59 kr. og 62.656,89 kr.
Indklagede har anført, at de to pantebreve opfylder leveringsaftalens betingelser, idet ejerpantebreve til ejerforeninger efter markedspraksis ikke medtages ved beregning af pantebreves sikkerhedsmæssige placering, hvilket hænger sammen med, at de ikke indgår i købesummen. Indklagede har allerede refunderet klagerne de debetrenter, som klagerne med rimelighed har kunnet påberåbe sig, herunder ved nulstillingen af afregningskontoens pr. 19. maj 1989 påløbne renter. Den positive saldo på afregningskontoen blev i tiden fra den 2. april 1990 til overførslen den 18. maj 1990 forrentet med 7% p.a. Det tilbagetagne pantebrev er efter de foretagne korrektioner korrekt tilbageført.
Ankenævnets bemærkninger:
Selv om det måtte kunne bebrejdes indklagede, at beløbene på henholdsvis 3.200 kr. og 106.000 kr. ikke blev overført til afregningskontoen tidligere end sket, findes klagerne under hensyn til, at indklagede den 19. maj 1989 frafaldt de indtil da påløbne debetrenter på afregningskontoen, ikke at kunne kræve yderligere rentegodtgørelse.
For så vidt angår den forsinkede afregning af provenuet af aktiesalget er klagerne under klagesagen blevet godskrevet et beløb svarende til kreditrenten, og klagerne findes - ligeledes under hensyn til renteafkaldet pr. 19. maj 1989 - ikke at kunne gøre krav på yderligere rentegodtgørelse.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge indklagede at forrente den positive saldo, som stod på afregningskontoen i perioden fra den 2. april 1990 til overførslen den 18. maj 1990, med en højere rente end sket.
For så vidt angår det tilbagetagne pantebrev, har klagerne i tiden indtil tilbagetagelsen oppebåret de forfaldne pantebrevsydelser og således været stillet, som de efter leveringsaftalen kunne forvente. Ankenævnet finder derfor ikke, at klagerne har krav på, at opgørelsen ved tilbagetagelsen skal ske med tilbagevirkning til leveringstidspunktet. Det må herefter lægges til grund, at indklagede - efter de foretagne korrektioner - har foretaget en korrekt opgørelse og afregning.
Efter de udtalelser, der er afgivet af henholdsvis Finansrådet og Responsumudvalget under Sammenslutningen af Danske Pantebrevshandlere, må det lægges til grund, at der foreligger kutyme for, at man ved beregningen af den sikkerhedsmæssige placering for et sælgerpantebrev i en ejerlejlighed bortser fra et eventuelt ejerpantebrev af sædvanlig størrelse håndpantsat til sikkerhed for ejerforeningens krav. Leveringsaftalens bestemmelse om placering inden for ca. 94% af den konstaterede handelsværdi må herefter anses for opfyldt for de omhandlede to pantebreve.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.