Spørgsmål om renteaftale ved afvikling af misligholdt engagement.
| Sagsnummer: | 17/2004 |
| Dato: | 05-10-2004 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Tina Dhanda, Karen Frøsig, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Udlån - rente
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om renteaftale ved afvikling af misligholdt engagement. |
| Indklagede: | Forstædernes Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne klage vedrører afviklingen af klagerens engagement hos indklagede, herunder forrentning.
Sagens omstændigheder.
I juli måned 2001 blev klagerens engagement med indklagede overført til indklagedes centrale kreditafdeling som misligholdt. Det samlede udlånsengagement var da på ca. 654.000 kr. fordelt på et lån, et billån, to kassekreditter samt en erhvervskassekredit.
Af en skrivelse af 26. juli 2001 til klageren og dennes ægtefælle fremgår med henvisning til et møde den 24. s.m., at efter salg af en båd, hvis provenu skulle indgå på engagementet, ville hele låneengagementet blive sammenlagt til et lån med klageren som debitor og klagerens ægtefælle M som kautionist. Lånets rente skulle være variabel 8% p.a., og der skulle alene betales renter; genforhandling skulle finde sted ultimo 2001, idet det var målsætningen at indfri lånet inden for en periode på 4-6 måneder i forbindelse med klagerens salg af en fast ejendom (klagerens og M's bopæl).
Af en skrivelse af 6. september 2001 til klageren og M fremgår, at provenuet fra salget af båden var indsat på klagerens lån -363, hvis restgæld herefter var ca. 77.000 kr. Med henvisning til en telefonsamtale samme dag anførte indklagede, at klagerens billån med en restgæld på ca. 93.000 kr. skulle overføres "til anden finansieringskilde". Af skrivelsen fremgår i øvrigt:
"Restengagementet herefter (dags dato kr. 405.927,26, hvortil kommer påløbne men ej tilskrevne renter) sammenlægges til ét samlet lån med klager som debitor, og M som kautionist. Vi kontakter Dem for underskrift af dokumenter, når disse er klar.
Lånet forrentes med p.t. 8,0% p.a., og der indbetales kvartalsvis alene renter på lånet p.t. Lånet løber principielt 1 år ad gangen, første gang genforhandling finder sted er ultimo 2001.
Vi rekapitulerer fra mødet den 24. juli 2001, at det er den fra begge parter udtrykte målsætning, at lånet indfris indenfor en periode på 4 - 6 måneder i forbindelse med salget af ejendommen [klagerens og M's bopæl].
Som vi meddelte i brev af 28. august 2000, og som gentaget telefonisk d.d., så er det vores holdning, at såfremt engagementet ikke er indfriet inden ultimo 2001 fordrer banken pantet i … forhøjet til sikkerhed for bankens engagement.
Endelig sørger De for indlevering af Deres regnskabsmateriale for året 2000 til os inden 7 dage."
Det omhandlede samlede lån med M som kautionist blev ikke oprettet.
Indklagede har anført, at det ultimo 2001, hvor engagementet skulle genforhandles, ikke var muligt - trods telefonisk henvendelse til klageren - at formå klageren til at underskrive vilkår for forlængelse af engagementet.
Ved skrivelse af 6. marts 2002 anmodede indklagede med henvisning til punktet i skrivelsen af 6. september 2001 om genforhandling klageren om at rette henvendelse.
Den 9. april 2002 drøftede klageren og indklagede engagementet på et møde. Af skrivelse af 17. s.m. fremgår om drøftelserne:
"Følgende blev aftalt:
- | Renten på alle faciliteter sættes til 8% p.a. Renten er variabel og har kvartårlig rentetilskrivning. |
- | ydelse kr. 4.000,00 betales månedligt med start fra 01.05.2002. |
- | ejerpantebrev i ejendommen … er forhøjet med kr. 300.000,00 til kr. 500.000,00 til dækning af det samlede engagement. |
- | det samlede engagement skal være afviklet senest d. 31.12.2002 med mindre at [indklagede] ønsker at forlænge engagementet. |
Ovenstående aftaler gør sig gældende for engagementet med [M], cpr.nr. … samt engagement i både [klagerens] cpr.nr. … såvel som [klagerens] cvr.nr. … .
…
Ovennævnte bedes bekræftet på genpart af nærværnede skrivelse."
Ifølge indklagede modtog man først i oktober 2002 skrivelsen retur ned klagerens og M's påtegning.
Pr. 1. april 2002 blev basisrenten for klagerens lån/kreditter ændret til 8% p.a., idet renten dog ikke blev hævet på de konti, hvor rentesatsen pr. 1. april 2002 var lavere end 8% p.a. Klagerens lån/kreditter var ved etableringen aftalt forrentet i henhold til en rentetrappe med stigende rentesats ved stigende udnyttelsesgrad.
På et møde den 11. december 2002 drøftede klageren og indklagede den fortsatte afvikling af engagementet. Af en skrivelse af 12. s.m. fremgår, at engagementet fortsat skulle afvikles med 4.000 kr. månedligt, idet engagementet skulle være endeligt afviklet ved udgangen af juni 2003. Det samlede engagement var på ca. 596.000 kr., og renten var p.t. 8% p.a. med kvartårligt tilskrivning. Inden næste genforhandling, som skulle ske i juni 2003, ønskede indklagede klagerens faste ejendom solgt. Indklagede anmodede klageren og M om at bekræfte skrivelsens indhold på en genpart. Dette undlod klageren og M.
Ved skrivelse dateret 3. december 2002 - modtaget af indklagede den 4. februar 2003 - rettede klagerens revisor henvendelse til indklagede om størrelsen af tilskrevne renter på engagementet. Revisoren fandt forrentningen meget høj til trods for, at overtræk var bevilget. Ifølge en vedlagt beregning var den årlige rente på det samlede engagement på ca. 17%.
Ved skrivelse af 21. marts 2003 anførte indklagede, at man ikke kunne tilbageføre tilskrevne renter. Indklagede henviste til, at klagerens konti havde været i overtræk frem til september 2002 uden, at dette reelt havde været bevilget. Endvidere var der gået fem måneder før, man havde modtaget en underskrevet aftale vedrørende det i april 2002 aftalte. Desuden havde man ikke modtaget en underskrevet aftale fra klageren vedrørende mødet i december måned 2002, jf. skrivelsen af 12. december 2002.
Indklagede har anført, at i den følgende periode afventede man klagerens salg af sin faste ejendom samt en bil. Det var imidlertid ikke muligt at formå klageren til frivilligt at sælge aktiverne med henblik på indfrielse af engagementet.
Ved skrivelse af 4. november 2003 rettede indklagedes juridiske afdeling henvendelse til klageren og M. I skrivelsen henviste indklagede til det på mødet i april 2002 aftalte, hvorefter engagementet skulle være afviklet inden udgangen af 2002, med mindre aftale om forlængelse blev indgået, hvilket ikke var ikke sket. Da engagementet var forfaldent til fuld indfrielse efter aftalen fra april 2002, anmodede indklagede om indfrielse inden ti dage, idet sagen i modsat fald ville blive overgivet til inkasso. Af skrivelsen fremgår, at klageren havde fremsendt et tilbud om betaling af 400.000 kr. mod saldokvittering, hvilket tilbud indklagede afviste. Indklagede opgjorde klagerens og M's private engagement til i alt ca. 462.000 kr.
Klageren rettede henvendelse til advokat, som ved skrivelse af 10. november 2003 blandt andet anmodede indklagede om at bekræfte, at engagementet i henhold til aftalen af april 2002 var blevet forrentet med 8% p.a. Advokaten oplyste samtidig, at klageren var i færd med at sælge sin faste ejendom.
Ved skrivelse af 18. november 2003 oplyste indklagede, at klagerens og M's lån havde været forrentet med 8% p.a. og havde fulgt den generelle renteudvikling hos indklagede. Ved opgørelsen af engagementet i skrivelsen af 4. s.m. havde indklagede ikke medtaget klagerens erhvervskassekredit, hvis aktuelle saldo var på ca. 142.000 kr.
Den 22. december 2003 blev klagerens og M's udlånsengagement med indklagede indfriet.
Indklagede har oplyst, at klagerens engagement fra 1. april 2002 til indfrielsen i 2003 er debiteret overtræksprovision med i alt 24.814,98 kr. Overtræksprovisionen blev primo oktober 2002 nulstillet i forbindelse med modtagelsen af klagerens underskrift på skrivelsen af 17. april 2002. Nulstillingen omfattede dog ikke konto -363, som den 31. december 2002 blev debiteret 78,89 kr. i overtræksprovision. Fra den 1. januar 2003 blev engagementet på ny debiteret overtræksprovision. Basisrenten på 8% blev ikke ændret.
Af sagen fremgår, at klageren har en kapitalpensionsordning hos indklagede med tilhørende depot, hvori der er registreret et antal aktier. Indklagede har oplyst, at ordningen ikke er berørt af indfrielsen af udlånsengagementet.
Af sagen fremgår yderligere, at klageren medio november 2003 modtog en meddelelse fra Værdipapircentralen vedrørende et depot hos indklagede. Meddelelsen angiver, at afkast af depotet indsættes på en konto hos indklagede. Det angivne kontonummer er identisk med den ene af klagerens kassekreditter. Klageren har stillet spørgsmålstegn ved baggrunden for meddelelsen. Indklagede har ikke nærmere kunnet forklare baggrunden, men har anført, at Værdipapircentralen over for indklagede har oplyst, at meddelelsen formentlig er foranlediget af ændrede oplysninger afgivet af indklagede vedrørende konti for kreditering af afkast.
Under sagen er der fremlagt opgørelse af en garantikonto af 21. september 1999. Det fremgår, at indklagede havde debiteret et provisionsbeløb på 5.402,08 kr. Et tilsvarende beløb er samme dag overført til garantikontoen fra en anden konto tilhørende klageren.
Parternes påstande.
Klageren har den 20. januar 2004 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale for meget opkrævet rente samt at fremfinde hendes aktier.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse. Indklagede har under sagens forberedelse erklæret at ville godtgøre klageren overtræksrente hævet den 31. december 2002 på 78,89 kr. med tillæg af rente efter renteloven.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede ikke har overholdt aftalen om 8% i rente af engagementet. Indklagede har ikke været berettiget til at beregne rente med misligholdelsesrente, idet hun overholdt den aftalte afvikling med 4.000 kr. månedligt.
Indklagede undlod at gøre opmærksom på, at manglende underskrift af aftalen fra hendes side ville medføre forhøjet rente.
Hun forstår ikke, hvorfor der i 1999 blev trukket et beløb på 5.402,08 kr. vedrørende garantikontoen. Hun mener at have betalt beløbet to gange.
Meddelelsen fra Værdipapircentralen, som hun modtog i november 2003, er hun uforstående overfor. Meddelelsen må bero på initiativ fra indklagedes side. Hun er usikker på, om den har nogen økonomisk konsekvens for hende.
Indklagede har anført, at man oprindelig indgik aftaler med klageren om forrentning af engagementet med en variabel rente med 8% p.a., herunder at engagementet var tidsbegrænset til indfrielse snarest i forbindelse med et forventet salg af klagerens faste ejendom, dog senest i december måned 2002.
Rentesatsen på 8% refererer til basisrenten i den rentetrappe, der var aftalt ved etableringen af lånene/kreditterne i sin tid. Klageren kan ikke have haft en berettiget forventning om, at hele engagementet uanset dokumenternes bestemmelse om rentetrappe skulle forrentes med variabelt 8%. Klageren må have indset, at alene basisrenten blev reguleret ned til 8%. Klageren blev løbende orienteret herom ved posteringsoversigter/kontoudtog.
I den periode, hvor renteaftalen om engagementet har været i kraft, har forrentningen været i overensstemmelse med aftalen om 8% korrigeret for løbende generelle renteændringer.
Af fremlagte kontoudtog fremgår, at engagementet fra 1. april 2002 og indtil engagementets indfrielse blev forrentet med oprindeligt 8%, som efterfølgende er korrigeret i overensstemmelse med almindelige renteændringer.
Klageren har ved passivitet fortabt retten til at anfægte forrentning i henhold til rentetrappen.
Man har retmæssigt opkrævet overtræksprovision i første omgang frem til oktober 2002, hvor man modtog klagerens bekræftelse på skrivelsen af 17. april 2002. Overtræksprovision blev herefter igen aktiveret fra 1. januar 2003, idet der efter dette tidspunkt ikke var indgået aftale om forlængelse af vilkårene for engagementet, som løb ca. 6 måneder ad gangen. Klageren undlod at bekræfte aftalen om engagementet skriftligt ved at returnere skrivelsen af 12. december 2002. I mangel af anden aftale var indklagedes almindelige vilkår således gældende for overtræksprovision; vilkårene fremgår af lånedokumenterne.
Med hensyn til garantikontoen opgjort i september 1999 udgjorde provisionen for kontoen 5.402,08 kr. Til udligning heraf blev et tilsvarende beløb overført fra en konto tilhørende klageren. Klageren har ikke betalt beløbet mere end en gang.
Med hensyn til meddelelsen fra Værdipapircentralen fremsendt til klageren i november 2003 har den ikke økonomiske konsekvenser for klageren.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ifølge aftalen indgået i juli 2001 skulle klagerens og dennes ægtefælles forskellige lån, når provenuet fra salget af deres båd var indgået, sammenlægges til ét lån med klageren som debitor og ægtefællen som kautionist, hvilket lån skulle forrentes med en rente på p.t. 8% p.a. Det må lægges til grund, at denne aftale ikke blev gennemført. Indklagede er derfor ikke forpligtet til at yde klageren renterefusion for tiden forud for den 1. april 2002, hvor renten på klagerens lån blev nedsat til 8% p.a. i henhold til den nedenfor omtalte aftale.
Som det fremgår af indklagedes skrivelse af 17. april 2002, blev det på et møde den 9. s.m. bl.a. aftalt, at renten på alle klagerens lån og kreditter skulle nedsættes til p.t. 8% p.a. med kvartårlig rentetilskrivning, hvilket blev gennemført pr. 1. april 2002, idet indklagede dog ikke hævede renten på de konti, hvis rente pr. 1. april 2002 var lavere end 8% p.a. Det fremgår af indklagedes skrivelse af 12. december 2002, at der på et møde den 11. s.m. blev indgået aftale om forlængelse af aftalens fra april 2002.
Ankenævnet finder, at indklagede må anses for bundet af de nævnte aftaler, selv om klageren først i oktober 2002 bekræftede indholdet af indklagedes skrivelse af 17. april 2002 og ikke bekræftede indholdet af skrivelsen af 12. december 2002. Det bemærkes herved, at det ikke er godtgjort, at indklagede udtrykkelig gjorde klageren opmærksom på, at de indgåede renteaftaler kun ville træde i kraft, hvis klageren bekræftede indholdet af de nævnte skrivelser. Indklagede nedsatte da også basisrenten til 8% p.a., selv om man ikke modtog bekræftelser fra klageren.
Ankenævnet finder endvidere, at aftalerne af april og december 2002 må forstås således, at indklagede alene kunne kræve den aftalte rente på 8% p.a., og således hverken var berettiget til at påberåbe sig bestemmelserne i låneaftalerne om rentetrappe eller til at opkræve overtræksprovision i tillæg til den aftalte rente på 8% p.a.
Ankenævnet finder herefter, at indklagede i perioden fra den 1. april 2002 og indtil engagementets indfrielse i december 2003 på klagerens lån og kreditter alene har været berettiget til at opkræve en variabel rente på højst 8% p.a. med kvartårligt rentetilskrivning, således at denne rente reguleres i overensstemmelse med indklagedes generelle renteændringer, og således at indklagede for de konti, hvor renten pr. 1. april 2002 var lavere end 8% p.a., skal anvende denne lavere rente reguleret med indklagedes generelle renteændringer. Indklagede skal derfor omberegne renten på klagerens lån og kreditter i overensstemmelse hermed og godtgøre klageren det for meget betalte i rente og overtræksprovision med tillæg af rente som nedenfor bestemt.
Det må efter det foreliggende lægges til grund, at provisionsbeløbet på 5.402,08 kr. vedrørende garantikontoen ikke er betalt to gange.
Det er ikke godtgjort, at indklagede har begået fejl vedrørende klagerens værdipapirer, som har medført tab for klageren.
Som følge af det anførte