Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Overholdt.

Sagsnummer: 71/1988
Dato: 02-02-1989
Ankenævn: Peter Blok, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen, Jørn Ravn, Ole Simonsen
Klageemne: Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
Ledetekst: Overholdt.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I december 1984 afgav klageren og dennes søster selvskylderkautionserklæring for et lån på 30.000 kr., ydet af indklagedes Brønshøj afdeling til kautionisternes broder.

Ifølge kautionserklæringen var klagerens søster bemyndiget til at modtage enhver meddelelse til kautionisterne på begge kautionisternes vegne.

Afviklingen af lånet foregik trægt, og debitor fik bl.a. henstand med ydelserne pr. 30. november og 31. december 1985 og 31. januar 1986 samt ydelserne pr. 31. marts og 31. juli 1987, hvilket blev tiltrådt af kautionisterne.

I anbefalet skrivelse af 27. januar 1988 anmodede afdelingen klagerens søster om at indbetale en restance på 1.410 kr. på lånet, og ved anbefalet skrivelse af 17. februar 1988 til klagerens søster blev denne anmodet om at indbetale en restance på 2.195 kr., idet indklagede i modsat fald så sig nødsaget til at opsige restgælden. Ved skrivelser af 14. marts 1988 til debitor, klageren og dennes søster opsagde indklagede restgælden til fuld indfrielse. Brevet til klageren, der var sendt anbefalet, kom ikke frem, idet hendes navn ikke var anført korrekt på brevet.

I maj 1988 overgav indklagede uden yderligere forsøg på at kontakte klageren sagen til inkasso.

I skrivelse af 2. juni 1988 opgjorde indklagedes advokat overfor klageren restgælden med omkostninger til 26.884,02 kr.

Hertil svarede klageren i skrivelse af 5. juni 1988, at hun ikke tidligere var blevet underrettet om opsigelsen af låneforholdet, hvorfor indklagede måtte standse inkassosagen, hvilket indklagedes advokat afslog.

Den 8. juni 1988 afsagde skifteretten gældssaneringskendelse for debitor.

Klageren har herefter efter at have brevvekslet med indklagedes direktion indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at give afkald på kautionsforpligtelsen.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for den nedlagte påstand har klageren anført, at debitor ifølge egne oplysninger ophørte med indbetaling af ydelser i november 1987. Da indklagedes krævebrev af 14. marts 1988 på grund af fejladressering ikke kom frem, er klageren først blevet underrettet om misligholdelsen af lånet ved krævebrevet af 2. juni 1988, hvorfor fristen i bank- og sparekasselovens § 41 ikke er blevet overholdt.

Som følge af den afsagte gældssaneringskendelse er klagerens regresmulighed blevet væsentligt forringet.

Til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand har indklagede anført, at debitor ophørte med indbetaling af ydelsen på lånet i begyndelsen af 1988, samt at kautionisterne løbende har været underrettet om debitors meget træge afvikling af lånet.

Der er endvidere intet, der tyder på, at klagerens regresmuligheder er blevet forringet på grund af den sene meddelelse.

Indklagede har tilbudt at friholde klageren for omkostningerne i forbindelse med sagens overgivelse til inkasso.

Ankenævnets bemærkninger:

Indklagede har ved anbefalede skrivelser af 27. januar og 17. februar 1988 givet klagerens søster, der ifølge lånedokumentet var bemyndiget til at modtage meddelelser på begge kautionisters vegne, meddelelse om, at der var restancer på lånet, og indklagede har allerede af denne grund overholdt sin forpligtelse efter bank- og sparekasselovens § 41.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.