Personlig fordring. Forældelse.
| Sagsnummer: | 9810120/1998 |
| Dato: | 19-01-2000 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Daniel Noe Harboe, Ole Just, Keld Christiansen og Lene Staunsager |
| Klageemne: |
Personlig fordring - forældelse
|
| Ledetekst: | Personlig fordring. Forældelse. |
| Indklagede: | BRFkredit A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som PDF |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstitut overtog i marts 1989 klagerens daværende ejendom på tvangsauktion for et bud på 696.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt 793.505 kr., som fordeltes med 688.899 kr. i kolonne 2 og 104.606 kr. i kolonne 3. Instituttet videresolgte pr. 1. oktober 1989 ejendommen for en nominel pris på 650.000 kr., bl.a. med overtagelse af det indestående lån. Den 15. august 1994 gjorde instituttet en personlig fordring på 205.881 kr. gældende over for klageren. Til dette beløb skulle lægges en årlig rente svarende til diskontoen + 5 pct. Fra 1995-1998 korresponderedes mellem parterne med henblik på en afviklingsaftale, som den i april 1998 førte til indgåelse af en akkordordning, hvorefter klageren skulle afdrage 65.000 kr. ved månedlige ydelser på 800 kr.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod ham, og at instituttet skulle tilbagebetale de af ham allerede erlagte beløb. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet bemærkede, at der ikke var fremlagt nogen opgørelse eller dokumentation for instituttets påståede endelige tab efter videresalg af ejendommen, jf. herved rpl. 578. Flertallet fandt, at instituttets krav i kolonne 3 på tvangsauktionen var sammensat af restgæld og restancer, hvori indgik renter og bidrag, der forældedes på 5 år efter 1908-loven. Flertallet fandt, at det måtte påhvile instituttet at godtgøre størrelsen af det rejste krav, samt at ingen del af beløbet var forældet efter 1908-loven. Som sagen var oplyst, kunne det ifølge flertallet ikke udelukkes, at instituttet, der som enepanthaver efter tvangsauktionen havde kunnet råde over fordelingen af budsummen, forlods havde anvendt denne til dækning af restgælden. Instituttets restfordring bestod i givet fald til dels af rente og bidrag, som var forældet efter 1908-loven. Klageren, der måtte antages at have indgået akkordordningen i tillid til, at instituttet havde en retskraftig fordring mod ham, kunne under de nævnte omstændigheder ikke være bundet af de forpligtelser, han derved havde påtaget sig. Mindretallet fandt, at der ikke var fremlagt materiale, der gav mulighed for at afgøre, om instituttet havde en retskraftig fordring mod klageren. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev tilpligtet at anerkende, at instituttet alene kunne gøre en fordring gældende over for klageren i det omfang, at instituttet kunne godtgøre at have et retskraftigt krav mod klageren. Instituttet tilpligtedes endvidere at tilbagebetale klageren eventuelle beløb, som var indbetalt af ham, og som måtte overstige dette krav. Det således opgjorte krav skulle forrentes 5 år tilbage fra sagens indbringelse for Nævnet, med den nominelle lånerente indtil september 1994 og herefter med sædvanlig rente efter renteloven indtil betaling sker.
Instituttet meddelte den 14. februar 2000 Nævnet, at instituttet ikke ønsker at være bundet af kendelsen.
Efterfølgende forligt.