Rådgivning.
| Sagsnummer: | 31/1988 |
| Dato: | 22-12-1988 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Hans Rex Christensen, Per Overbeck, Lars Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Puljepension - rådgivning om placering
|
| Ledetekst: | Rådgivning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klageren fører hos indklagede en kapitalpensionskonto, hvis indestående er placeret i indklagedes obligationspulje. Af den årsopgørelse for 1987, som klageren modtog i begyndelsen af 1988, fremgik, at der i 1987 var sket en rentetilskrivning på ca. 6.200 kr., således at der efter modregning af tidligere års negative afkast fremkom en rentetilskrivning på ca. 1.550 kr.
Klageren rettede henvendelse til indklagede og reklamerede over forrentningen på kapitalpensionskontoen i de senere år.
Ved skrivelse af 6. maj 1988 til klageren redegjorde indklagede for opbygningen af sine puljeordninger og oplyste, at de i årerne frem til 1986 konstanterede negative afkast på klagerens kapitalpensionskonto skyldtes den negative kursudvikling på de obligationer, som kontoens indestående var placeret i. Indklagede oplyste videre, at afkastet i den pulje, hvori klagerens kapitalspensionsmidler var placeret, i perioden fra 1984 til og med 1987 havde været 9,7% p.a. i gennemsnit.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indeståendet på hans kapitalpensions konto hos indklagede forrentes med mindst den forrentning, som ATP har givet klagerens dér indestående midler.
Indklagede har påstået frifindelse.
Klageren har til støtte for den nedlagte påstand navnlig henvist til, at indklagede i sin markedsføring af puljepensionsordningerne oplyser, at deltagelse i puljepension giver deltageren en bedre forrentning af pensionsmidlerne.
Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand dels henvist til det tidligere over for klageren anførte, dels gjort gældende, at forrentningen af en kapitalpensionsordning kun kan betragtes retvisende over en længere periode.
Ankenævnets bemærkninger:
Uanset, at klagerens investering af sin pensionsopsparing i indklagedes obligationspulje frem til 1986 viste sig at være ufordelagtig, kan der af de af indklagede anførte grunde ikke gives klageren medhold i den nedlagte påstand.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.