Spørgsmål om hæftelse efter samlivsophævelse.
| Sagsnummer: | 455/1996 |
| Dato: | 07-05-1997 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Møgelvang-Hansen, Leif Nielsen, Bjarne Lau Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Udlån - bodeling, samlivsophævelse
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om hæftelse efter samlivsophævelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I november/december 1994 ophævede klageren samlivet med sin ægtefælle.
Klageren og ægtefællen havde et fælles engagement med indklagede bestående af en kassekredit, et lån og en løn/kreditkonto. Klageren havde herudover en selvstændig løbende konto, hvorpå hendes løn indgik.
Klageren har anført, at hun den 30. november 1994 blev kontaktet telefonisk af indklagedes direktør, som med henvisning til samlivsophævelsen ønskede at drøfte hendes engagement. Den følgende dag meddelte hun direktøren, at hun ønskede at overføre sit engagement til et andet pengeinstitut, og at hun ønskede hendes og ægtefællens fælles engagement ophævet. Hun foranledigede sin løn pr. 1. december 1994 overført til det nye pengeinstitut og afleverede den 8. december 1994 sit dankort og sit checkhæfte til indklagede. Indklagede meddelte, at der ikke fremover ville blive foretaget betalinger via Betalingsservice.
Af en under sagen fremlagt årsopgørelse fremgår, at klagerens og ægtefællens fælles engagement pr. 31. december 1994 var på 165.138,24 kr. fordelt med 63.368,95 kr. på kassekreditten, 80.682,57 kr. på lånet og 21.086,72 kr. på løn/kreditkontoen.
Af de under sagen fremlagte kontoudskrifter fremgår, at de tre fælleskonti efter årsskiftet 1994/95 fortsatte med ægtefællen som kontohaver, og at denne løbende benyttede de pågældende konti. Det fremgår endvidere, at engagementet ikke var blevet nedbragt i perioden 1. - 31. december 1994, også når der tages højde for ægtefællens indbetalinger på kassekreditten efter samlivsophævelsen.
I foråret 1995 solgte klageren sin faste ejendom, som hidtil havde været fælles bolig for ægtefællerne. Indklagede forestod en omprioritering af ejendommen i forbindelse med salget og oprettede i den forbindelse en omprioriteringskonto.
Den 21. marts 1995 fremsendte klagerens advokat et provenu fra ejendomshandlen på 131.364,25 kr. til indklagede "til deponering". Ved ejendomshandlens afslutning den 14. juni 1995 udviste omprioriteringskontoen en positiv saldo på 52.834,79 kr., hvorefter det samlede provenu inklusive renter frem til denne dato kunne opgøres til 185.386,95 kr. Indklagede fordelte provenuet på de tre fælles konti, idet 101.834,79 kr. blev overført til kassekreditten, 75.637,44 kr. blev overført til indfrielse af lånet og 7.914,72 kr. blev indsat på løn/kreditkontoen. På kontoudskrifterne fremstår ægtefællen som kontohaver på de pågældende konti.
Primo 1996 forsøgte klageren forgæves via sin advokat at formå indklagede til at udbetale en del af salgsprovenuet.
Ved klageskema af 20. november 1996 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at engagementet den 14. juni 1994 kunne indfries ved betaling af 165.138,24 kr. med tillæg af rente fra 31. december 1994 til 14. juni 1995, og at indklagede tilpligtes at udbetale restprovenuet af ejendomshandlen med tillæg af renter fra den 14. juni 1995 til betaling sker.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede i hvert fald pr. 1. december 1994 var bekendt med samlivsophævelsen og hendes ønske om ophævelse af engagementet med indklagede, herunder hendes og ægtefællens fællesengagement. Indklagede burde ved opsigelsen af kundeforholdet have fastfrosset de fælles konti, således at hun ikke kom til at hæfte for ægtefællens efterfølgende benyttelse af disse konti. Den fælles gæld kunne ifølge årsopgørelsen pr. 31. december 1994 opgøres til 165.138,24 kr. og hun bør derfor højst hæfte for dette beløb med tillæg af renter frem til indfrielsen den 14. juni 1995. Hun og ægtefællen var enige om at anvende den 31. december 1994 som skæringsdag, idet der pr. denne dato forelå en samlet opgørelse. Fra årsskiftet 1994/95 modtog hun ingen kontoudskrifter vedrørende de tidligere fælleskonti, som blev videreført i ægtefællens navn. Indklagede foretog modregning i det fulde ejendomsprovenu uden hendes accept, hvorved hun reelt betalte en del af ægtefællens udgifter, som var hende uvedkommende.
Indklagede har anført, at ægtefællen den 30. november og 30. december 1994, hvor klageren var ophørt med at indbetale på de fælles konti, indbetalte i alt 20.000 kr. på kassekreditten. Den fælles gæld skulle således pr. 31. december 1994 reguleres op med dette beløb til i alt 185.138,24 kr. Hertil kommer renter frem til indfrielsen den 14. juni 1995. Den fælles gæld oversteg således provenuet af ejendomshandlen. Klageren har anerkendt, at hun hæfter solidarisk for de fælles konti og har accepteret at betale den fælles gæld pr. 31. december 1994. Klageren havde overtaget ejendommen fra ægtefællen, i hvilken forbindelse der blev udstedt et rente- og afdragsfrit sælgerpantebrev, som blev håndpantsat til indklagede til sikkerhed for både ægtefællens og klagerens gæld til indklagede. Indklagede var herefter berettiget til at anvende salgsprovenuet til indfrielse af både fælles gæld og ægtefællens særgæld.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder at indklagede ved modtagelsen af underretningen om samlivsophævelsen burde have søgt afklaret, hvorledes man skulle forholde sig vedrørende fællesengagementet, og burde have undladt at foretage betalinger ved træk på de fælles konti uden begge kontohaveres samtykke.
Det kan lægges til grund, at den samlede gæld ifølge de tre fælles konti i hvert fald ikke blev nedbragt i tidsrummet fra indklagede modtog meddelelse om samlivsophævelsen indtil den 31. december 1994.
Ankenævnet finder herefter - i overensstemmelse med, hvad klageren har accepteret - at klageren over for indklagede alene hæfter for gælden pr. 31. december 1994 med tillæg af renter frem til indfrielsen den 14. juni 1995. Derimod må den forøgelse af engagementet, der fandt sted ved ægtefællens efterfølgende dispositioner på de tidligere fælleskonti være klageren uvedkommende.
Ankenævnet finder herefter, at indklagede var uberettiget til at foretage modregning i salgsprovenuet af klagerens ejendom med et beløb, der oversteg den samlede gæld på fællesengagementet pr. 31. december 1994 med tillæg af renter frem til indfrielsestidspunktet den 14. juni 1995, og at indklagede derfor bør udbetale det overskydende provenu til klageren med tillæg af rente efter renteloven fra den 14. juni 1995 til betaling sker i overensstemmelse med klagerens påstand.
Som følge heraf
Indklagede bør inden fire uger betale klageren et beløb som beregnet ovenfor. Klagegebyret tilbagebetales klageren.