Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelser i forbindelse med overførsel/salg af værdipapirer fra pensionsdepot til eget selskabs depot. Krav om erstatning og tilbagebetaling af opkrævede beløb mv.

Sagsnummer: 452 /2022
Dato: 22-08-2023
Ankenævn: Vibeke Rønne, Jonas Thestrup Nielsen, Karin Duerlund, Morten Bruun Pedersen og Elizabeth Bonde.
Klageemne: Afvisning - tvist § 5, stk. 3, nr. 2
Depot - øvrige spørgsmål
Kapitalpensionskonti - ophævelse
Ledetekst: Indsigelser i forbindelse med overførsel/salg af værdipapirer fra pensionsdepot til eget selskabs depot. Krav om erstatning og tilbagebetaling af opkrævede beløb mv.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelser i forbindelse med overførsel/salg af værdipapirer fra klagerens pensionsdepot til klagerens selskabs depot. Krav om erstatning og tilbagebetaling af opkrævede beløb mv.

Sagens omstændigheder

Klagerne M og H var kunder i Danske Bank.

M havde en pensionsopsparing i banken. Pensionen skulle ophæves og afgiftsberigtiges senest ved M’s fyldte 80 år, i juli 2023. Pensionen indeholdt værdipapirer, som enten skulle sælges eller overføres til et frit depot ved ophævelsen.

Banken har oplyst, at M den 4. marts 2022 skrev til banken, at han ønskede at overføre alle værdipapirerne fra pensionsdepotet til sit selskabs, S’, depot, at han i den forbindelse havde behov for en midlertidig kredit, og at juni/juli ville være et godt tidspunkt at overføre værdipapirerne. Den 15. marts 2022 meddelte M banken, at den kommende periode kunne være en gunstig periode at overføre værdipapirerne, samt at han ønskede en kredit på sin private konto nr. -901. Den 29. marts 2022 meddelte M, at overførslen skulle ske den 1. april 2022. M’s rådgiver i banken, R, meddelte, at det formentlig ikke kunne nås den 1. april 2022, og at det kreditmæssige først skulle falde på plads, idet S ikke havde midler til at betale værdipapirerne. 

Banken har oplyst, at parterne den 30. marts 2022 telefonisk aftalte, at der skulle oprettes et midlertidigt overtræk, som ville blive dækket ind, når pensionsordningen blev udbetalt. Banken har anført, at R oplyste, at han ikke var klar over renten, men at den formentlig var ”uden at have regnet på det, måske 8 %”. Banken har endvidere oplyst, at M blev oplyst om, at overførslerne skulle ske ved en såkaldt ”Trade Transfer”, som indebar, at R ikke selv kunne lave overførslen.

Banken har oplyst, at overførsel af værdipapirer mellem to afhængige parter ikke kan ske ved en almindelig handel, idet dette sender et falskt signal til markedet, også kaldet wash trade/Self-matching. Trade transfers behandles i Danske Bank inden for en til fem arbejdsdage, alt afhængig af arbejdsbelastningen. Kursen for overførslen fastsættes altid som sidste handelsdags gennemsnitskurs. Kunden kan ikke frit vælge handelsdag tilbage i tid, da det ville kunne medføre spekulation i omgåelse af skat.

Den 4. april 2022 skrev M til banken, at han ønskede at flytte værdipapirerne til en værdi af 1.279.222,44 kr. fra sin pension til S samt ophæve og få udbetalt pensionen til dækning af overførslen. R svarede samme dag, at han ville se, om han kunne nå at iværksætte det den 5. april 2022, og at det ellers vil blive iværksat den 6. april 2022. Klagerne har anført, at banken i en telefonsamtale den 4. april 2022 oplyste, at den ville bevilge M et midlertidigt overtræk til en rente på 2 %. Banken har bestridt dette. Den 5. april 2022 meddelte R M, at ophævelse af pensionsordningen var iværksat og sendt til signering hos M. M bekræftede samme dag, at aftalen var underskrevet.

Den 6. april 2022 bevilgede banken et midlertidigt overtræk på 775.000 kr. på konto -901. Overførslen skulle derudover finansieres via kontante midler og overførsel på 200.000 kr. fra H’s konto. Den 6. april 2022 sendte banken en ”Bekræftelse på midlertidig kassekredit” til M’s e-boks:

”… Som vi aftalte over telefonen den 6. april 2022, har vi bevilget dig en midlertidig kredit med et samlet kreditbeløb på DKK 775.000,00 på konto [-901] fra den 6. april 2022. Stiftelsesomkostningerne, som samtidig hæves på kontoen, er DKK 1,00.

Den midlertidige kredit ophører den 6. maj 2022….”

Det fremgik endvidere, at udlånsrenten for tiden var 16 %, at M kunne fortryde aftalen inden for 14 dage, og at han kunne læse mere om fortrydelsesret på www.danskebank.dk/vilkaar. Banken har oplyst, at renten efterfølgende blev reguleret til 14,85 %.

Den 6. april 2022 bekræftede R overfor M, at værdipapirerne ”skulle være under overførsel”. Samme dag overførte R 915.000 kr. fra M’s konto -901 til S’ konto og indgav overførselsanmodninger til den enhed i banken, der behandler trade transfers. Banken har fremlagt et eksempel på en af overførselsanmodningerne fra R.

Den 7. april 2022 meddelte M banken, at han ikke ønskede at betale renter for overtræk på sin private konto og renter på H’s konto. Banken har oplyst, at M den 8. april 2022 førte 1.115.000 kr. retur fra S’ konto. Den samme dag meddelte R, at der kun blev foretaget "kørsel" to gange om ugen af interne handler, og at R derfor ville tro, at handlerne derfor skete mandag (den 11. april 2022).

Den 10. april 2022 skrev M til R:

”… I min E-Boks modtager jeg en information om, at bankens renter er 16 %, selvom jeg før aftalerne blev indgået per telefon fortalte [R], at 8 % rente … ikke kommer på tale (med en diskonto på nul % betragter jeg både 8 og 16 % som ågerrenter, punktum) …”

Overførslerne blev eksekveret den 11. april 2022 med handelskurs pr. den 8. april 2022. Banken har oplyst, at et enkelt værdipapir blev eksekveret pr. den 13. april 2022 med handelskurs pr. den 12. april 2022, idet der var tale om et illikvidt værdipapir, hvor der skulle laves en forespørgsel på kursen.

Den 11. april 2022 skrev R til M:

”… Jeg skal blankt erkende, at da vi talte sammen i sidste uge, var jeg ikke klar over, at man kun kørte disse handler to gange om ugen. Men vi skal nok få det på plads, og vi skal også nok regulere renterne, så du ikke kommer til at betale for nogle træk, der ikke har været nødvendige.”

Klagerne har fremlagt et skærmprint fra M’s netbank pr. 11. april 2022 vedrørende konto -901, hvoraf der fremgår ”Kassekredit Maksimum 0,00 DKK” og ”Midlertidigt overtræk beløb: 775.000,00 DKK Rente på midlertidigt overtræk: 2,000 % … Udløber dato: 06.05.2022”. Det fremgik endvidere, at ikke tilskrevne renter udgjorde -713,24 kr. Den 11. april 2022 skrev M til R, at han ikke kunne forstå, at de ikke-tilskrevne renter kunne nå op på -713,24 kr.

Den 11. april 2022 skrev M yderligere til R:

”Jeg henviser til tlf. samtale d.d. Du kunne ikke forklare rentetilskrivningen på overtrækskontoen som ikke svarede til kontoens 2 % rente, men lovede at gennemgå alle konti efter at min kapitalpension var udbetalt, og rette unødvendige renter og fejl. Du bekræftede, at VP overflytningen nu var sat i gang og papirerne ville blive overført i dag eller i morgen.

Ved 17 tiden så jeg, at papirerne var flyttet, men handelsdatoen var fejlagtigt 8. april og ikke 5. april, som du lovede i din nedenstående besked af 5. april og 6.april.

Jeg har brugt hele min weekend (nat og dag) på at forklare dig og din chef, at jeg forlanger/kræver, at du lever op til dit løfte om handelsdatoen den 5. april 2022.

Værdien af aktierne med handelsdato den 5. april er ca. kr. 1.084.000.

Værdien af aktierne med handelsdato den 8. april er ca. kr. 1.133.000.

Iht. dine mails 5. og 6. april disponerede vi (omgående), som du bad om, men er nu endt op i at skulle finansiere kr. 51.000 kroner ekstra og betale kr. 20.000 ekstra i skat. Jeg beder dig derfor rette fejlen i morgen, så jeg ikke skal gennemleve et nyt forløb som i weekenden.

Den 12. april 2022 skrev R til M:

”… vi arbejder hårdt på at finde en løsning på sagen. … Men kan desværre nok ikke love dig endeligt svar inden Påske. Men vi skal nok finde en ordentlig løsning …”

Den 13. april 2022 blev beløbet på 1.115.000 kr. tilbageført til S, og den 14. april 2022 blev værdipapirerne afregnet. Klagerne har oplyst, at pensionen blev udbetalt den 26. april 2022.

Klagerne klagede til bankens klageansvarlige, der den 1. september 2022 afviste et erstatningsansvar for banken i sagen. Banken meddelte, at M fejlagtigt var blevet påført handelsomkostninger ved overførslerne, da banken ifølge sin forretningsgang ikke tager handelsomkostninger ved intern overførsel af værdipapirer som følge af udbetaling af pensionsordning, og at banken derfor skulle tilbagebetale 540 CAD, 33 GBP og 84 USD til M.

Den 30. oktober 2022 indgav klagerne klage til Ankenævnet.

M har oplyst, at han den 17. november 2022 modtog 3.791,35 kr. i godtgørelse af handelsomkostninger, og at han den 6. december 2022 modtog 628,58 kr. fra banken vedrørende for meget rente i 2022.

Banken har fremlagt sin prisbog, hvoraf det fremgår:

”… Merrente ved restance på lån og kreditter beregnes som tillæg til satsen for debetrenten:

  • Restancerente beregnet af bevilget restance      2% - point …”

Banken har fremlagt sin Almindelige forretningsbetingelser - forbrugere, hvoraf det fremgår:

”… Fortryder du en aftale, skal du blot ringe eller skrive til din afdeling, inden fristen udløber.

Desuden skal du tilbagelevere den ydelse, du har modtaget.. …”

Parternes påstande

Ankenævnet har forstået klagernes påstand således, at Danske Bank skal anerkende at have begået nedenstående fejl, samt at banken skal betale nedenstående beløb til dem:

1. Unødvendige renter udgør 400 til 500 kr. Det eksakte beløb kan kun udregnes af Danske Banks rentesystemer.

2. Falsk kassekredit udgør 4.547,77 kr.

3. Unødvendig skat udgør ca. 20.000 kr., ekstra finansiering udgør ca. 51.000 kr. og bør indgå i første fejls renteberegninger.

4. Handelsomkostninger udgør 540 CAD, 33 GBP og 84 USD.

Danske Bank har nedlagt følgende påstande:

Overfor klagernes påstande 1 og 4: Afvisning.

Overfor klagernes påstande 2 og 3: Frifindelse, subsidiært frifindelse mod et af Ankenævnet fastsat mindre beløb.

Parternes argumenter

Klagerne har blandt andet anført, at M anmodede R om at undersøge, om M kunne få overført aktiedepotet til S og få en kredit til finansiering af overflytningen, indtil udbetaling af pensionen var sket. Han ønskede aktierne overflyttet hurtigst muligt. Han indgik herefter aftale med banken den 4. april 2022.

Banken begik fire fejl i forbindelse med bankforretningen. Banken har erkendt at have begået alle fire fejl og burde have tilbageført pengene til dem senest den 1. oktober 2022. Banken overholdt ikke de løfter, som den gav M.

Fejl 1: Unødvendige renter udgør 400 til 500 kroner.

Det eksakte beløb kan kun udregnes af bankens rentesystemer. M blev lovet, at fejlen ville blive rettet, når pensionen kom til udbetaling. Den 6. december modtog han meddelelse om, at han havde betalt 628,58 kr. for meget i rente i 2022. Hvis dette beløb vedrører 1. fejl, indgik beløbet på kontoen 36 dage efter klagen til Ankenævnet.

Fejl 2: Falsk kassekredit udgør 4.547,77 kr.

Den 4. april 2022 oplyste R, at banken kun gav kassekreditter med renter mellem 8 til 16 %. Sådanne renter er ågerrenter, når diskontoen er nul procent. Der var tale om en kort finansiering uden risiko for banken. S kunne stille garanti for flere gange det nødvendige kreditbeløb, hvis banken ønskede sikkerhed. R oplyste, at han havde talt med sin chef, som foreslog, at H trak 200.000 kr. på sin kassekredit med en rente på 1,61 %, og så ville banken bevilge M et midlertidigt overtræk med 2 % rente. M accepterede dette, og han og banken aftalte også, at deres egne kontanter skulle være med til at finansiere overflytningen af aktierne. Han modtog beskeder den 4.-6. april 2022, der bekræftede den telefoniske aftale af 4. april 2022.

Den 9./10. april 2022 opdagede M, at han i sin e-Boks den 7. april 2022 havde modtaget en falsk (opdigtet) aftale på en kassekredit med en rente på 16 %. Han troede, at det var en fejl. Hvis det var en bevidst handling, så er der foregået noget kriminelt. I aftalen henvises til en telefonsamtale den 6. april 2022, hvor han skulle have aftalt kassekreditten; denne telefonsamtale har aldrig fundet sted. Det fremgår af R’s beskeder af 4. og 5. april 2022, at telefonsamtalen fandt sted den 4. april 2022, samt at der blev aftalt en midlertidig overtrækstilladelse, ikke en kassekredit.

I en besked af 11. april 2022 forsikrede banken ham om, at renterne ville blive reguleret. I telefonsamtale samme dag kunne R ikke forklare, hvorfor rentesats og tilskrevne renter ikke stemte, og hvorfor rentetilskrivningen ikke var 2 %, men lovede at rette unødvendige renter og fejl. Ved ikke at reagere efter modtagelsen af hans besked af 11. april 2022, bekræftede R også aftalen om 2 % renten.

Det fremlagte print fra M’s netbank bekræfter, at der var tale om en konto med 2 % rente, og at der ikke fandtes nogen kassekredit. Det kan ikke være normal praksis, at man ikke kan stole på og regne med den rentesats, som står på ens konto i netbank.

Banken burde have rettet fejlen, da den blev opdaget, men senest inden pensionen kom til udbetaling, da der var skat involveret.

Fejl 3: Unødvendig skat udgør ca. 20.000 kr., ekstra finansiering udgør ca. 51.000 kr. og bør indgå i første fejls renteberegninger.

R glemte at anmode om at få flyttet aktierne som aftalt, men tog alligevel 915.000 kr. fra M’s konto den 6. april 2022. Flytningen af aktierne skete manuelt og internt, og banken havde valgt en forkert handelsdato hvilket betød, at M skulle betale ca. 20.000 kr. ekstra i skat og finansiere for ca. 51.000 kr. ekstra. I stedet for at køre den interne manuelle aktieflytning om med den rigtige handelsdato, fik M den 12. april 2022 en besked om, at bankens formuechef var sat på sagen, og at banken nok skulle finde en ordentlig løsning. M blev tre gange inden udbetalingen lovet, at problemet ville blive løst.

R var klar over, at det handlede om at undgå unødvendig skat og ekstra finansiering, Dette fremgår tydeligt af beskederne. Det fremgår også, at R forpligtigede banken til at finde en "ordentlig løsning", inden pensionen kom til udbetaling.

Fejl 4: Handelsomkostninger udgør 540 CAD, 33 GBP og 84 USD.

Beløbet burde være betalt tilbage den 19. august 2022, da banken opdagede fejlen, men beløbet blev først betalt den 17. november 2022.

 

Danske Bank har anført, at banken ikke har handlet ansvarspådragende, og at klagerne ikke har dokumenteret dette.

Banken har af forretningsmæssige årsager imødekommet og kompenseret klagerne vedrørende påstand 1. Banken har kompenseret klagerne vedrørende påstand 4. Ankenævnet kan derfor ikke behandle disse spørgsmål.

Vedrørende klagernes påstand 2 har banken anført, at det ikke var muligt at ophæve pensionen lige så hurtigt, som værdipapirerne overførtes. Ved ophævelsen skulle der ske beregning af pensionsafkastskat efter pensionsafkastloven og afgift efter pensionsbeskatningsloven. Pensionsafkastskatten kunne først beregnes, når eventuelle værdipapirer var realiseret eller overført. Aftalen om det bevilgede overtræk var derfor nødvendig, før overførslen til S kunne finde sted. Et overtræk på S’ konto ville have været betydeligt dyrere. Pantsætning af S’ depot ville have medført forøgede etableringsomkostninger samt øget sagsbehandlingstid.

Banken er ikke klar over, om årsagen til, at klagerne mener at aftalen er ”ulovlig”, er, at der i bekræftelsesbrevet var anført ”midlertidig kassekredit” og ikke ”bevilget overtræk”. Af forretningsmæssige årsager valgte banken, at den autogenerede bekræftelse af bevillingen til M blev kaldt ”midlertidig kassekredit”, idet ”bevilget overtræk” har en negativ ladning. Der blev rent faktisk etableret og bevilget et overtræk og efter vilkårene herfor. Der laves ikke en renteberegning med oplysning om rentesats og omkostninger forud for aftaleindgåelse ved bevilling af et midlertidigt overtræk.

Banken har ikke garanteret M en bestemt rente. R etablerede den billigste og hurtigste løsning for klagerne og nedsatte etableringsomkostningerne til 1 kr. Det følger af Danske Banks prisbog, at der på restance på lån og kreditter beregnes merrente på 2 %. Dette tillæg er ikke den aftalte rente, som klagerne fejlagtigt refererer til. Der blev bevilget et overtræk med en rente på 16 %, hvilket i praksis vil sige, at den bevilgede overtræksrente var 14 % plus restancerenten på 2 %. I mellemtiden blev overtræksrenten nedsat til 12,85 %, det vil sige, samlet 14,85 %. R’s manglende forklaring skyldtes ikke, at R mente, at rentetilskrivningen skulle være 2 %, men at R ikke kunne forklare, hvorfor der var angivet en rente på 2 % på kontoen. Renteberegningen skulle ske i henhold til aftalen, der blev fremsendt til M’s e-boks.

M havde mulighed for at reagere og søge at standse overførslen og for at finde en anden finansieringsløsning, da han modtog bekræftelsen på aftalen om overtrækket den 6. april 2022.  

Det følger af bankens forretningsbetingelser, at kunden skal meddele sin afdeling, hvis kunden ønsker at benytte sig af fortrydelsesretten. Dette må nødvendigvis ske tilstrækkeligt klart og tydeligt. Det følger desuden af betingelserne, at hvis kunden fortryder en kreditaftale, skal kunden betale det modtagne beløb tilbage med tillæg af påløbne renter. M meddelte ikke tydeligt banken, at han ønskede at benytte sig af sin fortrydelsesret, hvorfor banken ikke reagerede. M tilbagebetalte heller ikke beløbet og påløbne renter hurtigst muligt, som betingelserne foreskriver.

Vedrørende klagernes påstand 3 har banken anført, at klagerne reelt gør gældende, at Danske Bank var forpligtet til at overføre værdipapirerne fra M’s pensionsordning til S’ depot øjeblikkeligt, efter at M underskrev ophævelsen af pensionsordningen den 5. april 2022, eller senest den 6. april 2022, hvor R bekræftede iværksættelsen af overførslen. Dette bestrides. 

M ønskede ikke at afhænde værdipapirerne, men at overføre dem til S’ depot. M blev orienteret om, at værdipapirerne i så fald kun kunne flyttes via en intern overførsel. M accepterede dette.

Da der var tale om et køb og salg mellem to afhængige parter, kunne banken ikke benytte en børshandel ved overførslerne og kunne derfor ikke stille en strakskurs. Overførslen skulle ske manuelt. Det var uden for Danske Banks kontrol, at depotværdien samlet set steg i værdi i dagene, hvor overførslen blev behandlet. M har stor og årelang erfaring med handel af værdipapirer, er risikovillig og har mange holdninger til markedet. M opsøgte ikke rådgivning om overførslen af værdipapirerne, men gav Danske Bank en instruks. M vidste, at køb, salg og overførsel ikke kunne ske til en forud aftalt kurs.

Det faktum, at R skrev til M, at vi ”nok skal finde en ordentlig løsning”, forpligter ikke banken til at imødekomme klagernes krav, når det ikke kan lade sig gøre i forhold til lovgivningen og interne procedurer.

Klagerne har ikke godtgjort, at de blev påført et tab som følge af overførslen. M var ikke afskåret fra at disponere over værdipapirerne og sælge dem til strakskurs. Værdipapirerne ikke er afhændet. Der var alene tale om, at klagerne blev skuffede i deres forventninger til kursværdien ved overførslen af værdipapirerne.

Ankenævnets bemærkninger

Klagerne M og H var kunder i Danske Bank, hvor M havde en pensionsopsparing. M ønskede at ophæve pensionen og overføre værdipapirerne fra pensionsdepotet til sit selskab, S’ depot. I den forbindelse skulle M have en midlertidig kredit til brug for S’ finansiering af værdipapirerne. Den 4. april 2022 meddelte M banken, at han ønskede at flytte værdipapirerne til S’ depot.

Den 6. april 2022 sendte banken en ”Bekræftelse på midlertidig kassekredit” vedrørende et kreditbeløb på 775.000 kr. Det fremgik heraf, at stiftelsesomkostningerne var 1 kr., at kreditten var gældende fra den 6. april til den 6. maj 2022, og at udlånsrenten for tiden var 16 %. Banken har oplyst, at renten efterfølgende blev reguleret til 14,85 %.

Den 6. april 2022 overførte klagerens rådgiver i banken, R, 915.000 kr. fra M’s konto -901 til S’ konto.  Den 8. april 2022 førte M 1.115.000 kr. retur fra S’ konto. Den 13. april 2022 blev beløbet på 1.115.000 kr. tilbageført til S.

Klagerne har anført, at banken i en telefonsamtale den 4. april 2022 havde oplyst, at den ville bevilge M et midlertidigt overtræk med 2 % rente. Banken har bestridt dette. Ankenævnet finder ikke, at klagerne har godtgjort, at M indgik en mundtlig aftale med banken om en rente på 2 %, eller at banken havde givet M tilsagn om en bestemt rente. Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte de i sagen oplyste rentesatser på 16 % og 14,85 % som urimelige. Ankenævnet finder ikke, at M gav banken meddelelse om, at han ønskede at benytte sig af sin fortrydelsesret vedrørende den midlertidige overtræksret. Ankenævnet bemærker endvidere, at den midlertidige overtræksret blev udnyttet til brug for overførslen af værdipapirerne til S. 

Banken har oplyst, at overførsel af værdipapirer mellem to afhængige parter skal ske som en ”Trade Transfer” ved en intern overførsel, der behandles i banken inden for en til fem arbejdsdage, alt afhængig af arbejdsbelastningen. Kursen for overførslen fastsættes altid som sidste handelsdags gennemsnitskurs. Kunden kan ikke frit vælge handelsdag tilbage i tid, da det ville kunne medføre spekulation i omgåelse af skat.

Den 5. april 2022 underskrev M aftale om ophævelse af pensionsordningen. Den 6. april 2022 indgav R overførselsanmodninger til den enhed i banken, der behandler trade transfers. Overførslerne blev eksekveret den 11. april 2022 med handelskurs pr. den 8. april 2022. Banken har oplyst, at et enkelt værdipapir blev eksekveret pr. den 13. april 2022 med handelskurs pr. den 12. april 2022, idet der var tale om et illikvidt værdipapir, hvor der skulle laves en forespørgsel på kursen. Ankenævnet finder ikke, at klagerne har godtgjort, at banken havde tilsikret dem, at overførslerne ville finde sted tidligere end sket. Ankenævnet finder ikke, at klagerne har godtgjort, at banken har begået fejl eller forsømmelser i forbindelse med overførslen af værdipapirerne til S.

Klagerne får herefter ikke medhold i klagepunkterne 2 og 3 i klagernes påstand.

Ankenævnet lægger til grund, at banken som oplyst har imødekommet og godtgjort klagerne vedrørende klagepunkterne 1 og 4 i klagernes påstand. Ankenævnet finder herefter, at påstand 1 og 4 ikke længere vedrører et konkret økonomisk mellemværende, der er omfattet af Ankenævnets kompetence, hvorfor Ankenævnet afviser denne del af klagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 2. Da betalingen til klagerne fandt sted efter indgivelse af klagen til Ankenævnet, får klagerne klagegebyret tilbage.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagepunkterne 1 og 4 i klagernes påstand.

Klagerne får ikke medhold i klagepunkterne 2 og 3.

Klagerne får klagegebyret tilbage.