Spørgsmål om hvorvidt en aftale om låneforsikring blev indgået.
| Sagsnummer: | 17 /2010 |
| Dato: | 14-03-2011 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Jesper Claus Christensen, Hans Daugaard, Peter Stig Hansen, Maria Hyldahl |
| Klageemne: |
Forsikring - låneforsikring
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om hvorvidt en aftale om låneforsikring blev indgået. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører, om klageren har indgået en aftale om en låneforsikring i Danske Bank.
Sagens omstændigheder.
Klageren var i 2001 kunde i Danske Bank.
Den 10. januar 2001 underskrev han en anmodning om optagelse i en gruppelivsforsikring, hvoraf fremgår:
"…
… | Anmodning om X LåneForsikring YdelsesForsikring | |
Herved anmodes om optagelse i gruppelivsforsikringen … | ||
… Har De inden for de sidste 3 år lidt af … Har De … … | ||
Gruppelivsforsikringen tegnes i Danske Forsikring, og administreres af Administrationsaktieselskabet [selskab S] | ||
… | ||
Følgende lån ønskes omfattet af gruppeforsikringen: … -270 og … -362 Præmien bedes trukket på min konto i Den Danske Bank nr.: … -362 | ||
…"
Klageren har desuden fremlagt et forsikringsbevis, hvoraf fremgår:
"…
DANSKE FORSIKRING | |||||
LåneForsikring | |||||
Forsikringsbevis | |||||
Forsikredes navn og adresse | Dato: Præmie- og Forsikrede | ||||
Den/de forsikrede konto/konti i Den Danske Bank og/eller Danske Kredit Realkreditaktieselskab er dækket af en gruppelivsforsikring, der er tegnet i Danske Forsikring Liv, Forsikringsaktieselskab. | |||||
Forsikringen omfatter følgende ydelser: | |||||
Størrelsen af forsikringsbeløbet samt de nærmere betingelser for udbetaling fremgår af bagsiden. [Selskab S administrer ordningen] … | |||||
…"
Klageren har anført, at han i 2001 tegnede en gruppelivsforsikring, da han skulle giftes og ventede et barn. Banken har anført, at klageren tegnede forsikringen som sikkerhed for konto nr. … -362 med en kreditfacilitet på 175.000 kr.
Banken har fremlagt et print fra bankens system og anført, at det heraf fremgår, at det den 18. januar 2001 blev registreret, at konto nr. … -362 var dækket af forsikringen. Banken har desuden fremlagt to kontoudskrifter fra henholdsvis 2001 og 2008, hvoraf det fremgår, at "Lånef.præmie: …327" er hævet samt en årsoversigt fra 2004, hvoraf det fremgår, at "Låneforsikring" er "Tilknyttet lån … -362" og "… -270".
Klageren har anført, at han - da han fik netbank - blev opmærksom på, at banken havde opkrævet præmie for en låneforsikring, hvilket han ikke havde indgået nogen aftale om. Han kontaktede sin rådgiver i 2008 og oplyste, at han ikke ønskede at betale de opkrævede præmier.
Klageren foreslog i en af mail af 4. november 2008 til sin rådgiver, at "låneforsikringen afmeldes". Banken tilkendegav i en mail af samme dato, at banken "tager anmodningen ind til ekspedition". Banken har anført, at låneforsikringen blev opretholdt, da der ikke i den følgende dialog med klageren blev indgået en aftale om anden sikkerhedsstillelse for engagementet.
Klageren har anført, at banken i 2009 igen opkrævede præmien. Han har ikke indgået nogen aftale om en låneforsikring og ønsker ikke at betale herfor.
Parternes påstande.
Klageren har den 11. januar 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal tilbagebetale opkrævede præmier fra 2002 til 2010.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har bl.a. anført, at han underskrev en blanket om en gruppelivsforsikring. Han skulle giftes og ventede barn. Rådgiveren mente, at det var en god idé at tegne denne forsikring.
Rådgiveren fortalte, at det var en gruppelivsforsikring som fungerede som en slags ulykkesforsikring. Det blev på intet tidspunkt nævnt, at det var en låneforsikring eller en forsikring "for kontoen". Rådgiveren lod skinne igennem, at forsikringen var for at holde min familie skadesløs, hvis han kom ud for en ulykke. Det var en dårlig og uigennemsigtig rådgivning.
Kreditmaksimum på hans konto var på dette tidspunkt 25.000 kr.
Da han fik netbank blev han opmærksom på, at banken gennem årene havde opkrævet præmie for en låneforsikring.
Han kontaktede sin rådgiver i januar 2008, der sagde, at de kunne tales ved igen til efteråret. Da han senere kontaktede rådgiveren, kunne rådgiveren ikke erindre den første samtale. Han sagde til rådgiveren, at han ikke havde indgået nogen aftale om en låneforsikring og ikke ønskede at betale præmie herfor - hverken i 2008 eller de tidligere år.
Da banken i 2009 opkrævede præmie for låneforsikringen, anmodede han om bevis på, at han havde indgået en aftale om en låneforsikring.
Han modtog fra banken en kopi af anmodningen om en gruppelivsforsikring og kan se, at rådgiveren samtidig med sin underskrift den 18. januar 2001 har afkrydset rubrikken ud for låneforsikring.
Han har ikke bedt om en låneforsikring og har ikke modtaget nogen police eller låneaftale. Han ville have reageret på, at rådgiveren uden hans vidende havde afkrydset ud for låneforsikring. Han har ikke modtaget meddelelse om gebyrer eller renter.
Danske Bank har bl.a. anført, at klageren har underskrevet anmodningen om låneforsikringen den 10. januar 2001. Blanketten kunne ikke anvendes til at oprette en gruppelivsforsikring til klageren selv.
Banken kan ikke genkende klagerens redegørelse for forløbet ved tegningen af forsikringen. Det afvises, at han ikke blev rådgivet om, at forsikringen var pantsat til banken. Dette fremgår øverst på blanketten.
Klageren var fuldt bekendt med, at han tegnede en låneforsikring, som var pantsat til banken.
Det afvises, at rådgiveren efterfølgende og uden klagerens vidende skulle have afkrydset rubrikken ud for låneforsikring.
Låneforsikringen var en forudsætning for bevilling af kundens engagement i banken.
Den opkrævede præmie fremgår af klagerens kontoudskrifter.
Låneforsikringen fremgår af klagerens årsoversigter.
Banken har ikke givet tilsagn om at frigive forsikringen.
Banken har ikke handlet ansvarspådragende.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet bemærker, at det af den af klageren den 10. januar 2001 underskrevne anmodning fremgår, at gruppelivsforsikringen pantsættes til Danske Bank og at to angivne lån er omfattet af forsikringen.
Ankenævnet bemærker videre, at bankens opkrævning af præmie er sket med posteringsteksten "Lånef. præmie" og at det fremgår af klagerens årsoversigter, at han har tegnet en "Låneforsikring" med to angivne lån tilknyttet.
Ankenævnet finder ikke, at klageren kan være ubekendt med, at han indgik en aftale om en låneforsikring, som blev pantsat til banken.
Som følge heraf træffes følgende
afgørelse:
Klagen tages ikke til følge.