Ekspedition af lånudbetaling. Kursfastsættelse.
| Sagsnummer: | 415/1994 |
| Dato: | 15-02-1995 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Søren Stagis, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - ekspeditionstid
|
| Ledetekst: | Ekspedition af lånudbetaling. Kursfastsættelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I forbindelse med klagerens salg af sin faste ejendom den 6. marts 1994 med overtagelse 1. maj 1994 blev indklagede anmodet om at forestå hjemtagelse af et ejerskiftelån (kontantlån) på 829.000 kr. i Totalkredit.
Den 14. april underskrev klageren aftale om oprettelse af boligsalgskonto samt uigenkaldelig fuldmagt, transport og håndpantsætningserklæring. Af erklæringen fremgik bl.a.:
"Fremsendelse til lånudbetaling i realkreditinstituttet sker i den rækkefølge, udbetalingsanmodningerne underskrives i [indklagede], og hvor udbetalingsbetingelserne er opfyldt. Mængden af udbetalingsanmodninger medfører, at [indklagede] forbeholder sig ret til otte dages ekspeditionstid herefter.
Kontohaver kan ikke gøre [indklagede] ansvarlig som følge af forsinkelser, som skyldes årsager, [indklagede] er uden indflydelse på.
Kontohaver er orienteret om muligheden for kurssikring af det tilbudte kreditforeningslån: Der ønskes ikke indgået kurskontrakt/fastkursaftale."
Indklagede har oplyst, at man indtil primo juli måned 1994 ikke var i stand til at tilbyde sine kunder indgåelse af kurskontraktervedrørende lån ydet Totalkredit, hvilket klageren blev gjort bekendt med i forbindelse med underskrivelsen af ovennævnte erklæring.
I skrivelse af 6. maj 1994 til klageren meddelte indklagede bl.a.:
"Der er derefter alene den mulighed, at hjemtage lånet på garanti, som vi er villige til at stille til rådighed.
Det betyder, at der vil fremkomme to dages spring i kursen, når De tager beslutning om at hjemtage lånet."
Den 18. maj 1994 anmodede klageren om hjemtagelse af lånet.
Lånet blev afregnet til kurs 80 den 24. maj 1994, som var første bankdag efter Pinsen. Den officielle kurs fredag den 20. maj 1994 var 82,40.
Årsagen til, at lånet ikke som forudsat blev afregnet den 20. maj 1994 var, at det på grund af obligationsudtrækning torsdag den 19. og fredag den 20. maj 1994 ikke var muligt at hjemtage lån i Totalkredit i de pågældende dage.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at stille hende, som om lånet var blevet hjemtaget til kurs 82,40.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun var uforstående overfor indklagedes angivelse af ekspeditionstiden for hjemtagelse af lån, hvorfor hun anmodede en bekendt, der er ansat i et andet pengeinstitut, om at henvende sig til indklagede herom. Efterfølgende modtog hun skriftlig garanti fra indklagede om, at hjemtagelse kunne finde sted med to dages kursspring efter hendes beslutning og underskrift. Hun havde fra anden side hørt, at hjemtagelse af ejerskiftelån kunne ske på 24 timer, hvorfor hun ikke var i tvivl om, at to døgn var tilstrækkelig tid. Tilsagnet om to dages ekspeditionstid er bindende, hvorfor indklagede bør erstatte hendes tab ved at lånet ikke er hjemtaget som forudsat.
Indklagede har anført, at man i forbindelse med underskrivningen af udbetalingsanmodningen den 18. maj 1994 gjorde klageren opmærksom på, at de to dage var Totalkredits normale ekspeditionstid ved denne type sager. Torsdag den 19. maj 1994, hvor Sydbank, der repræsenterede Totalkredit, modtog udbetalingsanmodningen, modtog man meddelelse om, at afregning af lånet på grund af ekstraordinær travlhed i Totalkredit først kunne finde sted den 24. maj 1994. Forlængelsen af ekspeditionstiden kan derfor ikke bebrejdes indklagede. Meddelelsen i skrivelse af 6. maj 1994 kan ikke sidestilles med en garanti. Man har alene videregivet de informationer om kursfastsættelse i forbindelse med hjemtagelse af lån, som man har modtaget fra Totalkredit. Klageren blev ikke ringere stillet ved, at man undlod at oplyse om den forlængede sagsbehandlingstid den 19. maj 1994, hvor man blev bekendt hermed, idet kursen i perioden fra den 20. maj 1994 til den 24. august 1994 på intet tidspunkt var 80 eller derover.
Ankenævnets bemærkninger:
Tre medlemmer - Niels Waage, Niels Busk og Søren Stagis - udtaler:
Ved skrivelse af 6. maj 1994 meddelte indklagede klageren, at den kurs, der ville være gældende to dage efter en anmodning om udbetaling, ville blive lagt til grund ved udbetalingen af låneprovenuet. Dette udsagn blev givet uden noget forbehold. Ankenævnet finder herefter, at indklagede må hæfte for, at udsagnet viste sig ikke at være rigtigt. Som følge heraf stemmer vi for, at klagen tages til følge.
To medlemmer - Niels Bolt Jørgensen og Jens Ole Stahl - udtaler:
Da indklagede var uden indflydelse på de forhold, der medførte, at afregningen af klagerens lån skete senere end forventet, stemmer vi for, at indklagede frifindes.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, såledet at det
Indklagede skal inden fire uger godtgøre klageren det tab, hun er påført som følge af, at lånet blev effektueret på grundlag af kursen den 24. maj og ikke den 20. maj 1994. Klagegebyret tilbagebetales klageren.