Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Forlængelse af løbetiden for studielån som følge af fejl ved beregningen af ydelsen.

Sagsnummer: 122/1997
Dato: 25-08-1997
Ankenævn: Peter Blok, Karin Duerlund, Inge Frølich, Niels Bolt Jørgensen, Leif Nielsen
Klageemne: Udlån - løbetid
Ledetekst: Forlængelse af løbetiden for studielån som følge af fejl ved beregningen af ydelsen.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Klageren, der havde afsluttet sin uddannelse den 31. juli 1984, indgik den 16. juli 1985 en tilbagebetalingsaftale med indklagede vedrørende sit statsgaranterede studielån med restgæld på 143.713,85 kr. I tilbagebetalingsaftalen blev den månedlige ydelse angivet til 1.530 kr. og afviklingsperioden til ca. 14 år.

Ved skrivelse af 1. oktober 1985 til klageren meddelte indklagede, at ydelsen med virkning fra 30. oktober 1985 blev forhøjet til 1.730 kr. Årsagen var, at den oprindeligt aftalte ydelse var for lav i forhold til restgælden. Fra 1986 blev ydelsen løbende nedsat, senest i 1993 til 1.130 kr. I 1994 blev ydelsen forhøjet til 1.270 kr.

I efteråret 1995 blev indklagede opmærksom på, at lånet ikke kunne afvikles inden for den 15-årige garantiperiode, medmindre ydelsen blev forhøjet til 2.110 kr. pr. 30 oktober 1995, hvilket blev meddelt klageren ved skrivelse af 29. september 1995. Klageren protesterede herimod.

Ved klageskema af 16. marts 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at lånet vil være afviklet ved betaling af den månedlige ydelse på 1.270 kr. frem til garantiperiodens udløb den 31. juli 1999.

Indklagede har tilbudt at forlænge løbetiden udover garantiperioden frem til medio 2003, således at ydelsen på 1.270 kr. bibeholdes, dog med forbehold for regulering ved renteændringer. Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at indklagede har begået fejl ved den løbende beregning af ydelsen, hvilket er årsagen til, at lånet ikke kan afvikles inden for garantiperioden uden en væsentlig stigning i den månedlige ydelse. Hun har gentagne gange henvendt sig til indklagede med forespørgsel om ydelsens størrelse i forhold til den aftalte løbetid. Ved hver henvendelse har indklagede meddelt, at hun ikke skulle bekymre sig herom, da alt var under kontrol. Da fejlen beror hos indklagede, og da hun under hele afviklingen har overholdt sine forpligtelser, må indklagede være afskåret fra at forlange løbetiden forlænget eller at stille krav om en væsentligt højere ydelse i de sidste år af garantiperioden.

Indklagede har anført, at ydelsen løbende har været beregnet for lavt i forhold til løbetiden. Dette beror formentlig på en fejl fra indklagedes side i forbindelse med indkodning af lånets vilkår. Klageren kunne i hvert fald ved modtagelsen af årsudskriften for 1993 have konstateret, at den årlige ydelse ikke var tilstrækkelig til at afvikle lånet. Uanset fejlen er klageren forpligtet til at tilbagebetale lånet med tillæg af den til enhver tid gældende rente. Såfremt klageren får medhold i sin påstand, vil hun opnå en ugrundet berigelse på indklagedes bekostning. Klageren lider ikke tab ved en forlængelse af lånets løbetid.

Ankenævnets bemærkninger:

Det er erkendt af indklagede, at ydelsen på klagerens lån løbende er blevet beregnet for lavt i forhold til den aftalte afvikling inden for garantiperioden, hvilket var årsagen til, at indklagede i efteråret 1995 stillede krav om en væsentlig forøgelse af ydelsen i lånets restløbetid. Indklagede har under klagesagen tilbudt klageren at forlænge løbetiden ud over garantiperioden, således at ydelsen på 1.270 kr. fastholdes, dog med forbehold for regulering som følge af renteændringer.

Ved Højesterets dom af 1. november 1995, refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1996 s. 200, er det fastslået, at en fejl begået af et pengeinstitut ved beregningen af ydelsen på et lån, som medfører, at lånets løbetid bliver længere end oplyst, ikke kan begrunde, at låntageren har krav på erstatning eller anden økonomisk kompensation, hverken efter almindelige erstatningsregler, på aftaleretligt grundlag eller ud fra synspunktet skuffede økonomiske forventninger. Det følger heraf, at klageren ikke kan få medhold i sin påstand, hverken helt eller delvist.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.