Afgørelse

Personlig fordring. Frivillig handel.

Klagerne overtog i 1987 en ejendom, hvori der bl.a. indestod et lån til det indklagede realkreditinstitut. Da klagerne var kommet bagud med betalingerne, besluttede instituttet i 1990 at medvirke økonomisk ved salg af ejendommen. Ved salget underskrev klagerne såvel slutseddel som skøde. Salget førte til et tab, som instituttet i oktober 1991 fremsendte en opgørelse over til klagerne. Opgørelsen viste et tab på 298.627 kr., hvortil skulle lægges renter med 108.133 kr. Instituttet rykkede efterfølgende flere gange klagerne for betaling af tabet. En af instituttet anlagt sag mod klager 1 blev i april 2004 afsluttet forligsmæssigt ved, at klager 1 til fuld og endelig afgørelse skulle betalte 100.000 kr. Klager 2 fremsatte august 2005 akkordforslag om betaling af 48.000 kr. til fuld og endelig afgørelse. Klagerne henvendte sig i september 2008 til instituttet og bestred instituttets krav i sin helhed.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, principalt at instituttets krav var uberettiget i forhold til begge klager, subsidiært at kravet i sin helhed var uberettiget i forhold til klager 2, og tertiært, at maksimalt halvdelen af gælden kunne gøres gældende i forhold til klager 2 samt at renteomkostningerne skulle reduceres forholdsmæssigt. Instituttet påstod hvad angik påstanden fra klager 1. principalt afvisning, subsidiært frifindelse, og hvad angik påstanden fra klager 2 frifindelse.

Nævnet fandt det ubetænkeligt at lægge til grund, at klagerne hæftede personligt for det i ejendommen indestående lån til instituttet. Nævnet fandt endvidere, at klagerne ved deres underskrifter på slutseddel og skøde havde accepteret, at ejendommen blev solgt som sket. Nævnet fandt, at det udenretlige forlig mellem instituttet og klager 1 vedrørende halvdelen af gælden var bindende for begge parter, og tog derfor instituttets frifindelsespåstand til følge, for så vidt angik klager 1. Da der var indgået forlig for halvdelen af det tab, der opstod ved salget af ejendommen, og da Nævnet fandt, at instituttet kunne gøre et krav gældende mod klager 2, blev dennes klage afgjort således, at instituttet alene kunne kræve klager 2 for den resterende halvdel af gælden med tillæg af renter i det omfang, disse ikke var forældet. Som følge af det anførte blev instituttet frifundet.