Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod opsigelse af kundeforhold begrundet i regler om hvidvask samt kreditrisiko.

Sagsnummer: 418/2022
Dato: 25-05-2023
Ankenævn: Ankenævnets formand, Vibeke Rønne i medfør af Ankenævnets vedtægter, § 22.
Klageemne: Kassekredit - opsigelse
Indlån - opsigelse
Formandsafgørelse - Formandsafgørelse
Ledetekst: Indsigelse mod opsigelse af kundeforhold begrundet i regler om hvidvask samt kreditrisiko.
Indklagede: SEB Kort Bank Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod opsigelse af klagerens engagement begrundet i regler om hvidvask og kreditrisiko.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i SEB Kort Bank Danmark, hvor han havde et betalingskort, SAS EB MC, med et kreditmaksimum på 50.000 kr.

Banken har oplyst, at den konstaterede nogle atypiske transaktioner på klagerens konto. Den 30. august 2022 skrev banken til klageren og anmodede om yderligere oplysninger om transaktioner på klagerens konto:

”… Efter et rutinetjek kan vi se, at din indkomst ikke stemmer overens med dit kortbrug. Vi må derfor venligst bede dig give os adgang til din seneste lønseddel og årsopgørelse fra SKAT via din skattemappe. Instruktion fremsendes separat via mail

Vi har også noteret flere indkøb https://... til SYSTEMBOLAGET, hvad er formålet med disse?

Hvorfor foretages køb i forskellige byer i Sverige?

Sælger du dem videre?

Hvis ikke, hvad er formålet med postudgifterne? …”

Klageren svarede samme dag:

”Ja jeg køber Whisky hos Systembolaget og sælger dem videre.

Jeg kan kun købe 2 flasker pr. gang. Derfor kører jeg fra by til by og køber 2 flasker der og så videre til næste by.

Portoudgifterne er forsendelse af flaskerne.”

”… Jeg har mange venner og bekendte der beder mig hjælpe med at bestille en rejse eller foretage et indkøb. Der lægger jeg pengene ud og bruger mit SAS EuroBonus MasterCard for at få point. …

Jeg køber gerne en vare eller en rejse og hjælper familie, venner og bekendte og lægger ud med SAS EuroBonus kort og jeg får refunderet mit udlæg. Jeg får jo point. …”

Den 5. september 2022 skrev banken til klageren:

”… Eftersom du får Arbejdsløshedsdagpenge på runt DKK 10 000 - 18 000 per månad, samtidigt som du i juli hade en kortomsättning på DKK 139 279 så ber vi dig svara på:

- Hur blir du kompenserad för dessa inköp?

- Köper du varorna och låter personerna sätta in pengar på ditt bankkonto?

Vi ber dig i så fall skicka in ett kontoutdrag från juli/aug 2022 så att vi bättre förstår din ekonomi …”

Klageren svarede samme dag:

”Ja jeg køber varer som jeg sælger videre.

Jeg får betaling via PayPal, Zelle, Wise og Venmo. Betalingerne er i USD.

Betalingerne for varerne bliver indbetalt på min konto i Chase Bank og jeg overfører dem via Wise til min konto i Danske Bank og derfra til SAS EuroBonus Mastercard.

Jeg fremsender et par kontoudtog fra Chase Bank.”

Banken har oplyst, at klageren i en periode fra januar til august 2022 havde korttransaktioner på ca. 558.000 kr., og at han i samme periode havde en bruttoindtægt på ca. 130.000 kr.

Den 20. september 2022 opsagde banken betalingskortet til ophør med to måneders varsel. Banken har oplyst, at opsigelsen var begrundet i, at banken efter gennemgang af det indsendte materiale fra klageren ikke forstod klagerens brug af kortet, samt at banken vurderede, at transaktionerne indebar en forhøjet kreditrisiko.

Parternes påstande

Den 12. oktober 2022 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at SEB Kort Bank Danmark skal trække opsigelsen tilbage, subsidiært forlænge opsigelsen.

SEB Kort Bank Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at han fik et MasterCard i banken i juni 2021. I oktober 2021 blev kortet opgraderet. Han afgav ikke fornyede oplysninger om brug af det opgraderede kort.

Han sendte banken den information, som den i 2022 bad om og besvarede alle bankens spørgsmål. Han oplyste, at han foretog på indkøb på kortet og videresolgte disse. Banken anmodede ham ikke om yderligere oplysninger. Banken har ikke undersøgt forholdene ordentligt og fuldførte ikke hvidvaskundersøgelsen.

I opsigelsen anførte banken, at kortet ikke må benyttes til køb med henblik på videresalg i forretningsøjemed. Der står ikke i kortbestemmelserne, at man ikke må bruge kortet til indkøb med videresalg for øje, kun at man ikke må købe og videresælge flybilletter, hvilket han ikke har gjort.

Den forhøjede omsætning på kortet udgør ikke en større kreditrisiko for banken. Han kan aldrig bringe kortet i debet med mere end kreditmaksimum på 50.000 kr. 

Han gør subsidiært indsigelse mod, at opsigelsesvarslet kun var to måneder.

SEB Kort Bank Danmark har blandt andet anført, at bankens opsigelse var begrundet i reglerne om hvidvask, idet banken efter indhentelse af oplysninger hos klageren ikke forstod klagerens brug af kortet, herunder klagerens indbetalingsmønster, idet det blandt andet var uklart, hvor beløbene kom fra.

Opsigelsen var endvidere begrundet i mistanke om øget kreditrisiko for banken, da klagerens indtægtsforhold ikke kunne dække hans forbrug på kortet.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnets formand er i medfør af Ankenævnets vedtægter, § 22, jf. bemyndigelse af 26. april 2023 fra Ankenævnets stifterorganisationer, bemyndiget til på Ankenævnets vegne at træffe afgørelse i klagesager, hvor der foreligger en fast praksis.

Den 20. september 2022 opsagde SEB Kort Bank Danmark klagerens kundeforhold. Opsigelsen var begrundet i, at banken efter indhentelse af oplysninger hos klageren efter hvidvaskloven ikke forstod klagerens brug af hans betalingskort. Opsigelsen var endvidere begrundet i, at banken vurderede, at bankens kreditrisiko var øget som følge af klagerens brug af kortet.

I hvidvasklovens kapitel 3 er det beskrevet, hvordan virksomheder skal gennemføre kundekendskabsprocedurer. Det følger af hvidvasklovens § 14, stk. 5, at hvis kravene i lovens § 11, stk. 1, nr. 1-4, og stk. 2 og 3, ikke kan opfyldes, skal en etableret forretningsforbindelse afbrydes eller afvikles, og der må ikke gennemføres yderligere transaktioner.

Efter Ankenævnets faste praksis er det som udgangspunkt op til pengeinstitutterne selv at afgøre, hvilke krav de af hensyn til overholdelse af reglerne i hvidvaskloven om kundekendskabsprocedurer bør stille i henseende til dokumentation, behandling af dokumentation eller forklaringer på større eller usædvanlige transaktioner på kunders konti i banken. Der er ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt i denne sag.

Allerede som følge heraf er der ikke grundlag for at fastslå, at bankens opsigelse af klagerens kundeforhold med to måneders varsel var uberettiget.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.