Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod tilbageførsel af betalingsservicetransaktioner og opkrævning af ekspeditionsgebyr herfor.

Sagsnummer: 453/2023
Dato: 28-02-2024
Ankenævn: Bo Østergaard, Jonas Thestrup Nielsen, Jimmy Bak, Morten Bruun Pedersen og Kim Korup Eriksen.
Klageemne: Betalingsservice - tilbageførsel
Ledetekst: Indsigelse mod tilbageførsel af betalingsservicetransaktioner og opkrævning af ekspeditionsgebyr herfor.
Indklagede: Jyske Bank
Øvrige oplysninger: IF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod tilbageførsel af betalingsservicetransaktioner og opkrævning af ekspeditionsgebyr herfor.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Jyske Bank, hvor hun havde en konto -986 med tilknyttede betalingsserviceaftaler.

Den 3. juli 2023 blev der fra klagerens konto foretaget en række betalingsservicetransaktioner, hvorved klagerens konto kom i overtræk.

Den 4. juli 2023 var klagerens konto i overtræk med en saldo på -4.437,68 kr. Samme dag foretog banken en hævning på 1.200 kr., hvorved saldoen udgjorde
-5.637,68 kr. Den 5. juli 2023 foretog banken en tilbageførsel af fire posteringer på 2.260,17 kr., 1.037,75 kr., 2.091 kr. og 5.354,84 kr., hvorefter saldoen udgjorde 5.106,08 kr.

Banken har oplyst, at den opkrævede 300 kr. i ekspeditionsgebyr pr. tilbageførte postering, i alt 1.200 kr. for de fire tilbageførte posteringer.

Banken har fremlagt en tilslutningsaftale til betalingsservice af 22. december 2020, hvoraf fremgår:

”Jeg tilmelder hermed Betalingsservice (BS) på mine konti og evt. fælles konti i Jyske Bank. Aftalens vilkår supplerer ”Sådan handler Jyske Bank” – Generelle forretningsbetingelser.

Jeg skal sørge for, at der er tilstrækkelig dækning på kontoen på betalingsdagen. Er der ikke dækning for alle dagens betalinger, er banken ikke forpligtet til at gennemføre nogen af betalingerne.

Jeg accepterer samtidig Generelle regler for debitorer i Betalingsservice som jeg har modtaget.

…”.

Banken har endvidere fremlagt Generelle regler for debitorer i Betalingsservice gældende fra den 1. august 2000, hvoraf fremgår:

”9.3. Pengeinstituttets tilbageførsel af betalinger

Dit pengeinstitut kan tilbageføre en gennemført betaling i følgende situationer:

  • Der er ikke dækning på kontoen på betalingsdagen, og betalingen overstiger kr. 1.000,-.

16.1 Pengeinstitut

Du skal henvende dig i dit pengeinstitut, hvis du ønsker at få oplyst eventuelle priser i tilknytning til Betalingsservice.”.

Banken har herudover fremlagt en prisoversigt fra sin hjemmeside under ”Priser – Betalinger og overførsler”, hvoraf fremgår:

”Øvrige priser ved betalinger og overførsler:

Returnering/afvisning ved manglende dækning              300 kr.

Betalingsservice, betalingskort, indbetalingskort og overførsler

Ovenstående priser er pr. stk.”.

Klageren gjorde indsigelse over for banken. Der pågik herefter en korrespondance mellem banken og klageren, hvor banken skrev følgende:

”Reglerne du henviser til er gældende når og hvis vi foretager modregning i en anden konto, for at dække et overtræk eller anden forfalden gæld til Banken. I en sådan situation skal der efterlades et passende beløb til leveomkostninger, frem til næste udbetaling af løn m.v.

Her er der tale om et beregnet ekspeditionsgebyr – jvf. Bankens prisliste – for afvisning af nogle BS betalinger, som der ikke var dækning for. Du er ansvarlig for at der er dækning, når der sker betalinger fra din konto. Hvis dette ikke er tilfældet afvises betalingen og dette koster et gebyr.

Dit ønske om refusion af ekspeditionsgebyret kan derfor ikke imødekommes.”.

Klageren svarede:

”Jeg er bestemt ikke enig med dig, og det andet er det var bestemt ikke nødvendigt at føre alle 4 regninger tilbage. Efter du havde trukket de 4 regninger tilbage, gik jeg ind efter følgende og betalte [betalingsmodtager], og [betalingsmodtager], for de penge du førge tilbage. Du kunne have ført de 2 af dem tilbage, men du vælger 4 for du kan få ” råd” Til at tage 1200 kr. og DET er ikke lovligt, da de penge skulle bruges til at dække for de regninger der var.”.

Parternes påstande

Den 14. august 2023 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal tilbagebetale 1.200 kr.

Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken tog 1.200 kr. fra hendes konto for tilbageførsel af betalingerne. Dette medførte, at hun ikke kunne betale to af sine regninger og ikke havde noget at leve for.

Hun står i RKI, og det er derfor banken behandler hende dårligt. Der var ikke belæg for at tilbageføre alle fire betalinger, idet der var dækning for to af betalingerne.

Jyske Bank har anført, at klagerens konto den 3. juli 2023 gik i overtræk ved gennemførslen af en række betalingsservicetransaktioner.

Banken kan tilbageføre en gennemført betalingsservicetransaktion, når der ikke er dækning på kontoen på betalingsdagen, og betalingen overstiger 1.000 kr.

Banken havde derfor hjemmel til at tilbageføre de fire betalingsservicetransaktioner over 1.000 kr., der ikke var dækning for på betalingsdagen.

Det er klagerens eget ansvar at overholde sin del af aftalen om betalingsservice, herunder at sikre, at der på kontoen var tilstrækkelig dækning for de regninger, der var tilmeldt til betalingsservice. Er der ikke dækning for alle dagens betalinger, er banken således ikke forpligtet til at gennemføre nogen af betalingerne.

Banken havde ikke systemmæssig mulighed for at prioritere, hvilke af betalingsservicetransaktionerne klageren havde mest behov for at gennemføre, eller at tilbageføre betalingsservicetransaktioner under 1.000 kr.

Klageren havde fortsat mulighed for manuelt at betale de ubetalte regninger, der efter tilbageførslerne var dækning for på kontoen.

Banken har ikke optrådt ansvarspådragende.

Det fremgår af bankens prisliste, at der opkræves et ekspeditionsgebyr på 300 kr. pr. returneret/afvist betalingsservicetransaktion ved manglende dækning.

Et ekspeditionsgebyr på 300 kr., i sagen i alt 1.200 kr. for fire tilbageførte betalingsservicetransaktioner over 1.000 kr., er ikke urimeligt.

Banken havde hjemmel til at opkræve ekspeditionsgebyret.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Jyske Bank, hvor hun havde en konto -986 med tilknyttede betalingsserviceaftaler.

Den 3. juli 2023 blev der fra klagerens konto foretaget en række betalingsservicetransaktioner.

Klagerens konto kom herved i overtræk.

Den 4. juli 2023 var klagerens konto i overtræk med en saldo på -4.437,68 kr. Samme dag foretog banken en hævning på 1.200 kr., hvorved saldoen udgjorde        -5.637,68 kr. Den 5. juli 2023 foretog banken en tilbageførsel af fire posteringer på 2.260,17 kr., 1.037,75 kr., 2.091 kr. og 5.354,84 kr., hvorefter saldoen udgjorde 5.106,08 kr.

Tre medlemmer – Bo Østergaard, Morten Bruun Pedersen og Kim Korup Eriksen – udtaler:

Vi finder, at banken alene burde have tilbageført betalingstransaktionen af 5. juli 2023 på 5.354,84 kr. og pålignet et gebyr på 300 kr., idet kontoen herefter ikke længere ville være i overtræk.

Hverken bestemmelsen i tilslutningsaftalen, hvorefter banken i tilfælde af, at der ikke er dækning for alle dagens betalinger, ikke er forpligtet til at gennemføre nogen af betalingerne, eller det oplyste om bankens systemmæssige forhold, kan føre til andet resultat.

Vi finder på baggrund af ovenstående, at banken skal tilbageføre i alt 900 kr. til klagerne svarende til tre gebyrer på hver 300 kr.

To medlemmer – Jonas Thestrup Nielsen og Jimmy Bak – udtaler:

Mindretallet lægger til grund, at klagerens konto kom i overtræk ved gennemførelsen af en række betalingsservicetransaktioner. Disse transaktioner blev foretaget på samme dag.

I medfør af Generelle regler for debitorer i Betalingsservice, pkt. 9.3 var banken berettiget til at tilbageføre betalingerne. Da de nævnte betalinger blev gennemført samtidig, og der ikke var dækning på kontoen på den pågældende dag, var banken således berettiget til, både i henhold til vilkårene for aftalen samt af reelle hensyn, at tilbageføre transaktionerne som sket. Det var endvidere berettiget, at banken tilbageførte transaktionerne i henhold til bankens systemopsætning. I modsat fald vil banken potentielt være forpligtet til at opstille kriterier mellem hvilke betalinger, som skal prioriteres ved tilbageførsler, hvilket ikke bør pålægges banken. Desuden finder vi, at de opkrævede gebyrer har hjemmel i ”Priser – Betalinger og overførsler”, som var en del af aftalegrundlaget mellem banken og klageren.

Mindretallet stemmer for, at klageren ikke skal have medhold.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Jyske Bank skal inden 30 dage tilbagebetale 900 kr. til klageren med procesrente fra den 4. juli 2023 til betaling sker.

Klageren får klagegebyret tilbage.