Afgørelse

Ekspeditionsfejl. Indfrielse.

Klageren havde i sin ejendom to lån til det indklagede realkreditinstitut. Der blev i september 1999 gennem en ejendomsmægler, som er koncernforbundet med instituttet, indgået en kontanthandel på 1.845.000 kr. med overtagelse den 1. januar 2000. I henhold til købsaftalen skulle købesummen berigtiges ved deponering af 120.000 kr. hos ejendomsmægleren og senest den 15. december 1999 yderligere 1.725.000 kr. hos instituttet. Ejendomsmægleren anmodede i brev af 4. oktober 1999 instituttet om at sørge for indfrielse og aflysning af de indestående lån, og i den forbindelse sørge for rådgivning af klageren vedrørende kurssikring og indfrielse af lån. Brevet blev sendt i kopi til klageren og køberens advokat. Klageren rettede den 4. december 1999 henvendelse til instituttet. Af brevet fremgik bl.a., at klageren efter at have kontaktet instituttet den 25. november 1999 havde erfaret, at sagen var annulleret, og at der i øvrigt ikke forelå nogen sagsakter, herunder brevet af 4. oktober 1999 fra ejendomsmægleren. Klageren indgik herefter en aftale om straksindfrielse. Klageren fandt behandlingen af sagen kritisabel og urimelig og rejste erstatningskrav mod instituttet som følge af den forsinkede indfrielse. Instituttet afviste den 16. december 1999 at have begået ansvarspådragende fejl. Yderligere korrespondance førte ikke til en afklaring mellem parterne. De indestående lån blev indfriet den 1. december 1999. Instituttet modtog den 16. december 1999 deponeringsmeddelelse fra klagerens pengeinstitut vedrørende et beløb på 1.725.000 kr.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle yde ham en erstatning på 40.000 kr. samt lade deponeringskontoen forrente med 3.25 pct., svarende til renten på en ”Kernekonto”. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt, at det var klagerens bevisbyrde, at det omtalte brev af 4. oktober 1999 var kommet frem til instituttet, og fandt ikke, at klageren havde løftet denne bevisbyrde. Nævnet bemærkede i tilslutning hertil, at kopi af brevet ifølge brevets eget indhold blev sendt til klageren og køberens advokat, men at der først blev fulgt op på sagen ved klagerens henvendelse til instituttet den 25. november 1999, og at sagen herefter af instituttet blev ekspederet inden for en rimelig tid. Nævnet fandt videre ikke, at klageren havde godtgjort at være berettiget til at få det omhandlede beløb forrentet efter reglerne for instituttets ”Kernekonto”. Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.