Afgørelse

Spørgsmål om ansvar for tab på lånefinansierede investeringer. Forældelse.

Indledning

Sagen vedrører spørgsmål om ansvar for klagerens tab på lånefinansierede investeringer. Spørgsmål om forældelse.

Sagens omstændigheder

Klageren var både privat- og erhvervskunde i Brørup Sparekasse(nu Saxo Privatbank).

Klageren har oplyst, at han i 2005 og primo 2006 flere gange blev kontaktet af Brørup Sparekasses kreditchef, R, der tilbød ham at låne 1 mio. kr. til køb af værdipapirer. Indklagede har oplyst, at sparekassen i marts 2006 tilbød udvalgte kunder en lånefinansieret investeringspakke med investering i investeringsbeviser samt i garantkapital i sparekassen. I sagen er fremlagt en brochure ”Nye muligheder for investering”, som Brørup Sparekasse udarbejdede i forbindelse hermed. Brochuren indeholdt blandt andet følgende:

”… EKSKLUSIV MULIGHED FOR BOLIGEJERE I BRØRUP SPAREKASSE …

En lånefinansieret investering er en spekulativ forretning og afhænger af udviklingen på de finansielle markeder og kan derfor også medføre tab. Før du træffer beslutning om et investeringslån, bør du søge information hos din rådgiver om risiciene og afveje og afgøre, om du er klar til at tage et eventuelt tab med i købet. …”

Brochuren indeholdt endvidere et eksempel på placering af en lånefinansieret investering på 500.000 kr. i forskellige værdipapirer, navnlig BankInvest investeringsbeviser, det forventede afkast og overskud heraf samt oplysning om, at en udførlig beskrivelse af de enkelte investeringsafdelinger kunne ses på BankInvests hjemmeside.

Den 27. marts 2006 købte klageren garantkapital i

Den 30. marts 2006 underskrev klageren en aftale om en investeringskredit på 550.000 kr. med variabel rente, for tiden 3,95 % p.a. Kreditten kunne opsiges af sparekassen med tre måneders varsel med en saglig begrundelse. Ifølge aftalen kunne kreditten ”alene anvendes til køb af værdipapirer.”

Samme dag underskrev klageren en formueplejeaftale ”Investeringsaftale”, hvoraf blandt andet fremgik:

”… BrørupSparekasse er herefter bemyndiget til at disponere over kundens depot, løbende at disponere og omlægge depotet samt foretage geninvestering af indestående på ovennævnte konto. …

Aftalens formål

Med henblik på størst muligt afkast forvalter BrørupSparekasse påtager sig intet ansvar for utilfredsstillende resultat – herunder negativt resultat i forbindelse med den løbende forvaltning.

Investeringsobjekter

Med udgangspunkt i kundens investeringshorisont og risikoprofil er aftalt investering i følgende aktivtyper og med følgende vægtning:

Forvaltningen af kundens investeringer skal som udgangspunkt ske indenfor de ovenfor anførte grænser. … Kunden er dog indforstået med, at ovennævnte vægtningsprocenter på grund af markedssvingninger ikke til enhver tid kan overholdes. I sådanne tilfælde vil BrørupSparekasse indenfor et passende tidsrum sikre, at de anførte vægtningsprocenter igen bliver overholdt. …

Ansvar

Al investering er forbundet med mulighed for både gevinst og tab. Kunden erklærer ved sin underskrift på aftalen sig bekendt med, at investering af værdipapirer indebærer risiko for tab, der bl.a. kan opstå i forbindelse med ændringer i værdien af værdipapirerne, i vekselkurser eller i udsteders situation. …

Meddelelser

BrørupSparekasse giver ved hvert køb, salg eller nytegning af værdipapirer meddelelse til kunden om de enkelte handler ved fremsendelse af nota. …

Ikrafttræden og ophør

Aftalen træder i kraft den 27. marts 2006. …”

Den 30. marts 2006 underskrev klageren endvidere et ”Tillæg til investeringspakke”, hvoraf fremgik:

”… Nærværende kredit er bevilget som en investeringspakke til investering i danske og udenlandske værdipapirer som beskrevet i Investeringsaftalen under afsnittet investeringsobjekter.

Uanset beskrivelsen omkring forvaltning og vægtningsprocenter i investeringsaftalen under afsnittet investeringsobjekter, så har BrørupSparekasse finder en justering eller ændring for hensigtsmæssig. …”

Samme dag underskrev klageren endvidere en håndpantsætningserklæring, hvorefter sparekassen fik sikkerhed i værdipapirdepotet tilknyttet klagerens investeringskredit. Af erklæringen fremgik, at sparekassen kunne stille krav om ekstraordinær nedbringelse af gælden eller kræve yderligere sikkerhedsstillelse, hvis pantets værdi blev forringet væsentligt.

Ifølge notaer sendt til klageren den 28. marts 2006 og den 10. april 2006 blev der købt værdipapirer for ca. 500.000 kr., således at klagerens portefølje i investeringspakken herefter var sammensat i overensstemmelse med den i investeringsaftalen anførte fordeling.

Den 31. oktober 2007 blev klagerens beholdning af BankInvest Virksomhedsobligationer solgt for ca. 48.000 kr. Den 25. februar 2008 blev der købt BankInvest Højrentelande lokalvaluta for ca. 50.000 kr. til klagerens depot. I notaen af 25. februar 2008 var anført, at købet var omfattet af investeringspakken og ”gennemført uden personlig rådgivning fra pengeinstituttet”.

I brev af 29. november 2009 orienterede sparekassen om investeringernes forløb og meddelte, at BrørupSparekasse Kapitalpleje ville blive opløst eller afhændet, og at investorerne kunne vælge imellem salg til markedskursen (ca. kurs 7) og fratrække tabet i 2009 eller beholde aktierne og fratrække tabet i 2010.

Af depotoversigter pr. 31. december 2009, 2010 og 2011 fremgik, at kursværdien af værdipapirerne i klagerens investeringspakke udgjorde henholdsvis ca. 280.000 kr., 332.000 kr. og 296.000 kr.

Af kontoudskrift af 12. januar 2012 vedrørende investeringskreditkontoen for perioden den 26. juni 2008 til den 12. januar 2012 fremgår, at der i januar 2011 og 2012 blev betalt præmier til forsikringer på henholdsvis 2.269 kr. og 2.296 kr., og at debetrenten lå i intervallet fra 4,2 % p.a. til 6,7 % p.a.

Den 16. maj 2012 og den 21. oktober 2013 anmodede sparekassen klageren om at kontakte sparekassen for et møde til drøftelse af investeringspakken.

Ved brev af 19. december 2013 anbefalede indklagede, at klageren lukkede investeringskreditten, da indklagede ikke længere kunne anbefale lånefinansieret investering i værdipapirer. Indklagede oplyste, at tabet for investeringspakken udgjorde ca. 232.000 kr.

Parternes påstande

Den 27. marts 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagerens påstand således, at Saxo Privatbank skal give klageren saldokvittering vedrørende investeringskreditten og holde ham skadesløs for tabet og omkostningerne opstået i forbindelse med etablering af investeringskreditten. Ankenævnet forstår endvidere klagerens påstand således, at Saxo Privatbank skal tilpligtes at anerkende at have handlet ansvarspådragende vedrørende oprettelse af kreditten, ved anvendelse af kreditten til betaling af forsikringer, og at Saxo Privatbank skal tilpligtes at sørge for, at klageren opnår de berettigede skattemæssige fradrag.

Saxo Privatbank har nedlagt påstand principalt om afvisning, subsidiært om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at sparekassen ved brug af tvang og aggressive salgsmetoder fik ham til at investere mod hans vilje. I 2005 og 2006 kontaktede R ham og hans kone utallige gange og lagde et stort pres på dem for at få dem til at optage et lån på 1 mio. kr. til køb af værdipapirer. Hans kone sagde helt fra og ønskede ikke at have noget at gøre med sparekassen og R. R lovede, at lånet ville være til en lav rente, at investeringerne ville give et stort afkast, og at han med garanti ikke ville få et tab på investeringspakken. Han afslog tilbuddet, hvorefter R tilbød, at lånet kunne være på 500.000 kr. Han afslog atter og oplyste, at han ønskede at koncentrere sig om sin virksomhed. R blev igen og igen ved med at presse ham til at skrive under. R forklarede overbevisende om sin store kompetence indenfor investeringer. R gjorde dokumenterne klar til underskrift og indkaldte ham til et møde i sparekassen den samme dag efter lukketid. R sagde, at dokumenterne skulle underskrives nu og gentog, at intet kunne gå galt. Han blev usikker og følte presset. Han frygtede, at det ville gå ud over hans virksomheds vækstmuligheder, hvis han ikke accepterede investeringspakken.

Sparekassen havde pligt til i detaljer at gennemgå indholdet af dokumenterne med ham og sikre sig, at han var fuldt ud bekendt med risiciene. Han underskrev de omfattende dokumenter i sparekassen efter lukketid den 30. marts 2006 på et møde af maksimalt 10 minutters varighed. På mødet sagde R meget bestemt, at han roligt kunne overlade investeringerne til R og sparekassens eksperter, og at han kunne regne med et årligt afkast på 50.-100.000 kr. Han kunne ikke overskue dokumenterne og var stadig rystet, da han forlod mødet. Han modtog ikke kopi af og fik ikke gennemgået dokumenterne. Han er ikke klar over, om forløbet var i overensstemmelse med sparekassens sædvanlige fremgangsmåde, men det er et faktum, at forløbet i denne sag fandt sted som beskrevet af ham.

Salgsbrochuren angav alene fordele, men ikke ulemper og risici ved investeringspakken. Brochuren var det eneste materiale, som han så. Det fremgår af indklagedes sagsfremstilling, at sparekassens salgsbrochure var det eneste grundlag, som sparekassens medarbejdere havde for at sælge investeringspakken. Dette dokumenterer, at sparekassens rådgivning var mangelfuld. Det var i strid med god skik, at sparekassen alene gav de informationer, som der stod i salgsbrochuren.

Sparekassen har handlet i ond tro. Sparekassen varetog ikke hans interesser, men tilgodeså i stedet egne interesser, blandt andet ved at oprette en investeringskredit med en høj rente og ved at sælge værdiløse garantbeviser til ham.

Sparekassen har ikke overholdt aftalen om udlevering af kopi af aftaledokumenterne, meddelelser om investeringspakkens indhold og handel med værdipapirer og løbende ændringer af personlige og økonomiske forhold. Han modtog ingen information om investeringernes forløb. Han kontaktede sparekassen og R telefonisk mange gange for at høre, hvordan det gik med investeringerne. Han fik intetsigende svar om, at ”det går som det skal, det går op, og det går ned og når det går nedad så retter det sig op igen”, og om at sparekassen fulgte investeringerne og købte og solgte i internt regi. R meddelte, at investeringerne var i gode hænder hos sparekassen, og at han kunne se resultatet på årsopgørelsen fra Skat.

Sparekassen var ikke berettiget til at købe værdipapirerne uden hans accept. I notaen af 25. februar 2008 er anført, at købet var ”gennemført uden personlig rådgivning fra pengeinstituttet”. Ingen af notaerne er underskrevet af ham.

Sparekassen var passiv frem til år 2008, hvor han blev kontaktet af sparekassen i forbindelse med, at nogle af værdipapirerne skulle sælges, og derefter indtil han modtog brevet af 21. oktober 2013. Han tog selv initiativ til afholdelse af et møde den 24. oktober 2013.

Han blev kontaktet af sparekassen flere gange i 2008 for underskrift af dokumenter. R meddelte, at værdipapirerne skulle sælges og kreditten indfries, da man ikke måtte købe værdipapirer for lånte midler, og da kundeforholdsforsikringen ikke måtte betales over investeringskreditkontoen. Sparekassen forsøgte at slette sine egne ulovligheder. Han afviste at underskrive dokumenterne og meddelte, at han havde optaget kreditten under pres fra sparekassen.

Sparekassen brugte uberettiget uden hans viden og accept investeringskreditten til betaling af hans kundeforholdsforsikringer, selvom investeringskreditten var øremærket til investeringer. Sparekassen var ikke berettiget til at foretage overførsler mellem hans konti uden hans accept.

På et møde i august 2009 vedrørende finansiering af hans virksomhed tilbød R ham en samlet kassekredit. Han anførte, at han havde fået mangelfuld rådgivning i forbindelse med investeringerne, hvorefter R sagde, at han kunne finde et nyt pengeinstitut. Han skiftede herefter pengeinstitut og bibeholdt alene investeringskreditten i sparekassen.

Sparekassen har på intet tidspunkt oplyst ham om klagemulighederne.

Brørup Sparekasse (Saxo Privatbank) har til støtte for frifindelsespåstanden blandt andet anført, at kunderne ifølge sparekassens procedure og ifølge instruktionen til sparekassens medarbejdere skulle oplyses om risikoen ved investeringen blandt andet ved gennemgang af brochuren og af alle aftaledokumenterne, inden kunderne tog beslutning om at sige ja til investeringspakken. R er ikke længere ansat hos indklagede. Det virker ikke troværdigt, at R skulle have garanteret, at der ikke skulle kunne gå noget galt. Påstanden om, at R skulle have lagt pres på klageren, virker mærkværdig. Dette har på intet tidspunkt været en del af sparekassens måde at markedsføre produkter på. Alle medarbejdere, som rådgav om investeringspakken, havde lang erfaring og den fornødne uddannelse til at rådgive om produktet.

Sparekassen har både i brochuren og i investeringsaftalen advaret klageren om, at der er risiko for tab ved al investering samt beskrevet, hvad der blev investeret i ved aftalens indgåelse i 2006. Det fremgår af investeringsaftalen, at ”BrørupSparekasse påtager sig intet ansvar for utilfredsstillende resultat – herunder negativt resultat i forbindelse med den løbende forvaltning”, og at ”Al investering er forbundet med mulighed for både gevinst og tab. Kunden erklærer ved sin underskrift på aftalen sig bekendt med, at investering af værdipapirer indebærer risiko for tab, der blandt andet kan opstå i forbindelse med ændringer i værdien af værdipapirerne, i vekselkurser eller i udsteders situation.”

Sparekassens fremgangsmåde var i overensstemmelse med de dagældende regler for god skik. Sparekassen udarbejdede ikke investeringsprofiler, da investeringen i 2006 fandt sted før ikrafttræden af MiFID-reglerne.

Sparekassen har ikke handlet ansvarspådragende. Investeringerne blev foretaget i overensstemmelse med investeringsaftalen og fuldmagten, hvorfor hverken fremgangsmåden, investeringerne eller omlægningerne kan kritiseres.

Klageren modtog oplysning om udviklingen i porteføljen, herunder kursgevinst og kurstab ved årlige depot- og årsoversigter pr. 31. december, ved årlige kontoudtog pr. 20. marts og ved handelsnotaer over hver transaktion. Klageren kunne endvidere løbende følge udviklingen i investeringspakkerne via Netbank, ligesom indklagede jævnligt opdaterede oplysningerne om investeringspakkerne på sin hjemmeside. Klageren modtog således løbende oplysning om udviklingen i porteføljen uden at reagere. Klagerens påstand om, at R skulle have udtalt, at oplysningerne kørte i sparekassens regi, må være en misforståelse, idet sparekassen og indklagede jævnligt opdaterede sin hjemmeside med oplysning om investeringspakkerne.

Klageren burde have fremsat et eventuelt krav senest tre år efter indgåelsen af investeringsaftalerne, foretagelse af investeringerne eller omlægningerne heraf, da klageren fra disse tidspunkter ikke kunne være uvidende om investeringernes sammensætning og tab. Klageren har udvist rettighedsfortabende passivitet vedrørende kravet i forbindelse med indgåelsen og etableringen af investeringspakken i 2006 og vedrørende investeringen og omlægningen i 2007 og 2008. Et eventuelt erstatningskrav er under alle omstændigheder forældet, da klagen til Ankenævnet først blev indgivet den 27. marts 2014. Størstedelen af tabet indtraf i 2008 og fremgik af årsoversigten for 2008. Fra dette tidspunkt kan klageren ikke have været uvidende om tabet på investeringerne.

Klageren har modtaget og selv fremlagt kopi af aftaledokumenterne. Klagerens garantbevis har en værdi af 50.000 kr., og der er løbende betalt rente fra garantkapitalen. Det fremgår endvidere af indklagedes brev af 21. oktober 2013, at kundeforholdsforsikringer blev betalt fra investeringskontoen.

Brørup Sparekasse (Saxo Privatbank)har til støtte for afvisningspåstanden blandt andet anført, at sagen i hvert fald for så vidt angår indgåelsen og etableringen af investeringspakkerne alene kan afgøres på grundlag af parts- og vidneforklaringer, særligt henset til at klagerens tidligere rådgiver ikke længere er ansat hos indklagede, hvorfor der er usikkerhed om bedømmelsen af de faktisk fremkomne oplysninger. Indklagede har endvidere anført, at sagen bør afvises, da klageren ikke har henvendt sig til indklagedes klageansvarlige inden indgivelsen af klagen.

Ankenævnets bemærkninger

Det følger af forældelseslovens § 3, at erstatningskrav baseret på rådgivningsansvar forældes efter tre år regnet fra rådgivningstidspunktet, medmindre klageren var i undskyldelig uvidenhed om sit krav. I så fald regnes forældelsesfristen fra det tidspunkt, hvorklageren fik eller burde have fået kendskab til kravet.

I marts 2006 investerede klageren for lånte midler i investeringsbeviser og garantbeviser i Brørup Sparekasse for i alt 550.000 kr. En mindre del af investeringen blev omlagt i oktober 2007 og i februar 2008. Der er i sagen fremlagt uddrag af depotoversiger pr. 31. december for årene 2008 til 2012 og handelsnotaer, der blev sendt til klageren. Indklagede har endvidere oplyst, at klageren fik årlige kontoudtog pr. 20. marts. Det fremgår af depotoversigten for 2009, at kursværdien af klagerens depot, der ved etableringen af porteføljen i foråret 2006 udgjorde ca. 500.000 kr. (eksklusiv garantbeviset), var faldet til ca. 280.000 kr.

Ankenævnet finder, at klageren, senest da han modtog depotoversigten pr. 31. december 2009, var eller burde være klar over, at der var betydelige risici forbundet med investeringen, og han i givet fald måtte vurdere, om Brørup Sparekasses(nu Saxo Privatbank) rådgivning måtte anses for mangelfuld. Klagerens eventuelle krav var derfor forældet, da klageren den 27. marts 2014 indbragte sagen for Ankenævnet.

Ankenævnet finder ikke, at der i øvrigt foreligger omstændigheder, der kan føre til, at indklagede skal pålægges helt eller delvist at frafalde sit krav i henhold til investeringskreditten. Ankenævnet bemærker herved, at det af kontoudskriften, der blev sendt til klageren den 12. januar 2012, fremgår, at præmier til forsikringer blev betalt fra investeringskreditkontoen i januar 2011 og 2012.

Det er ikke godtgjort, at indklagede har påtaget sig at sørge for, at klageren opnår de berettigede skattemæssige forhold. Ankenævnet lægger til grund, at indklagede vil medvirke til at tilvejebringe den fornødne dokumentation med henblik på klagerens mulighed for at opnå skattemæssigt fradrag.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.