Rådgivning, alternativt statsgaranteret studielån.
| Sagsnummer: | 166/1993 |
| Dato: | 29-09-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Busk, Kirsten Nielsen, Niels Bolt Jørgensen |
| Klageemne: |
Udlån - studielån
|
| Ledetekst: | Rådgivning, alternativt statsgaranteret studielån. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I 1979 ydede indklagedes Finsensvej afdeling, Frederiksberg, klageren en kassekredit på 30.000 kr. Til sikkerhed for lånet modtog indklagede håndpant i et ejerpantebrev med pant i klagerens ægtefælles sommerhus. Klageren var indehaver af et entreprenørfirma.
Kassekreditten blev i april 1984 forhøjet til at maksimum på 70.000 kr.
Klageren, der er født i 1925, fik i begyndelsen af 80'erne en ryglidelse; i august 1985 påbegyndte han uddannelse som byggetekniker og fortsatte fra 1987 med en uddannelse som bygningskonstruktør.
I februar 1988 bevilgede indklagede en forhøjelse af kassekreditten med 80.000 kr. til 150.000 kr., idet ejerpantebrevet i sommerhuset samtidig blev forhøjet til 175.000 kr.
Ifølge klageren undlod indklagede i forbindelse med forhøjelsen af kassekreditten at orientere klageren om muligheden for at optage et statsgaranteret studielån, mens indklagede har oplyst, at optagelsen af et statsgaranteret studielån blev drøftet, men at klageren oplyste, at han var for gammel, hvorfor spørgsmålet ikke blev undersøgt nærmere. Ifølge klageren blev et statsgaranteret studielån først drøftet senere, idet klageren mente, at renten på studielån var lavere; klageren forespurgte indklagede herom, men fik oplyst, at renten var den samme.
I august 1988 solgte klageren entreprenørfirmaet, og i december samme år bestod klageren eksamen som bygningskonstruktør. Det lykkedes ikke klageren at opnå fast ansættelse.
I september 1991 afholdtes en række møder om engagementet. Indklagede ønskede kassekreditten omlagt til et lån på 169.320,20 kr., som skulle afvikles med 3.000 kr. månedligt. Lånet blev etableret som et boliglån, og frem til august 1992 overholdt klageren afviklingsbetingelserne.
I januar 1993 overgav indklagede engagementet til retslig inkasso. Indklagedes advokat lod klageren tilsige til fogedretten i marts 1993, hvor klagerens advokat gav møde og protesterede mod foretagelse af udlæg. Fogedsagen blev herefter udsat til behandling hos den juridiske foged.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes principalt at eftergive lånets restgæld, subsidiært at indgå en afviklingsordning, som klageren kan overholde, og mest subsidiært at fastfryse lånets restgæld indtil videre.
Indklagede har nedlagt påstand principalt om frifindelse, subsidiært om nedsættelse af lånets restgæld med et beløb svarende til forskellen mellem et statsgaranteret studielåns rente og den anvendte forretning.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at det er ubestridt, at han uagtet sin alder havde haft mulighed for at opnå et statsgaranteret studielån. Indklagede undlod at vejlede ham om denne mulighed, og senere, da klageren blev bekendt med muligheden, oplyste indklagede, at der ikke var nogen rentefordel herved. Klageren modtager nu folkepension, men som følge af indklagedes mangelfulde rådgivning befinder familien sig i en situation, hvor den risikerer at miste sommerhuset, som nu er familiens bolig. Som følge af at det til indklagede håndpantsatte ejerpantebrev ligger inden for ejendommens værdi, er klageren afskåret fra at opnå gældssanering.
Indklagede har anført, at klageren i forbindelse med forhøjelsen af kassekreditten gav indtryk af selv at have undersøgt muligheden for at opnå et statsgaranteret studielån, hvorfor det ikke kan bebrejdes indklagede, at man har undladt at undersøge dette spørgsmål. Indklagede havde ingen interesse i at få pant i ægtefællens sommerhus frem for en statsgaranti. Indklagedes medarbejder har ingen erindring om at have drøftet rente på et statsgaranteret studielån med klageren, men afviser, at han kan have udtalt sig som anført af klageren. Såfremt klageren vil indgå i en acceptabel afdragsordning, er indklagede indstillet på at stoppe inkassosagen.
Ankenævnets bemærkninger:
Uanset om spørgsmålet om optagelse af et statskautioneret studielån ikke blev nævnt i forbindelse med forhøjelsen af klagerens kassekredit i februar 1988, således som klageren har forklaret, eller om spørgsmålet blev nævnt af klageren med bemærkning om, at han var for gammel, således som indklagedes medarbejder har forklaret, findes det ikke at kunne betragtes som en ansvarspådragende fejl, at medarbejderen undlod på eget initiativ at rejse dette spørgsmål, henholdsvis undlod at foretage en nærmere undersøgelse vedrørende muligheden. Ankenævnet finder det endvidere ikke godtgjort, at den pågældende medarbejder på et senere tidspunkt oplyste, at renten på et studielån var den samme som renten på klagerens kassekredit. Ingen af klagerens påstande kan herefter tages til følge, hvorved bemærkes, at Ankenævnet ikke kan pålægge indklagede at acceptere en bestemt afviklingsordning.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.