Krav om erstatning for investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.
| Sagsnummer: | 1272/2009 |
| Dato: | 11-02-2011 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Hans Daugaard, Karin Duerlund, Carsten Holdum, Ole Jørgensen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Krav om erstatning for investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer. |
| Indklagede: | Jyske Bank |
| Øvrige oplysninger: | IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning
Sagen vedrører, om Jyske Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med klagerens investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.
Sagens omstændigheder
Klageren, der er pensionist, er kunde hos Jyske Bank, hvor hun bl.a. har en kapitalpension.
Primo oktober 2007 sendte banken en brochure til klageren vedrørende Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.
Den 8. oktober 2007 var klageren til møde i banken, hvor hun fik udarbejdet en investeringsplan, der viste en såkaldt "stabil" investeringsprofil.
Af resuméet fra mødet fremgår bl.a., at klageren ønsker en pensionsopsparing, at pensionsopsparingen skal anvendes om 3 – 7 år, at klageren ønsker en investering med "et godt og sikkert afkast på lang sigt, men kan acceptere en moderat risiko på kort sigt", at klageren kan acceptere et negativt afkast et enkelt år på -10% og at hun vil involvere sig i fordelingen mellem aktivtyper og regioner indenfor hendes investeringsprofil.
Nederst på resuméet er over dato- og underskriftsfelt anført:
"Vær opmærksom på, at selv om du har oplyst banken om, hvor stort et negativt afkast du kan acceptere, tager banken ikke ansvar for at et eventuelt negativt afkast under uheldige omstændigheder kan blive større."
Af bankens faktablad for den stabile profil fremgår, at udgangspunktet for bankens porteføljesammensætning for denne profil er 65% nye aktiemarkeder.
Endvidere fremgår:
"…
Fin balance mellem forventet afkast og risikovillighed
Fordelene ved at investere efter den stabile profil:
gode muligheder for et stabilt afkast på lang sigt
mulighed for afkast, som ligger over gennemsnittet på obligationsmarkedet.
Du må kunne leve med, at afkastet i enkelte år kan være negativt.
Deklaration
…
Øverst ser du, hvordan vi anbefaler at fordele aktiverne. For at sikre en stabil udvikling er andelen af obligationer størst.
I perioder kan vores aktuelle anbefaling være lidt anderledes, hvis vi vurderer, at det kan give et bedre resultat.
…"
Den 26. oktober 2007 købte klageren på bankens anbefaling 271 stk. Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer til kurs 102 for 27.642 kr., svarende til ca. 5% af klagerens depotværdi på det tidspunkt.
Efterfølgende anmodede klageren banken om at kompensere hende for tabet ved investeringen.
Ved brev af 4. december 2009 afviste banken at være erstatningsansvarlig for klagerens tab ved investeringen.
Finanstilsynet har i en offentliggjort afgørelse af 8. juli 2009 over for Hedgeforeningen Jyske Invest påtalt, at foreningen handlede i strid med redelig forretningsskik og god praksis jf. § 18 i lov om investeringsforeninger, specialforeninger m.v. da foreningen udarbejdede salgsbrochuren om Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer, "fordi brochuren ikke udgør en afbalanceret beskrivelse af produktets egenskaber og de risici, der er forbundet med investeringen".
Finanstilsynet har i en anden offentliggjort afgørelse af 24. november 2009 over for Jyske Bank påtalt, at banken "i forbindelse med salg af andele i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke generelt har taget skridt til at rette op på, at salgsbrochuren fra investeringsforeningen Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer ikke udgør en afbalanceret beskrivelse af produktets egenskaber og de risici, der er forbundet med investeringen."
Parternes påstande
Klageren har den 10. december 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal erstatte klageren tabet ved investeringen i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.
Jyske Bank har nedlagt principal påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at hendes rådgiver oplyste ved investeringsmødet, at investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer var helt sikker.
Hun investerede i tillid til rådgivningen i banken i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer, men føler sig "snydt" af rådgiveren.
Hun fik forkert rådgivning, og banken er ansvarlig herfor.
Jyske Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagerens og bankens beskrivelse af rådgivningen vedrørende Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligation adskiller sig væsentligt fra hinanden.
Afklaringen af spørgsmålet kræver en bevisførelse, der ikke kan ske for Ankenævnet. Da spørgsmålet må anses for væsentligt for sagens afgørelse, kan der ikke træffes en afgørelse uden en sådan bevisførelse. Sagen bør derfor afvises.
Banken har til støtte for frifindelsespåstanden anført, bankens investeringsrådgivning var i overensstemmelse med klagerens investeringsprofil.
Det bestrides, at rådgiveren skulle have oplyst, at der ikke generelt var nogen risiko ved hedgefonde, der handler obligationer. Klageren fik inden købet af Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligation individuel, mundtlig rådgivning om foreningen, herunder om risikoen og gearingen.
Banken begik ikke ansvarspådragende fejl i forbindelse med rådgivningen.
Klageren ønskede selv at gennemføre investeringen i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligation.
Investeringen udgjorde alene en mindre del af klagerens portefølje.
Klageren var eller burde have været bekendt med, at der var en vis risiko forbundet med investeringen.
Klageren har derfor ikke noget berettiget krav mod banken.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion
Ankenævnet finder ikke grundlag for, at sagen skal afvises.
Af Finanstilsynets afgørelse af 24. november 2009 til Jyske Bank fremgår:
"Finanstilsynet påtaler, at Jyske Bank A/S i forbindelse med salg af andele i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke generelt har taget skridt til at rette op på, at salgsbrochuren fra Investeringsforeningen Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke udgør en afbalanceret beskrivelse af produktets egenskaber og de risici, der er forbundet med investeringen. Banken har i den forbindelse heller ikke sikret, at kunder, der blev anbefalet at geninvestere midler fra udløbne strukturerede obligationer og stats- og realkreditobligationer, på tydelig måde blev informeret om relevante risici ved en investering i hedgeforeningen.
Jyske Bank A/S har derved ikke levet op til forpligtelsen i den dagældende bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder, § 7, stk. 3, 3. pkt."
Det er understreget i afgørelsen, at Finanstilsynet ikke hermed har taget stilling til, hvorvidt rådgivningen af den enkelte kunde lever op til bekendtgørelsens krav.
Herefter finder Ankenævnet, at det i den konkrete sag må påhvile Jyske Bank at godtgøre, at klageren forud for købet af Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer har modtaget fyldestgørende rådgivning om, hvorledes disse obligationer risikomæssigt adskiller sig fra såvel almindelige stats- og realkreditobligationer som obligationsbaserede investeringsbeviser, herunder om den særlige risiko, som var en følge af gearingen af produktet.
Ankenævnet finder, at Jyske Bank ikke alene på baggrund af klagerens investeringserfaring eller udsendelsen af brochuren, der har givet Finanstilsynet anledning til en påtale over for Hedgeforeningen Jyske Invest, har kunnet forudsætte, at klageren var fortrolig med produktets særlige karakter.
Da Jyske Bank ikke har godtgjort, at klageren modtog fyldestgørende rådgivning forud for købet af Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer, er banken erstatningsansvarlig for det tab som klageren har lidt som følge af investeringen. Som følge heraf træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Jyske Bank skal inden fire uger tilbyde klageren kurtagefrit at tilbagekøbe 271 stk. Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer til anskaffelseskursen.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.