Afgørelse

Rådgivning om investering i aktiebaserede investeringsbeviser i juni 2000.

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens krav om erstatning for tab på investering i aktiebaserede investeringsbeviser erhvervet i forbindelse med klagerens etablering af en ratepension.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født den 18. oktober 1940, har været kunde hos indklagede i en årrække.

Den 8. juni 2000 deltog klageren i et møde i indklagedes Vojens afdeling, hvor oprettelse af en ratepension blev drøftet. Af indklagedes interne referat fra mødet fremlagt under sagen fremgår, at klageren havde solgt sin virksomhed den 1. maj s.å., men fortsatte med erhvervsvirksomhed med udlejning af fast ejendom. Det blev drøftet at etablere en pensionsordning hos indklagede med et indskud på 500.000 kr. årligt. Det indskudte beløb skulle placeres i investeringsbeviser i Uni-invest Special Formueforvaltning. På mødet blev der ikke truffet endelig beslutning om etablering af ordningen.

Den 26. juni 2000 underskrev klageren en aftale om oprettelse af en arbejdsgiveradministreret ratepension med et indskud på 500.000 kr. årligt, første gang 1. juli 2000 og sidste gang 1. juli 2003. De indskudte midler skulle placeres i et individuelt værdipapirdepot. Udbetaling af ordningen skulle ske i 10 år med virkning fra 1. juli 2005.

Den 27. juni 2000 afregnede indklagede klagerens køb af 3.100 investeringsbeviser i Uni-invest Special Formueforvaltning Pension til kurs 147,10 svarende til et samlet afregningsbeløb på ca. 458.000 kr. Papirerne blev købt til indlæggelse i klagerens ratepensionsdepot.

Indklagede har anført, at Nordea Invest Special Formueforvaltning Pension (tidligere Uni-invest Special Formueforvaltning Pension) er en unoteret afdeling, der investerer i globale aktier.

Af pensions- og forsikringsoversigt pr. 31. december 2000 til klageren fremgår, at værdien af ratepensionsordningen var 393.793 kr. Af det indskudte beløb på 500.000 kr. var betalt arbejdsmarkedsbidrag med 40.000 kr.

Klageren har anført, at han efter modtagelsen af oversigten rettede personlig henvendelse den 1. februar 2001 til indklagede med forespørgsel om ratepensionen.

Af depotoversigt pr. 31. december 2002 fremgår, at ratepensionsdepotet fortsat indeholdt 3.100 investeringsbeviser i Nordea Invest Special Formueforvaltning Pension til kurs 53,098 svarende til en kursværdi på ca. 164.000 kr.

Af sagen fremgår, at klageren og dennes helejede anpartsselskab pr. 30. juni 2000 havde en formue i frie midler på mere end 6,1 mio. kr. fordelt på tre indlånskonti og et værdipapirdepot. Ca. 59 % af formuen var placeret i obligationer, mens 41 % var kontante midler.

Endvidere fremgår, at klageren hos Nordea Liv og Pension, der er koncernforbundet med indklagede, havde pensionsforsikringsordninger pr. 30. juni 2000 til en værdi af omkring 2.960.000 kr.

Parternes påstande.

Klageren har den 7. juli 2003 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han stiller sig uforstående over for, at der blev købt investeringsbeviser i forbindelse med etableringen af ratepensionen. På denne måde blev der investeret i aktier, hvilket han ikke gav tilsagn om. Ingen af hans eller selskabets midler var placeret i aktier, men alligevel har afdelingsdirektøren ført ham bag lyset og investeret i aktier. I indklagedes interne referat fra mødet i juni 2000 fremgår ikke noget om investering i aktier.

Baggrunden for, at han etablerede ratepensionen var indklagedes anbefaling og løfte om en pæn rente. Han ønskede ikke at investere i aktier som følge af tidligere erfaringer hermed.

Indklagede begik således en fejl ved at købe de omhandlede investeringsbeviser. Som følge heraf bør indklagede godtgøre ham tabet herved.

Indklagede har anført, at midlerne indskudt på ratepensionsordningen i juni 2000 blev placeret i overensstemmelse med det aftalte, nemlig i et individuelt depot. Klageren, der er en erfaren investor, traf den endelig beslutning om at lade midlerne placere i Nordea Invest Special Formueforvaltning Pension. Dette skete efter, at klageren havde modtaget rådgivning om investeringens art og karakter, herunder at investeringsforeningen investerede i aktier. Klageren modtog efter handlen en nota som bekræftelse.

Som erfaren investor måtte det stå klageren klart, at investeringen kunne udvikle sig positivt eller negativt. Klageren burde under alle omstændigheder have anfægtet købet af investeringsbeviserne langt tidligere, nemlig i umiddelbar forbindelse med modtagelsen af handelsnotaen.

Af mødereferatet fra 8. juni 2000 fremgår, at klageren via et andet pengeinstitut havde investeret i en ordning med aktier og obligationer.

Ved rådgivningen af klageren lagde indklagede vægt på, at klageren havde andre pensionsordninger, herunder i pensionsforsikringsselskaber samt i andre pengeinstitutter. Herudover havde klageren en betydelig opsparing i frie midler i sit helejede anpartsselskab.

Den gennemsnitlige løbetid på ratepensionen var 10 år på etableringstidspunktet. Denne investeringshorisont taler ikke imod investering i aktier, herved bemærkes, at der ved investering via investeringsforeninger opnås en stor spredning af investeringerne.

Klageren er opført på en mailing-liste over personer, der har investeret i den omhandlede investeringsforeningsafdeling, og til hvem der er fremsendt kvartårlige rapporter med beskrivelse af udviklingen i foreningens porteføljer og formue.

Klageren har hele tiden haft mulighed for at afhænde investeringsbeviserne, hvilket han har undladt, selv om han angiveligt allerede 1. februar 2001 henvendte sig til indklagede om investeringen.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Der er ikke grundlag for at fastslå, at indklagede ved rådgivningen af klageren i forbindelse med etableringen af ratepensionen og købet af de aktiebaserede investeringsbeviser begik fejl eller forsømmelser, der kan medføre erstatningsansvar. Det er ikke godtgjort, at klageren tilkendegav, at han ikke ønskede at placere midler i aktier, ej heller via en investeringsforening, men at han kun ønskede at placere i obligationer i overensstemmelse med hidtidig placering af midler, herunder placering af anpartsselskabets midler.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.