Ekspeditionstid ved indgåelse af kurskontrakt.
| Sagsnummer: | 146/1997 |
| Dato: | 18-09-1997 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Allan Pedersen, Mette Reissmann |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - kurssikring
Realkreditbelåning - ekspeditionstid |
| Ledetekst: | Ekspeditionstid ved indgåelse af kurskontrakt. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved købsaftale af 25. april 1996 købte klagerne en fast ejendom med overtagelse den 1. juni 1996. Ifølge købsaftalen skulle købesummen på 1.417.000 kr. berigtiges ved bl.a. hjemtagelse af et 30-årigt kontantlån i BRFkredit på 1.134.000 kr. Vedrørende ejerskiftelånet fremgår bl.a.:
"Såvel kontantlånets størrelse som den anførte ydelse og kontantlånsrenten er anslået. Størrelsen af kontantlånet fastlåses i forbindelse med lånetilbud. Rente og ydelse fastlåses i forbindelse med salg af obligationer eller indgåelse af fastrenteaftale/kurskontrakt. Køber bærer risikoen for udsving i rente og ydelse. Køber og sælger er gjort bekendt med mulighederne for tegning af kurskontrakter/fastrenteaftaler såvel for lån, der skal indfries som for det nye kontantlån."
BRFkredit afgav fredag den 26. april 1996 overfor den medvirkende ejendomsmægler et lånetilbud på et 8 % obligationslån på 1.183.000 kr. til en aktuel kurs på 96,35.
Ved skrivelse af 29. april 1996 fremsendte ejendomsmægleren handelens dokumenter til indklagede, som er sælgers pengeinstitut, med anmodning om ekspedition af lånesagen. Af skrivelsen fremgår bl.a.:
"Ejerskiftelånet optages, efter købers ønske, som et obligationslån og De bedes foranledige lånet kurssikret uden ugrundet ophold."
Indklagede modtog skrivelsen onsdag den 1. maj 1996.
Ved skrivelse af 30. april 1996 modtaget hos indklagede den 2. maj 1996, meddelte ejendomsmægleren, at det fremsendte lånetilbud ikke stemte overens med det søgte, hvorfor BRFkredit var blevet anmodet om at fremsende et nyt. Af skrivelsen fremgår i øvrigt bl.a.:
"Vi skal dog gøre opmærksom på, at det nye ejerskiftelån godt kan kurssikres fra d.d., dette er telefonisk oplyst fra BRFkredit i dag."
Indklagede har oplyst, at man ved modtagelsen af ejendomsmæglerens skrivelse torsdag den 2. maj 1996 forgæves forsøgte at indhente oplysningerne om det nye lån hos både BRFkredit og ejendomsmægleren. Den ekspederende medarbejder hos BRFkredit var ikke at træffe, og de øvrige medarbejdere kunne ikke oplyse, hvad det nye lånetilbud omfattede. Det blev aftalt, at den BRFkredits medarbejder skulle vende tilbage hurtigst muligt. Fredag den 3. maj 1996 var St. Bededag. Den ekspederende medarbejder hos BRF kontaktede ikke indklagede mandag den 6. maj 1996, hvorfor indklagede dagen efter kontaktede BRF, som nu meddelte indklagede oplysningerne om det nye lån.
Det endelige lånetilbud, som BRFkredit fremsendte til ejendomsmægleren den 7. maj 1996, var 10.000 kr. større end det tidligere. Den aktuelle kurs var 95,10.
Indklagede har oplyst, at den ene af sælgerne afhentede kurskontrakten til underskrift i hjemmet samme dag som oplysningerne om det nye lån var modtaget. Kurskontrakten blev modtaget retur i underskrevet stand den 9. maj 1996, hvor kurssikring blev foretaget til kurs 94,25.
Indklagede modtog det endelige lånetilbud fra ejendomsmægleren den 13. maj 1996.
I henhold til refusionsopgørelsen betalte klagerne bl.a. 9.597,50 kr. til sælgerne svarende til differencen i kontantprovenuet vedrørende ejerskiftelånet.
Ved klageskema af 1. april 1997 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har anført, at indklagede burde have foranlediget lånet kurssikret straks. Indklagede kunne som sælgers pengeinstitut have foranlediget lånet kurssikret ved telefonisk henvendelse til BRFkredit, selv om sælger endnu ikke havde underskrevet dokumenterne herom, idet det for BRFkredit er tilstrækkeligt, at disse blev fremsendt efterfølgende. Såfremt indgåelse af kurskontrakt forudsatte, at dokumenterne hertil var underskrevet af sælger, burde indklagede straks have orienteret dem herom. Indklagede bør erstatte deres tab som følge af den forsinkede ekspedition af kurssikringen. Kravet omfatter dels kontantreguleringen på 9.597,50 kr. i henhold til refusionsopgørelsen, dels den kapitaliserede ydelsesstigning på lånet på 25.053 kr., svarende til kursfaldet på 2,1 (96,35 ÷ 94,25) ganget obligationsgælden og divideret med 100.
Indklagede har anført, at det ikke var muligt at få de nødvendige oplysninger fra BRFkredit før den 7. maj 1996, idet der ikke forelå et endeligt lånetilbud før dette tidspunkt. Sælgerne blev straks kontaktet med henblik på underskrivelse af kurskontrakten, og kurssikring blev foretaget så snart underskrifterne forelå. Ekspeditionstiden er acceptabel, og indklagede har ikke medvirket til forsinkelse af sagen. Klagernes opgørelse af kravet bestrides.
Ankenævnets bemærkninger:
De fremkomne oplysninger om baggrunden for, at ejerskiftelånet først blev kurssikret den 9. maj 1996 giver ikke Ankenævnet grundlag for at kritisere indklagedes sagsbehandling.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.