Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om erstatning i forbindelse med ikke igangsat omprioritering.

Sagsnummer: 573 /1995
Dato: 11-06-1996
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Ole Just, Allan Pedersen, Jens Ole Stahl
Klageemne: Realkreditbelåning - ekspeditionstid
Ledetekst: Spørgsmål om erstatning i forbindelse med ikke igangsat omprioritering.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Klageren henvendte sig den 2. september 1993 i indklagedes Amagerbrogade afdeling med henblik på omprioritering af sin faste ejendom. Samme dag fremsendte indklagede to konsekvensberegninger vedrørende omlægning af et eksisterende obligationslån med en restgæld på ca. 570.000 kr. Den 14. sm. hævede afdelingen 300 kr. på klagerens konto i gebyr for beregningerne.

Klageren har oplyst, at han efter modtagelsen af beregningerne valgte at se tiden an i forventning om, at renten ville falde yderligere. Den 11. november 1993 henvendte han sig på ny til afdelingen, idet han da havde besluttet sig for at foretage en omprioritering. Samme dag bestilte indklagede en tingbogsattest og hævede gebyr 100 kr. herfor på klagerens konto.

Ifølge indklagede foretoges der ikke yderligere i sagen, før klageren medio april 1994 henvendte sig for at hente sine papirer. Sagen var imidlertid på dette tidspunkt bortkommet. Sagen blev genfundet medio august 1994, og afdelingen orienterede klageren herom.

Klageren har ved klageskema af 21. november 1995 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at han ved henvendelsen den 11. november 1993 anmodede indklagede om at igangsætte omprioriteringen. Han fik oplyst, at dette kunne ske, men at man blot skulle indhente en tingbogsattest. Bl.a. som følge af, at han skulle have foretaget en længe ventet operation, gik der nogen tid, før han igen kontaktede indklagede, der havde oplyst, at der var lang ekspeditionstid som følge af de mange omprioriteringssager.

Indklagede har anført, at der ikke er indgået aftale med klageren om, at der skulle igangsættes en omprioritering. At sagens dokumenter var bortkommet, var ikke i sig selv til hinder for at påbegynde en omprioritering, hvis klageren havde ytret ønske herom. Hertil kommer, at klageren har reklameret for sent.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at klageren med indklagede aftalte, at indklagede skulle foretage omprioritering af hans faste ejendom. Allerede som følge heraf finder Ankenævnet ikke grundlag for at tage klagerens påstand til følge, hvorfor

Klagen tages ikke til følge.