Afgørelse

Rådgivning om valg af lånetype/renteprocent.

Klagerne optog i august 1995 et 9 pct. kontantlån hos det indklagede realkreditinstitut. Som følge af rentefald i efteråret 1995 fremsendte instituttet i november 1995 en beregning til klagerne vedrørende omlægning til et 7 pct. kontantlån. I december 1995 fremsendte instituttet et omlægningstilbud til klagerne på et 7 pct. kontantlån. Lånetilbudet indeholdt en angivelse af tilbudskursen og obligationshovedstolens størrelse. Lånetilbudet var bl.a. vedlagt en ordliste, som indeholdt en beskrivelse af en række centrale begreber, herunder om låntyper, samt et pantebrev, som indeholdt en beskrivelse af indfrielsesvilkårene for kontantlån. Instituttet udarbejdede i december 1995 og i januar 1996 omlægningsberegninger til klagerne vedrørende 6, 7 og 8 pct. kontantlån. Klagerne indgik den 30. januar 1996 en prioriterings- og tinglysningsaftale med instituttet samt en fastkursaftale, i henhold til hvilken det nye lån skulle udbetales den 14. februar til kurs 82,75. Klagerne rejste i december 1998 erstatningskrav mod instituttet for den forøgede indfrielsesværdi på 6 pct. lånet, idet de henviste til, at dette lån var blevet optaget efter anbefaling af instituttet.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle yde dem erstatning for det tab, de ved salg af ejendommen ville komme til at lide som følge af låneomlægningen til et 6 pct. kontantlån. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt det ikke godtgjort, at klagerne over for instituttets medarbejder havde tilkendegivet, at ejendommen skulle sælges inden for en kortere årrække, eller at medarbejderen konkret havde tilrådet klagerne at omprioritere med et 6 pct. lån. Nævnet fremhævede, at lånetilbudet, pantebrevet m.v. indeholdt en rimelig beskrivelse af kontantlånskonstruktionen m.v., at instituttet endvidere ved flere lejligheder havde udarbejdet omlægningsberegninger på forskellige rentesatser til klagerne, og at klagerne på denne baggrund foretog låneomlægning umiddelbart efter seneste låneoptagelse og realiserede ved indfrielsen af 9 pct. lånet en konverteringspræmie. Nævnet fandt det på den anførte baggrund betænkeligt at fastslå, at instituttets medarbejder havde tilsidesat sin rådgivningsforpligtelse over for klagerne. Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.