Afgørelse

Indsigelse mod samlevers hævninger på omprioriteringskonto

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod hævninger i 2007 og 2008 foretaget af hendes daværende samlever.

Sagens omstændigheder

Klageren ejede en fast ejendom, hvor hun og samleveren S havde fælles bopæl. S drev selvstændig virksomhed som tømrer via et anpartsselskab. Selskabet blev opløst den 19. juni 2007.

Den 3. juli 2007 udstedte Realkredit Danmark et lånetilbud på 723.000 kr. til en omprioritering og tillægsbelåning af ejendommen med et forventet provenu på knap 400.000 kr. Banken har anført, at formålet med tillægsbelåningen var at skaffe likviditet til dels afvikling af S’ virksomhed, dels til en ombygning af ejendommen. Klageren har bestridt dette og har anført, at tillægsbelåningen kun var til finansiering af ombygning af ejendommen.

Klageren og S underskrev pantebrevet vedrørende omprioriterings- og tillægslånet og en aftale med Danske Bank om gennemførelse af omprioriteringen. Af aftalen fremgår blandt andet:

”...

Afregning

Når sagen afsluttes, skal saldoen på omprioriteringskontoen afregnes over vores konto [-505].

Omprioriteringskonto

For at gennemføre denne aftale opretter Danske Bank en omprioriteringskonto i vores navn, hvor alle udlæg i forbindelse med ekspeditionen kan hæves.

...

Vi ønsker at tilmelde det nye realkreditlån til Betalingsservice (BS). Terminsydelserne skal trækkes fra

konto [-505]

...”

Konto -505 var klagerens og S’ fælles budgetkonto i banken.

Banken oprettede den 3. juli 2007 en omprioriteringskonto (nr. -265) med klageren som enekontohaver. Banken har anført, at det beroede på en fejl, at omprioriteringskontoen blev oprettet med klageren som enekontohaver. Klageren har bestridt dette og har anført, at omprioriteringskontoen netop korrekt blev oprettet med hende som enekontohaver.

Banken har oplyst, at man i bankens interne kommentarsystem har noteret følgende bemærkninger:

”…

1. juni 2007

Vurdering bestilt. Ønsker maxbelåning til indfrielse af firmabillån tkr. 150, k.k.tkr. 100 samt ombygning af hus og underskud ved handel tkr. 50. I alt tkr. 400. Spørg ind til [S’s] nye indtægter.”

3. juli 2007

…

Underskrift på 6% obl.lån 723.000 kr. modtaget. Udbetales d. 16.07.07. Vi skal indfri leasingaftale, erhvervskredit, underskud ved salg og rest til ombygning.

…”

Omprioriteringen blev gennemført den 16. juli 2007. Efter det oplyste gik virksomheden konkurs tre dage efter.

På foranledning af S blev der på omprioriteringskontoen foretaget følgende transaktioner, der vedrørte S og dennes virksomhed:

Omprioriteringskontoen (-265) blev opgjort den 5. maj 2009, hvor et restindestående på 262,60 kr. blev overført til budgetkontoen (-505).

Den 1. januar 2012 ophævede klageren og S samlivet.

Den 25. januar 2012 overtog S klagerens ejendom for en købesum på 745.749 kr.

Ved brev af 10. april 2013 henvendte klageren sig via en repræsentant til banken med krav om betaling af nettoudbetalingerne til S på i alt 201.607,58 kr. med tillæg af renter.

Ved brev af 17. april 2013 afviste banken kravet.

Parternes påstande

Den 16. maj 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal betale 201.607,58 kr. med tillæg af renter og omkostninger.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken uden hendes viden og samtykke foretog betalinger via omprioriteringskontoen, hvorved hun blev påført et tab på 201.607,58 kr. Banken bør erstatte dette beløb med et tillæg af renter og advokatomkostninger.

Betalingerne vedrørte S’ nødlidende tømrervirksomhed, S’ udlejningsejendom, og S’ advokatomkostninger i forbindelse med en erstatningssag.

Overførslen på 102.701,65 kr. skete til dækning af bankens eget tilgodehavende i henhold til virksomhedens kassekredit. Banken varetog herved sine egne interesser på bekostning af hendes.

Betalingen på 147.500 kr. til indfrielse af firmaets leasingbil skete alene på grund af midlertidig likviditetsmangel i virksomheden og mod, at S betalte pengene tilbage til kontoen, når han havde solgt sin bil, hvilket var baggrunden for indbetalingen på 100.000 kr. 11 dage senere. Dette forløb understøtter, at omprioriteringskontoen ikke som anført af banken var bestemt til udgifter vedrørende virksomheden.

Udbetalingerne til virksomheden har haft store skattemæssige konsekvenser, idet de overførte midler var gaveafgiftspligtige. Overførslerne burde således ikke have fundet sted uden udstedelse af et gældsbrev.

Det fremgik ikke tydeligt af kontoudskrifterne, at betalingerne blev overført til S’ virksomhed. I samme periode var der mange betalinger vedrørende ombygningen, som S stod for. Først i april 2013 gik det op for hende, at kun cirka 200.000 kr. af provenuet på 400.000 kr. var anvendt til ombygningen, og at der således manglede 200.000 kr.

Lånet blev ydet med pant i ejendommen, som hun var eneejer af. Hun var således også den egentlige låntager på realkreditlånet, selvom S underskrev som meddebitor. Banken har tilsyneladende troet, at S også var medejer af ejendommen eller været i ond tro herom.

Det af banken anførte om, at hun og S ønskede at optage realkreditlånet i fællesskab og at få provenuet udbetalt til dem begge, bestrides og er heller ikke på nogen måde dokumenteret fra bankens side. S’ virksomhed var nødlidende og hun havde derfor ikke interesse i at indgå den af banken påståede aftale om, at virksomhedens gæld skulle dækkes af låneprovenuet. Den påståede aftale var usædvanlig, og banken burde derfor have sikret sig skriftlig dokumentation herfor. Bankens interne notater er ikke tilstrækkelig dokumentation.

Hun var eneejer og -pantsætter af ejendommen. Ifølge pantebrevet dækkede pantsætningen hele provenuet. Lånet blev derfor korrekt overført til en omprioriteringskonto, hvor hun var enekontohaver, og ikke på en fælles omprioriteringskonto. Det beroede således ikke som anført af banken på en fejl, at omprioriteringskontoen blev oprettet med hende som enekontohaver.

Bankens medarbejdere var inhabile som vitterlighedsvidner på pantebrevet, idet banken selv havde økonomisk interesse i sagen.

Den omstændighed, at restindeståendet på omprioriteringskontoen blev overført til budgetkontoen, da ombygningen var færdig, var almindelig procedure og ikke som anført af banken udtryk for nogen særlig aftale.

Der er ikke indtrådt forældelse. Forældelsesfristen regnes først fra den dag, hvor hun fik kendskab til fordringen.

Hun fik i december 2011 mistanke om, at noget var galt, men gjorde efter råd fra sin advokat ikke indsigelse før i april 2013, hvor en langvarig og belastende sag om børnesamvær var afsluttet.

Danske Bank har anført, at klageren og S ønskede at optage omprioriterings- og tillægslånet fælles, således at provenuet blev udbetalt til dem begge, og at de begge hæftede for lånet. Foruden at indfri det eksisterende lån var formålet at ombygge ejendommen og at skaffe likviditet til at afvikle virksomheden, som S på grund af helbredsproblemer ikke kunne videreføre. Dette understøttes af bankens interne notater og af de skriftlige aftaler om omprioriterings- og tillægslånet.

Ifølge omprioriteringsaftalen skulle lånet afregnes til en nyoprettet fælles omprioriteringskonto, og ved sagens afslutning skulle omprioriteringskontoen afregnes over parrets fælles budgetkonto i banken. Endvidere skulle ydelserne på omprioriteringslånet hæves på den fælles budgetkonto. Det beror på en fejl i banken, at omprioriteringskontoen blev oprettet med klageren som enekontohaver.

S disponerede over omprioriteringskontoen med klagerens viden og accept. Klageren deltog i samtlige møder i banken og fik løbende tilsendt kontoudskrifter.

Et eventuelt krav er forældet, idet klageren først i april 2013 gjorde indsigelse mod dispositionerne, der fandt sted i 2007-2008.

Ankenævnets bemærkninger

I 2007 blev der optaget et omprioriterings- og tillægslån i klagerens daværende faste ejendom. Klagerens daværende samlever, S, påtog sig at hæfte for lånet, hvilket understøtter det af Danske Bank anførte om, at en del af låneprovenuet, der udgjorde cirka 400.000 kr., skulle anvendes til afvikling af S’ virksomhed.

Låneprovenuet blev indsat på en omprioriteringskonto med klageren som enekontohaver. Fra omprioriteringskontoen blev der på foranledning af S overført i alt 301.607,58 kr. til S og dennes virksomhed. Heraf blev 100.000 kr. genindsat af S.

Klageren fik tilsendt kontoudskrifter, hvoraf det fremgik, hvorledes der blev disponeret over låneprovenuet.

I begyndelsen af 2012 ophævede klageren og S samlivet, og S overtog klagerens ejendom for en købesum på 745.749 kr. Det er uoplyst, om klageren i den forbindelse blev kompenseret for de omhandlede overførsler.

Under disse omstændigheder finder Ankenævnet, at klagen ikke bør tages til følge, hverken helt eller delvist.

Ankenævnet finder i øvrigt, at et eventuelt krav mod banken nu må være forældet.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.