Charterbåd, garanti overfor toldvæsenet. Modregning, selvpensioneringskonto, rpl. 512, stk. 3. Erhverv, afvisning.
| Sagsnummer: | 670 /1992 |
| Dato: | 08-06-1993 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Jørn Rytter Andersen, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
Modregning - pensionskonto |
| Ledetekst: | Charterbåd, garanti overfor toldvæsenet. Modregning, selvpensioneringskonto, rpl. 512, stk. 3. Erhverv, afvisning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I 1984/85 erhvervede klagerne et lystfartøj med henblik på bortchartring af båden fra Mallorca. Til sikkerhed for klagernes engagement med indklagede håndpantsatte klagerne et ejerpantebrev med pant i båden. Båden, der var købt for 500.000 kr., blev i sommeren 1989 hjemtaget til Danmark og solgtes i september for 190.000 kr. af indklagede i henhold til fuldmagt fra klagerne.
I 1987 søgte klagerne gennem et anpartsselskab at sætte en af dem fremstillet bitter i masseproduktion. I denne forbindelse stillede indklagede den 25. september 1987 en garanti overfor toldvæsenet fra momstilsvar, ligesom indklagede ydede anpartsselskabet en kassekredit. Garantien udgik den 19. maj 1988.
Indklagede anmodede ved skrivelse af 3. august 1992 sin advokat om at meddele klagerne, at man foretog modregning, således at indeståendet på klagernes selvpensioneringskonti (12.851,72 kr. og 86.609,21 kr.) blev overført til en konto vedrørende et lån, der siden 1988 havde været misligholdt af klagerne, og hvis restgæld pr. 20. marts 1988 udgjorde 114.690,46 kr. Klager B's selvpensioneringskontos bindingsperiode var udløbet den 3. maj 1991, mens bindingsperioden for klager A's selvpensioneringskonto var udløbet den 2. maj 1992. Advokaten gav klagerne underretning om modregningen ved skrivelse af 11. september 1992 til klagerne.
Den 17. august 1992 afholdtes tvangsauktion over klagernes sommerhus. Til sikkerhed for klagernes mellemværende havde indklagede håndpant i et ejerpantebrev med pant i sommerhuset. På auktionen blev der af en liebhaver budt 40.000 kr. ind i indklagedes pant. Klagerne begærede ny auktion, som blev berammet til mandag den 14. september 1992.
Den 14. september 1992 blev sommerhuset ved endelig tvangsauktion overtaget af højestbydende på første auktion for samme bud.
Ved klageskema af 17. december 1992 til Ankenævnet indgav klagerne klage over indklagedes handlemåde i de overfor nævnte forhold.
Efter at sagen havde været forelagt for indklagede, afviste Ankenævnets sekretariat den 12. februar 1993 med henvisning til Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 2, jfr. stk. 3. klagen som erhvervsmæssig for så vidt angik klagepunkterne vedrørende indklagedes tilbagekaldelse af garantien overfor toldvæsenet samt forhold omkring hjemtagelsen af charterbåden.
Klageren har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at reetablere klagernes selvpensioneringskonti samt at betale klagerne erstatning for indklagedes handlemåde i forbindelse med tvangsauktionen; endvidere har klagerne påstået sekretariatets delvise afvisning af klagen tilsidesat.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har anført, at klagen vedrørende de punkter som af sekretariatet er afvist fra behandling, ikke adskiller sig fra private kundeforhold. Indklagede har da også tidligt i sagsforløbet valgt at behandle hele engagementet som værende privat.
Vedrørende indklagedes modregning af selvpensioneringskontienes indestående har klagerne anført, at de ikke var bekendt med Ankenævnets kendelse af 12. november 1991 (sag 267/1991), men uanset denne bør indklagedes modregning tilsidesættes, idet der tale om en ulovlig konfiskation af pensionsmidler opsparet af klagerne med pensionsformål for øje. Klagerne havde den 21. august 1991 anmodet et andet pengeinstitut om at foranstalte selvpensioneringskontiene overført fra indklagede med henblik på, at klagerne ønskede at anvende beløbet til at afværge sommerhusets tvangsauktion ved at lade et anpartsselskab købe sommerhuset. Indklagede havde i øvrigt undladt at orientere klagerne umiddelbart efter gennemførelsen af modregningen. Forud for auktionen havde klagerne anmodet indklagede om at byde ind i eget pant, således at klagerne gennem et anpartsselskab bagefter kunne overtage sommerhuset. Dette afslog indklagede og huset blev herefter solgt for et betydeligt lavere beløb end handelsværdien.
Indklagede har således på bedragerisk vis påført klagerne yderligere gæld.
Indklagede har anført, at efter Ankenævnets praksis jfr. den af klagerne anførte kendelse, omfattes selvpensioneringskonti af retsplejelovens § 512 stk. 3., således at modregning i en selvpensioneringskontos indestående først kan ske, når der er gået tre mdr. efter den dag, da kontohaveren kunne kræve indeståendet udbetalt. Indklagedes modregning er således i overensstemmelse med denne praksis, idet bindingsperioden for klager A's konto udløb den 2. maj 1992 og bindingsperioden for klager B's konto den 3. maj 1991. Da engagementet med klagerne på modregningstidspunktet var til retslig inkasso, anmodede indklagede ved modregningen den 3. august 1992 sin advokat om at orientere klagerne.
Engagementet med klagerne som var etableret i 1987, var misligholdt allerede ved udgangen af dette år, og indklagede har siden 1988 forsøgt ved frivilligt salg at få realiseret forskellige sikkerheder. I oktober 1990 blev engagementet overgivet til inkasso.
Med hensyn til tvangsauktionen afholdt i august/september 1992 tilkendegav indklagede at man ikke ville byde på sommerhuset. Indklagede var kort før første auktion blevet kontaktet af den senere køber af sommerhuset, som havde udtrykt sin interesse, og det drøftedes med pågældende om indklagede ville afhænde sin pantesikkerhed, men liebhaveren ønskede at købe sommerhuset direkte på auktionen.
Ankenævnets bemærkninger:
Af de af sekretariatet anførte grunde, tiltrædes det, at klagepunkterne vedrørende indklagedes tilbagekaldelse af garantien overfor toldvæsenet, samt forholdene omkring hjemtagelsen af charterbåden ikke kan behandles af Ankenævnet.
Indeståender på selvpensioneringskonti må anses for omfattet af bestemmelsen i retsplejelovens § 512 stk. 3, således at udlæg indeståendet først kan foretages når der er gået 3 måneder efter den dag, da kontohaveren kunne kræve indeståendet udbetalt. Herefter må også modregning fra pengeinstituttets side være afskåret, indtil dette tidspunkt.
I det foreliggende tilfælde udløb bindingsperioden for klagernes selvpensioneringskonti henholdsvis den 3. maj 1991 og 2. maj 1992. Indklagedes modregning, som klagerne blev underrettet om ved skrivelse af 11. september 1992, må derfor anses for berettiget.
For så vidt angår klagernes krav om erstatning, som følge af indklagedes optræden i forbindelse med tvangsauktionen over klagernes sommerhus, finder Ankenævnet intet grundlag for at anse indklagedes handlemåde for ansvarspådragende.
Som følge af det anførte
Ankenævnet kan ikke behandle klagen vedrørende indklagedes tilbagekaldelse af garanti stillet overfor toldvæsenet samt forhold vedrørende hjemtagelse af en charterbåd. Den indgivne klage tages i øvrigt ikke til følge.