Størrelse af indestående på bogkonto. Udligning af bogdifference.
| Sagsnummer: | 461 /2002 |
| Dato: | 02-04-2003 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Sonny Kristoffersen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Bog - saldoens størrelse
|
| Ledetekst: | Størrelse af indestående på bogkonto. Udligning af bogdifference. |
| Indklagede: | Alm. Brand Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører størrelsen af indeståendet på klagerens bogkonto.
Sagens omstændigheder.
Klageren er kunde hos indklagede, hvor han bl.a. har en seniorkonto med tilknyttet bankbog. Bankbogen bærer følgende påtegning:
"Bogens pålydende er ikke bevis for størrelsen af det på kontoen indestående beløb."
I 2001 blev der i begyndelsen af hver måned overført 1.222,14 kr. fra klagerens indekskonto og indekstillæg fra staten på 297,48 kr., i alt 1.519,62 kr., til seniorkontoen.
Indklagede har oplyst, at overførslen til seniorkontoen den 1. juni 2001 som følge af driftsproblemer i indklagedes datacentral ikke blev bogført før den 6. juni 2001. På klagerens bankbog kom overførslen dermed ved en fejl til at fremgå to gange. Der opstod således en bogdifference på 1.519,62 kr., idet indeståendet på seniorkontoen reelt var 1.519,62 kr. lavere end den saldo, der fremgik af bankbogen.
Klageren har oplyst, at han ikke er i besiddelse af det bankbogsblad, der vedrører posteringerne i juni 2001.
I forbindelse med en hævning med bankbogen i oktober 2002 blev indklagedes medarbejder opmærksom på bogdifferencen og nedsatte i forbindelse med ekspeditionen bankbogens saldo med 1.519,68 kr. Saldoen i bankbogen kom herved til at svare til den bogførte saldo på kontoen.
Parternes påstande.
Den 22. november 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale de 1.519,62 kr. på kontoen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede i forbindelse med ekspeditionen i oktober 2002 uberettiget trak 1.519,62 kr. på kontoen.
Det bestrides, at han i juni 2001 skulle have fået udbetalt 1.519,62 kr. for meget, hvilket heller ikke er dokumenteret af indklagede. Af kontoudskrifterne fremgår, at der alene er foretaget 12 udbetalinger i 2001. Han er derfor ikke forpligtet til at tilbagebetale noget beløb.
Indklagede har anført, at det er korrekt, at der i 2001 alene blev overført 12 indeksudbetalinger til seniorkontoen. Udbetalingen den 1. juni 2001 kom imidlertid ved en fejl til at fremgå to gange af bankbogen. Bankbogens saldo svarede derfor ikke til kontoens reelle indestående. Dette blev rettet i forbindelse med hævningen i oktober 2002. Indklagede er ikke i besiddelse af bankbogssaldooplysningerne, men af det angiveligt bortkomne bankbogsblad vil det fremgå, at beløbet på 1.519,62 kr. er krediteret to gange i juni 2001.
Det fremgår udtrykkeligt af bankbogen, at dennes pålydende ikke er bevis for størrelsen af det på kontoen indestående beløb.
Indklagede har ikke på uretmæssig vis tilbageført et beløb fra klagerens seniorkonto.
Klageren har ikke lidt noget tab.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det fremgår af de under sagen fremlagte bilag, at den i bankbogen anførte saldo i efteråret 2002 var 1.519,68 kr. større end den faktiske saldo ifølge kontoudskriften for kontoen. Der er ikke grundlag for at betvivle, at denne bogdifference skyldes de af indklagede oplyste forhold i forbindelse med indeksudbetalingen for juni måned 2001. Ankenævnet finder derfor, at indklagede var berettiget til at berigtige saldoen i bankbogen.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.