Afgørelse

Indsigelse mod bevilling af to prioritetslån samt krav om anerkendelse af utinglyst privat låneforhold som foranstillet prioritet

Indledning

Denne klage er indgivet af klagerens datter på vegne klageren. Sagen vedrører indsigelse mod bevilling af to prioritetslån på henholdsvis 100.000 kr. til klageren i 2008 og 250.000 kr. til klageren i 2010. Begge lån blev af klageren optaget hos Nordea Bank, som til sikkerhed for begge lån fik tinglyst ejerpant i klagerens andelsbolig.

Sagens omstændigheder

Klageren købte i 2004 en andelsbolig. Købet blev finansieret med et lån fra klagerens datter.

Klageren optog i april 2008 et prioritetslån med afdragsfrihed på 100.000 kr. i Nordea Bank. Til sikkerhed for lånet fik banken pant i klagerens andelsbolig.

Den 21. januar 2009 holdt banken efter det oplyste et såkaldt 360 graders møde med klageren. På baggrund af drøftelserne på mødet oplyste banken om omkostningerne ved en eventuel forhøjelse af prioritetslånet.

Ved gældsbrev af 3. august 2010 blev prioritetslånet forhøjet med 150.000 kr. til 250.000 kr. Bankens pant i klagerens andelsbolig blev forhøjet tilsvarende.

Den 30. juni 2014 indbragte klagerens datter på vegne af sin mor sagen for Ankenævnet.

Efter det oplyste er klagerens andelsbolig efterfølgende blevet solgt for 776.000 kr. med overtagelse senest den 1. oktober 2014. Klageren er flyttet i plejebolig, og klagerens prioritetslån blev indfriet i forbindelse med salget af andelsboligen.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at banken skal anerkende, at der findes et eksisterende låneforhold, som har prioritet i forhold til bankens lån. Banken skal desuden helt eller delvist tilbagebetale den merrente, som banken har opkrævet i forhold til konkurrerende lån. Endelig skal banken helt eller delvist eftergive hovedstolen på de ydede lån.

Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at andelsboligen i 2004 blev finansieret ved hjælp af et lån, som klagerens datter havde ydet klageren. Der var tale om en finansiering med sikkerhed i andelsboligens provenu. Banken blev informeret om købskonstruktionen, gældsforholdet og klagerens balancerede budget, og banken blev bedt om at gennemføre transaktionen. Denne fremgangsmåde blev valgt, da klageren under ingen omstændigheder, grundet klagerens manglende finansielle indsigt, mentale tilstand samt alkoholmisbrug, kunne blive eksponeret for andre lånekilder end klagerens 40-årige bankforbindelse. I forbindelse med erhvervelsen af andelsboligen blev det gjort banken klart, at klagerens indtægter og udgifter under ingen omstændigheder ville ændre sig i fremtiden. På samme baggrund blev banken bedt om at nedtone salget af diverse gevinstrelaterede konti, forskellige fondsprodukter, kapital- og ratepension samt små lån på 5 og 10.000 kr. til finansiering af indskud på/køb af disse, etc. etc.

Banken var bekendt med klagerens budget, hvor der kun forefandtes en lille ”buffer” til ekstraudgifter. Banken burde derfor ikke have ydet klageren de to lån.

Banken har oplyst, at der var tale om et nedsparingslån, og at det var bankens vurdering, at klageren kunne honorere dette. Klageren kunne i stedet have fået et offentligt boligydelseslån med en brøkdel af de pålignede etableringsomkostninger og med en rentebetaling, som er lig med diskontoen i modsætning til bankens rente på omkring 6 %. Banken burde have tilrådet klageren et sådant offentligt boligydelseslån i stedet for.

Klageren har aldrig deltaget i et 360 graders møde med indklagede, og der har kun været tale om en kort samtale ved skranken på få minutters varighed.

Banken har handlet ansvarspådragende og i strid med god skik for finansielle virksomheder. Banken vidste, at andelsboligen var finansieret med et familielån, og at der ikke var nogen friværdi. Banken har ved sin uansvarlige långivning ikke handlet loyalt overfor klageren, da hun hverken kunne gennemskue, a) at der blev stillet sikkerhed i boligen, som var belånt i forvejen, b) konsekvenserne af låneoptagelsen i boligen i relation til hendes efterfølgende negative rådighedsbeløb, c) at der fandtes andre og betydeligt billigere låneformer eller d) konsekvenserne og den manglende sikkerhed ved kontanthævning af væsentlige beløb.

Nordea Bank har anført, at lånene blev bevilget i banken på baggrund af værdien af andelsboligen, og var en form for ”nedsparingslån”. Banken vurderede, at klagerens økonomi kunne rumme rentebetalingerne i en årrække, og der har da heller ikke været restancer. Det er muligt, at banken havde regnet med, at en del af rentebetalingerne skulle betales af låneprovenuet, hvilket ikke er usædvanligt ved nedsparingslån.

Det afvises, at banken har handlet ansvarspådragende, ligesom det bestrides, at klageren i 2008 og 2010 ikke skulle have forstået konsekvenserne af låneoptagelsen.

Klageren har underskrevet gældsbreve og ejerpantebreve, og klageren har herved påtaget sig gældsforpligtelsen.

Banken har hverken pligt eller ret til at holde øje med, hvad kunderne bruger udbetalte låneprovenuer til.

Det afvises, at banken har rådgivet i strid med God skik bekendtgørelsen i 2008 og 2010. Der var ikke pligt til at oplyse låneformål. Banken var heller ikke forpligtet til at rådgive om boligydelseslån. I øvrigt bemærkes det, at en andelsbolig ikke er ”fast ejendom” i henhold til God skik bekendtgørelsen.

Klageren har ikke lidt et økonomisk tab, da låneprovenuerne er udbetalt til klageren.

Banken har aldrig forpligtet sig til ikke at tage pant i andelsboligen. Hertil kommer, at det først i 2005 blev muligt at pantsætte andelsboliger. Banken er uden ansvar for, at klagerens datter ikke sikrede sit lån ved pant i andelsboligen, da dette blev muligt.

Da låneoptagelserne fandt sted i 2008 og 2010, er sagen forældet efter Forældelseslovens § 3.

Banken er ikke indstillet på at tilbagebetale renter eller eftergive hovedstolen, og banken kan ikke anerkende, at klagerens datters lån skal have prioritet i andelsboligen forud for bankens pant.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren købte i 2004 en andelsbolig, der blev finansieret med et lån fra klagerens datter.

Klageren optog i 2008 et prioritetslån på 100.000 kr. hos Nordea Bank. I 2010 blev lånet forhøjet til 250.000 kr. Til sikkerhed for lånene fik banken pant i klagerens andelsbolig.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken har ydet forkert eller mangelfuld rådgivning af klageren i forbindelse med udstedelsen af de to lån i 2008 og i 2010.

Ankenævnet finder det heller ikke godtgjort, at Nordea Bank på baggrund af sin viden om lånet fra datteren eller på anden måde var afskåret fra at tage pant i andelsboligen.

Der er heller ikke grundlag for at fastslå, at banken er ansvarlig for klagerens brug af de udbetalte låneprovenuer.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen, hverken helt eller delvist.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.