Afgørelse

Rådgivning om valg af låntype. Oplysning om rentevilkår og takster. Refinansieringstidspunkt.

Den 3. april 2003 tilbød det indklagede institut klageren omlægning af 3 indestående lån til et tilpasningslån F3. I lånetilbudet, pantebrevet og i en fastkursaftale var der givet oplysninger om lånets refinansieringstidspunkter. I forbindelse med udbetalingen af lånet den 10. april 2003 blev det oplyst, at første refinansiering ville ske pr. 31. december 2005. Klageren protesterede forgæves herover med henvisning til, at dette i henhold til det aftalte og modtagne tilbud først skulle ske ultimo 2006. Instituttet fremsendte den 28. februar 2006 et lånetilbud til klageren på tillægslån i form af et variabelt forrentet obligationslån med renteloft på 4 pct. Af tilbudet fremgik det, at lånerenten på p.t. 3,5197 pct. ville blive reguleret ud fra CIBOR rentegennemsnittet med tillæg af 0,8 procentpoint, at renteloftet var 4,0 pct., at ÅOP var 4,8 pct., at bidraget med kernekunderabat var 0,4460 pct., og at lånesagsgebyret var 3.000 kr. Af den samtidigt indgåede fastkursaftale fremgik det, at den aftalte kurs svarede til en effektiv rente p.a. på 4,8 pct., at ÅOP var 4,8 pct., og at lånets rente indtil første rentefastsættelse var 3,5197 pct., hvilket med halvårlige renteberegninger og indregning af kreditomkostninger svarede til en ÅOP på 4,9499 pct. Ved udbetalingen af lånet blev der givet tilsvarende oplysninger om ÅOP. Efter henvendelse fra klageren refunderede instituttet ham 1.500 kr. af lånesagsgebyret på 3.000 kr. Klageren rejste efterfølgende krav om, at ÅOP’en blev ændret fra 4,9499 pct. til 4,8 pct., at de månedlige terminer blev ændret til kvartårlige terminer som aftalt, at han blev kompenseret for manglende information om, at CIBOR rentegennemsnittet blev tillagt 0,8 pct., således at garantirenten reelt var på 4,8 pct., at bidragssatsen blev nedsat til 0,405 pct., samt at han fik kompensation for merrenten på sit F3 tilpasningslån i forhold til et F1 lån.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle erstatte hans kurstab på 44.322 kr. m.v., at instituttet var ansvarligt for manglende eller mangelfulde oplysninger om rentetillæg, ÅOP og kernekunderabat, at terminskontoen skulle ophæves med tilbagevirkende kraft, at bidragssatsen skulle nedsættes til maksimalt 0,405 pct. efter kernekunderabat, og at instituttet skulle kompensere ham for merrenten ved det optagne F3 lån i forhold til et F1 lån. Instituttet påstod frifindelse.

Vedrørende det variabelt forrentede obligationslån med renteloft fandt Nævnet ikke grundlag for at fastslå, at instituttet som følge af urigtig eller manglende rådgivning havde pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren. Klageren havde i det modtagne materiale havde fået relevante og fyldestgørende oplysninger om garantilånets egenskaber, herunder tillægget på 0,8 pct. til CIBOR rentegennemsnittet. Efter Nævnets opfattelse kunne garantirenten dog ikke blive 4,8 pct., idet lånet var ydet med et renteloft på 4,0 pct. p.a. Lånet var derimod udbetalt til en ÅOP på 4,8 pct. som tilbudt. ÅOP’en er ikke identisk med renteloftet, idet ÅOP’en udtrykker en effektiv rente. Procentsatsen på 4,9499 pct. i fastkursaftalen og udbetalingsmeddelelsen var antagelig også korrekt, idet der heri kunne være indregnet virkningen af flere årlige rentetilskrivninger. Nævnet fandt det dog uheldigt, at der for denne sats anvendtes samme betegnelse, nemlig ÅOP. Lånet var etableret med kvartårlige terminer som aftalt. Derimod havde klagerens aftale om terminskonto i det koncernforbundne pengeinstitut ført til de månedlige træk. Hvis klageren ønskede terminskontoen ophævet, fandt Nævnet, at instituttet måtte imødekomme hans ønske. Nævnte fandt, at klageren havde opnået den bidragssats og den rabat på lånesagsgebyret, som tilkom ham. Vedrørende rentetilpasningslånet fra 2003 fandt Nævnet det ikke godtgjort, at klageren forud for 3. april 2003 havde modtaget lånetilbud eller lånetilsagn, hvori der var tilsagt ham en refinansiering efter 3,5 år, men alene havde modtaget konsekvensberegninger. Selv om tidspunktet for første refinansiering kunne have været angivet tydeligere i det fremsendte materiale, kunne informationen imidlertid udledes af en række forskellige oplysninger, som klageren havde haft til rådighed, herunder i lånetilbudet, pantebrevet og fastkursaftalen. Nævnet bemærkede i tilslutning hertil, at klageren for den næste refinansieringsperiode som følge af kursudviklingen havde opnået et resultat, som var betydeligt bedre, end resultatet, der ville være en følge af en refinansiering på det af klageren ønskede tidspunkt. Som følge af det anførte blev instituttet frifundet.