Individuel renteforhøjelse.
| Sagsnummer: | 122 /1994 |
| Dato: | 09-03-1995 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Rente - udlån
|
| Ledetekst: | Individuel renteforhøjelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Klageren var indtil 1. februar 1988 ansat i et pengeinstitut, der nu er overtaget af indklagede. Pr. 20. december 1988 blev hans engagement samlet til ét lån på 645.000 kr. med en rente på p.t. 12,5% p.a. og en månedlig ydelse på 10.700 kr.
I januar 1990 ydede indklagede klageren et boliglån på 102.543 kr. med en rente på p.t. 15% p.a. og en månedlig ydelse på 1.350 kr.
Den 11. januar 1991 betalte klageren et ekstraordinært afdrag på 100.000 kr. på det største lån. Samtidig blev der oprettet nyt gældsbrev betegnet "privatlån". Ifølge gældsbrevet, der er dateret 7. januar 1991, var restgælden 382.623 kr., renten p.t. 16% p.a., og den månedlige ydelse 7.500 kr.
Udviklingen i renten på klagerens største lån ifølge fremlagte kontoudtog sammenholdt med indklagedes generelle rentesatser for privatlån har været som følger:
Indklagedes generelle | Rente på klagerens | ||
21.04.1988 | 17,00% | 20.12.1988 | 12,5% |
Lånet blev ifølge indklagede udover den anførte rente tillagt 4% p.a. i perioden 17. juli 1990 til 11. januar 1991, hvilket var begrundet i, at engagementet efter indklagedes vurdering havde en forøget risiko i den pågældende periode.
Indklagedes generelle | Rentesatserne | ||
21.11.1989 | 16,50% | 01.01.1990 | 15,00% |
Efter klagerens henvendelse til indklagede vedrørende rentetilskrivningen tilbød indklagede en rentegodtgørelse på 14.799,10 kr. for perioden 17. juli 1990 til 11. januar 1991, hvor renten på begge lån var forhøjet med 4 % p.a., hvilket klageren ikke accepterede som fuld og endelig godtgørelse.
Klageren har ved klageskema af 10. marts 1994 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde en renterefusion, der er større end den tilbudte.
Indklagede har påstået frifindelse.
Klageren har anført, at det i forbindelse med, at han opsagde sin stilling hos indklagede, blev aftalt, at den fremtidige rente på hans engagement skulle svare til renten på en erhvervskassekredit. Han protesterede mod den renteforhøjelse på 4%, som indklagede foretog i juli 1990, men indklagede ville i forbindelse med den ny låneaftale af 7. januar 1991 alene gå med til at nedsætte renten til 16% p.a. Indklagede har også efterfølgende ensidigt forhøjet renten uafhængigt af generelle renteforhøjelser for tilsvarende lån. På boliglånet blev der foretaget tilsvarende uberettigede renteforhøjelser. Han har talrige gange protesteret overfor indklagede.
Indklagede har anført, at klageren er blevet tilbudt godtgørelse for forhøjelsen på 4% p.a. De øvrige renteændringer var begrundet i et generelt højere renteniveau. Klageren har ikke betalt højere rente end indklagedes øvrige låntagere. Ved indgåelsen af den ny afviklingsaftale har klageren accepteret, at den generelle rentesats for privatlån skulle være gældende for lånet. På grund af passivitet har klageren fortabt sin ret til at gøre indsigelse mod renteberegningen, idet han hverken den 1. januar 1991 eller på et senere tidspunkt har taget forbehold for indklagedes mulighed for at ændre de generelle variable rentesatser. I øvrigt er der sket forældelse for den del af renteberegningen, der ligger mere end fem år tilbage.
Ankenævnets bemærkninger:
To medlemmer - Peter Blok samt Niels Busk, der i medfør af vedtægternes § 13, stk. 1, er tillagt to stemmer - udtaler:
Vi finder, at indklagede - således som det også synes erkendt af denne - var uberettiget til at forhøje renten på klagerens lån på oprindelig 645.000 kr. med 4% p.a. i perioden fra den 17. juli 1990 til den 11. januar 1991. Indklagede bør derfor nedsætte renten i den nævnte periode med 4% p.a. og korrigere restgælden pr. 11. januar 1991 i overensstemmelse hermed.
Den nye låneaftale af januar 1991 vedrørende dette lån angiver udtrykkeligt lånet som et privatlån, og parterne aftalte en begyndelsesrente på 16% p.a., medens indklagedes generelle rentesats for privatlån på dette tidspunkt var 18% p.a. Udgangspunktet må herefter være, at lånets rente skal og alene skal ændres i overensstemmelse med ændringerne i indklagedes generelle rentesats for privatlån, således at lånets rente til stadighed skal være 2% mindre end den generelle rentesats, og indklagede har ikke anført særlige omstændigheder, som kan begrunde en fravigelse af dette udgangspunkt. Indklagede bør derfor anerkende, at lånets rente siden den 11. januar 1991 har skullet og fortsat skal fastsættes som indklagede generelle rentesats for privatlån med fradrag af 2%, ligesom indklagede bør omberegne den aktuelle restgæld i overensstemmelse hermed.
Renten på klagerens boliglån var ved stiftelsen i januar 1990 15% p.a., medens indklagedes generelle rentesats for boliglån på dette tidspunkt var 16,5% p.a. Af de samme grunde, som foran er anført vedrørende privatlånet, finder vi, at indklagede ikke alene har været uberettiget til ad to gange at gennemføre en særlig forhøjelse af lånets rente med 4% p.a., men i det hele har været forpligtet til at opretholde den ved stiftelsen tilsagte rentefavør, således at renten på klagerens boliglån til enhver tid var 1,5% mindre end indklagedes generelle rentesats for boliglån. Indklagede bør derfor korrigere renteberegningen og restgælden ved indfrielsen den 1. marts 1991 i overensstemmelse hermed samt godtgøre klageren det beløb, som herefter er betalt for meget ved indfrielsen. Beløbet findes at burde forrentes med rente efter renteloven fra den 10. marts 1994.
Det bemærkes, at klagerens krav på de foran nævnte rentekorrektioner ikke er forældet, og at vi efter det foreliggende ikke finder grundlag for at fastslå, at kravene helt eller delvis er fortabt som følge af passivitet.
To medlemmer - Allan Pedersen og Bjarne Lau Pedersen - udtaler:
Det fremgår af de i sagen fremlagte lånedokumenter og tilhørende forretningsbetingelser og betingelser for udlån, at renten for de i sagen omhandlede lån er variabel, således at der for kundeforholdet gælder de betingelser og satser vedrørende rente, der er fastsat af indklagede, og det er i øvrigt ubestridt af klageren, at rentesatsen er variabel.
Det af klageren anførte synspunkt, at bestemmelserne om variabel rente, hvis sats fastsættes af indklagede, kun skulle være gældende for så vidt angår generelle renteforhøjelser, har ingen støtte i de foreliggende dokumenter. Synspunktet har heller ikke støtte i foreliggende retspraksis. Såfremt klageren havde haft forudsætninger om, at der skulle gælde begrænsninger i den udtrykkelige bestemmelse i de af ham underskrevne dokumenter om, at renten til enhver tid fastsættes af indklagede, måtte klageren have foranlediget, at disse forudsætninger og de deraf følgende begrænsninger i dokumenterne blev udtrykkeligt anført i dokumenterne.
Da klageren ikke har fået indføjet begrænsninger som anført i lånedokumenterne og ikke har dokumenteret, at særlige begrænsninger skulle være aftalt mellem ham og indklagede, stemmer vi for, at den indgivne klage ikke tages til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Indklagede bør 1. nedsætte renten på klagerens lån på oprindelig 645.000 kr. med 4% p.a. i perioden fra den 17. juli 1990 til den 11. januar 1991 og omberegne lånets restgæld pr. den sidstnævnte dato i overensstemmelse hermed, 2. anerkende, at lånets rente fra den 11. januar 1991 har skullet og fortsat skal fastsættes som indklagedes generelle rentesats for privatlån med fradrag af 2%, 3. omberegne lånets aktuelle restgæld i overensstemmelse med det foran under 1 og 2 anførte, samt 4. korrigere rentetilskrivningen på klagerens boliglån optaget i januar 1990 og indfriet den 1. marts 1991, således at renten fastsættes som indklagedes generelle rentesats for boliglån med fradrag af 1,5%, omberegne restgælden ved indfrielsen i overensstemmelse hermed og godtgøre klageren det beløb, som herefter er betalt for meget ved indfrielsen, med tillæg af rente efter renteloven fra den 10. marts 1994. Klagegebyret tilbagebetales klageren.