Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Rådgivning om betydning af helbredsoplysninger i forbindelse med skift af forsikring.

Sagsnummer: 81 /1998
Dato: 02-09-1998
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Karin Duerlund, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen
Klageemne: Forsikring - rådgivning
Ledetekst: Rådgivning om betydning af helbredsoplysninger i forbindelse med skift af forsikring.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører, om indklagede har pådraget sig ansvar for mangelfuld rådgivning i relation til afgivelse af helbredsoplysninger i forbindelse med skift af forsikring.

Sagens omstændigheder.

I januar 1989 tegnede klageren via indklagedes Ikast afdeling en erhvervsevnetabsforsikring i forsikringsselskabet Codan. Forsikringen var tilknyttet klagerens kapitalpension hos indklagede.

Den 22. januar 1993 udfyldte og underskrev klageren en begæring om optagelse i en gruppeinvaliderenteforsikring i et af indklagede ejet forsikringsselskab, F. Klageren kunne ved forsikringstegningen opnå en højere dækning til en lavere præmie end ved forsikringen i Codan. Begæringen består af en fortrykt blanket, som klageren udfyldte med bl.a. helbredsoplysninger. Herunder skulle klageren besvare, om hun var "blevet undersøgt eller behandlet på hospital, af alment praktiserende læge, speciallæge, laboratorium eller kiropraktor". Af blanketten fremgår i øvrigt bl.a.:

"Jeg er klar over, at forsikringen kan nedsættes eller ophæves, såfremt svarene ikke er fuldt sandfærdige eller fortielse har fundet sted."

Den 12. maj 1993 fremsendte F et forsikringsbevis til klageren, idet gruppeinvaliderenten var accepteret af selskabet.

Klagerens forsikring i Codan blev ophævet pr. 1. september 1993.

I december 1994 blev klageren udsat for en arbejdsskade. Skaden blev anmeldt til F, som udbetalte i henhold til forsikringen for perioden 26. marts til 1. maj 1996. Efterfølgende meddelte F, at forsikringen var blevet antaget på ufuldstændigt grundlag, idet man nu havde konstateret, at klageren i 1990-91 var blevet behandlet for en psykisk lidelse, hvilket ikke var oplyst ved tegningen af forsikringen. F anså sig alene forpligtet i henhold til forsikringen i det omfang og på de vilkår, hvorpå forsikringen var blevet antaget ved afgivelse af fuldstændige helbredsoplysninger. På den baggrund forlangte F tilføjet en klausul om, at erstatning fra forsikringen maksimalt kunne andrage 50% af den til enhver tid gældende indeksregulerede ydelse, og halvdelen af den udbetalte ydelse for perioden 26. marts til 1. maj 1996 tilbagebetaltes.

Parternes påstande.

Den 16. marts 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende principalt at være forpligtet til at erstatte hendes tab ved pr. 1. september 1993 at have opsagt sin forsikring i Codan, subsidiært erstatningspligt som anført i den principale påstand i et efter Ankenævnets bestemmelse nærmere fastsat, men mere begrænset omfang.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at rådgivningen og udfyldelsen af forsikringsbegæringen fandt sted ved skranken i ekspeditionslokalet, hvor hun havde henvendt sig for at hæve et kontantbeløb, og hvor der også befandt sig andre kunder. Indklagede fremhævede fordelene ved forsikringen i F frem for forsikringen i Codan, men undlod at oplyse, at ophør af forsikringen i Codan kunne få den konsekvens, at lidelser opstået i perioden fra tegningen af forsikringen i Codan og frem til tegningen af den nye forsikring ville være uden forsikringsdækning. Indklagede havde en særlig forpligtelse til at henlede hendes opmærksomhed herpå, idet der var tale om udskiftning af en eksisterende forsikring. Også det forhold, at skiftet skete til et af indklagede helejet datterselskab bør medføre, at kravene til rådgivningen skærpes.

Indklagede har anført, at der med henblik på en drøftelse af muligheden for at skifte til en forsikring med højere dækning og lavere præmie ultimo 1992 blev aftalt et møde med klageren. Under mødet, som fandt sted den 22. januar 1993 ved rådgiverens skrivebord, var klageren ledsaget af en veninde. Forsikringsvilkårene blev drøftet, og klageren blev orienteret om, at tegning af en ny forsikring ville kræve fornyet afgivelse af tilfredsstillende helbredsoplysninger. Det blev udtrykkeligt fremhævet, at det var vigtigt, at forsikringen i Codan ikke blev opsagt, før begæringen med de nye helbredsoplysninger var godkendt af F. Klageren var bekendt med konsekvenserne af at afgive urigtige eller mangelfulde helbredsoplysninger, hvilket også fremgår af begæringen. Det skyldes klagerens forhold, at det først efter opsigelsen af den hidtidige forsikring blev konstateret, at den ønskede dækning ikke kunne opnås på grund af mangelfulde helbredsoplysninger.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder, at klageren måtte indse, at optagelsen i gruppeinvaliderenteforsikringen i F på normale vilkår beroede på de helbredsoplysninger, som hun afgav ved udfyldelsen af forsikringsbegæringen, og at fejlagtige eller ufuldstændige oplysninger således kunne få konsekvenser for forsikringsdækningen, jf. det anførte herom i forsikringsbegæringen.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.