Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om afgift ved ”overførsel” af aktier fra afdød ægtefælles kapitalpensionsdepot.

Sagsnummer: 57 /2010
Dato: 14-03-2011
Ankenævn: John Mosegaard, Jesper Claus Christensen, Hans Daugaard, Peter Stig Hansen, Maria Hyldahl
Klageemne: Kapitalpensionskonti - afgift
Ledetekst: Spørgsmål om afgift ved ”overførsel” af aktier fra afdød ægtefælles kapitalpensionsdepot.
Indklagede: Sparbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter



Indledning.

Denne sag vedrører, om Sparbank har pådraget sig erstatningsansvar i forbindelse med "overførsel" af aktier til klagerens frie depot fra hendes afdøde ægtefælles kapitalpensionsdepot.

Sagens omstændigheder.

Klagerens mand M havde i 2004 en arbejdsgiveradministreret kapitalpension i Sparbank Vest (nu: Sparbank). Pensionsmidlerne var investeret i bankens aktier.

M døde den 5. september 2004.

Af bankens brev af 1. december 2004 til klageren fremgår:

"…

Som aftalt fremsender jeg hermed nogle oplysninger omkring den endelige opgørelse af boet efter [M].

Kapitalpensionen:

Pensionskontoen, … -487, skal gøres op og følgende afgifter betales til staten:

PAL-skat, som er en skat, der betales af det afkast, der løbende tilskrives på pensionskontoen. Dette gælder alle pensionskonti.

25% afgift, der skal betales af det beløb, der stod på kontoen den 31.12.1979 (kr. 3.340,88).

40% afgift, der skal betales af resten af saldoen.

Du bedes bekræfte på vedlagte brevkopi, at kontoen skal gøres op som anført her. I samme forbindelse bedes du kontakte mig for at aftale, om alle aktierne skal sælges i.f.m. opgørelsen, eller om du vil have nogle af dem overført til dit eget depot.

Jeg vedlægger en oversigt over depotet til din orientering.

Med venlig hilsen

[Rådgiverens navn]

Jeg bekræfter hermed, at kapitalpensionen nr. … -487 kan opgøres som ovenfor anført.

[Herunder er underskrevet af klageren den 8. december 2004 og tilføjet med håndskrift: "Aktier bedes overført til mit eget åbne depot"]

…"

Den 10. januar 2005 købte banken 270 stk. Sparbank Vest aktier fra M’s depot for 49.140 kr. og indsatte provenuet på hans pensionskonto nr. … -487. Samme dag solgte banken et tilsvarende antal aktier for samme beløb til klageren. Aktierne blev lagt i klagerens frie depot og beløbet blev hævet på klagerens aktionærkonto nr. … -571. Handlerne blev gennemført uden betaling af omkostninger til banken.

Af en anmeldelse til SKAT af 14. januar 2005 fremgår, at M’s kapitalpension blev opgjort og udbetalt som følge af hans død. I den forbindelse afregnede banken 19.345 kr. i afgift til SKAT samt 523 kr. i afgift af aktieafkast. Ved ophævelsen af M’s pensionskonto nr. … -487 blev indeståendet på 30.388,47 kr. efter rentetilskrivninger og betaling af afgifter overført til klagerens aktionærkonto nr. … -571.

Af bankens brev af 18. januar 2005 til klageren fremgår:

"…

ý Til din orientering

[M’s] kapitalpension er nu opgjort, og aktierne flyttet til dit depot.

Nettobeløbet, kr. 30.388,47, er afregnet via din aktionærkonto, og jeg har valgt at lade dem stå der, da kontoen er bedre forrentet end din maxilønkonto.

Hvis du ønsker at ændre på det er du velkommen til at kontakte mig.

…"

Ved brev af 17. november 2006 anmodede klagerens repræsentant banken om at redegøre nærmere for, hvorledes M’s bankaktier var blevet overført til klagerens depot. Klageren mente i den forbindelse at være blevet belastet af betydelige omkostninger, selvom hun sad i uskiftet bo efter M.

Ved brev af 23. november 2006 redegjorde banken overordnet for de afgiftsmæssige forhold i forbindelse med opgørelsen af en kapitalpension ved død.

Ved brev af 28. december 2006 fastholdt klageren, at hendes køb af bankaktierne ikke havde været nødvendigt, da hun sad i uskiftet bo efter M og dermed havde overtaget hans aktiebeholdning.

Parternes påstande.

Klageren har ved brev af 13. januar 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparbank skal betale hende 49.140 kr. plus renter og evt. erstatning.

Sparbank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har bl.a. anført, at hun sagde "ja", da rådgiveren spurgte hende, om hun ville have M’s aktier. Hun troede ikke, at hun ville komme til at købe hans aktier.

Hvis hun var blevet spurgt, om hun ville købe aktierne, havde hun sagt "nej", da de havde fælles eje. Banken lod hende købe hendes og M’s aktier.

Hun ringede til banken, da hun så, at rådgiveren uden at informere hende havde hævet 49.140 kr. fra hendes konto. Først da fik hun at vide, at hun havde købt M’s aktier.

Det er uvist, hvor M’s aktier ville være, hvis de ikke var blevet solgt til hende.

Sparbank har bl.a. anført, at klageren har som ønsket opnået at overtage M’s aktiebeholdning uden omkostninger bortset fra betaling af statsafgiften, hvilket var uundgåeligt, selvom hun sad i uskiftet bo.

Klageren vil opnå en uberettiget fortjeneste, hvis hun får medhold.

Banken har ikke handlet ansvarspådragende.

Det bestrides, at klageren har lidt et tab.

Hvis klageren havde et krav, villet det være forældet eller bortfaldet som følge af passivitet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder, at banken ved M’s død som anvist i loven opgjorde hans kapitalpension og svarende afgift heraf. Ankenævnet finder det således ikke godtgjort, at Sparbank i forbindelse med opgørelsen af M’s kapitalpension har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar for banken.

Ankenævnet lægger til grund, at klageren som svar på bankens brev af 1. december 2004 tilkendegav, at hun ønskede M's aktier overført til eget depot.

Ankenævnet finder, at sprogbrugen i bankens brev om "overført til dit eget depot" uden udtrykkelig præcisering af, at en overførsel af alle aktier ville indebære, at klageren så kontant måtte betale et nettobeløb svarende til afgifterne til staten kan have givet anledning til misforståelser hos klageren.

Efter bankens brev af 18. januar 2005 burde sammenhængen imidlertid have stået klageren klar. Ankenævnet finder derfor, at klageren ved først at have reageret ved brev af 17. november 2006 som følge af passivitet har fortabt retten til evt. at kræve overførslen tilbageført.

Som følge heraf træffes følgende

afgørelse:




Klagen tages ikke til følge.