Indsigelse mod håndtering af fælles engagement efter samlivsophævelse herunder indsigelse mod hævninger på fælles kredit, samt spørgsmål om passivitet, forældelse og akkord.
| Sagsnummer: | 500/2020 |
| Dato: | 01-10-2021 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Bjarke Svejstrup, Kristian Ingemann Petersen, Morten Bruun Pedersen og Søren Geckler. |
| Klageemne: |
Akkord - afslag
Forældelse - øvrige spørgsmål Passivitet - hæftelse Udlån - bodeling, samlivsophævelse |
| Ledetekst: | Indsigelse mod håndtering af fælles engagement efter samlivsophævelse herunder indsigelse mod hævninger på fælles kredit, samt spørgsmål om passivitet, forældelse og akkord. |
| Indklagede: | Spar Nord Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod håndtering af fælles engagement efter samlivsophævelse, herunder indsigelse mod hævninger på fælles kredit, samt spørgsmål om passivitet, forældelse og akkord.
Sagens omstændigheder
Klageren og M, der var ægtefæller og kunder i Spar Nord Bank, blev skilt i slutningen af 2012. Klageren og M ejede et hus, der var behæftet med et realkreditlån. Hos banken havde klagerne en fælles kredit. Der er under sagen ikke fremlagt kreditaftale, kontoudskrifter eller andre oplysninger om kreditten.
Klageren har oplyst, at M efter samlivsophævelsen, som banken var bekendt med, uberettiget hævede på kreditten uden hendes samtykke. Til belysning af dette har klageren fremlagt mailkorrespondance mellem hende og banken i perioden 29. marts - 2. juli 2013.
Den 4. februar 2015 indgik klageren og M en aftale om deres mellemværende. Af aftalen fremgik blandt andet:
”…
[Klageren] og [M] har 2 lån de begge hæfter for 1) et prioritetslån hos [realkreditinstitut] på ca. 2.600.000 DKK og 2) en kassekredit på ca. 268.000 DKK. … Begge lån er misligholdte og forfaldne til indfrielse. …
På trods af fælleshæftelse er det aftalt, …
… [M] overtager huset til restgælden på prioritetsgælden …
… [Klageren] overtager restgælden på kassekreditten. …
…
Sælges huset med et overskud udover prioritetsgælden anvendes overskuddet først til indfrielse af kassekreditten. ...
…”
Den 11. marts 2015 underskrev klageren og M et gældsbrev til banken vedrørende et boliglån på 272.000 kr., som skulle afvikles med månedlige ydelser på 1.200 kr. Rentesatsen udgjorde 3 % om året og var variabel. Banken har oplyst, at lånet blev ydet til indfrielse af gælden på kreditten.
Klageren har oplyst, at huset blev solgt på tvangsauktion i 2018. Klageren har videre blandt andet oplyst, at hun på et møde i banken den 7. februar 2020 anmodede banken om at nedsætte hendes hæftelse for restgælden på boliglånet til 40.350 kr., der fremkom således:
”Gæld da jeg begyndte at afdrage: 272.000,00
50% af dette: 136.000,00 (hvis gælden havde været delt op)
Jeg har betalt (uden renter): 95.650,00
Dif.: 40.350,00”
Om det videre forløb har klageren anført følgende:
”Vi aftaler, at banken kommer med en tilbagemelding til mig ca. 3 uger efter, da der er vinterferie. Vi kommer ind i Corona krisen og jeg er derfor indforstået med, at der ikke kan være et svar til mig lige 3 uger efter, men har dog en forventning om at der ikke går 4 måneder, som der gik.
Den 23. marts 2020 rykker jeg første gang for en tilbagemelding på vores møde den 7. februar 2020. Jeg modtager svar fra [bankmedarbejder A], at han ikke har glemt opgaven, men skal have banken til at fungere (Corona krisen) og kan dermed ikke love mig hvornår jeg hører noget.
Den 24. marts 2020 skriver jeg igen til [A] og beder ham nedsætte mine månedlige afdrag fra 1.200,00 til 100,00 (jeg afdrager normalt med 1.500,00, men de 300,00 kunne jeg selv slette i min netbank). Jeg bliver oplyst at dette ikke kan lade sig gøre, uden et samtykke fra min eksmand, hvilket jeg undrer mig over, da han ikke skulle samtykke da jeg indgik aftalen om afdrag mv.?? Og min eksmand har ikke og er ikke bekendt med hvor meget jeg afdrager (medmindre banken har oplyst ham det?).
Vi blev derfor enige om at [A] tilbagefører 1.100,00 til min konto. Jeg vil i stedet spare disse penge op, således at min egen kassekredit på 15.000,00 kan blive betalt ud. Dette skal være gældende frem til at der foreligger en endegyldig aftale mellem Spar Nord Bank og jeg.
Igen har jeg måtte rykke og rykke for at ydelsen blev tilbageført hver måned og igen rykke for at få et svar.
Den 6. juli 2020 modtager jeg en mail fra [A].
Spar Nord Bank mener jeg skal kunne afholde 90.000,00 kr. straks, som skal indbetales på gælden. Derudover skal den resterende gæld, som er 134.414,39 kr. deles 50% til min eksmand og jeg. Det vil sige, jeg skal udover at have afholdt 95.650,00 kr., afholde yderligere 90.000,00 kr. + 67.207,20 kr.
Det vil sige, banken mener, at jeg skal afholde ca. 81% af den samlede gæld (311.000,00 i 2013), såfremt jeg skal gå med det forslag som Spar Nord Bank kommer med af den 6. juli 2020.”
Banken har ikke fremført kommentarer til det af klageren oplyste.
Klageren har oplyst, at hun herefter ønskede at skifte pengeinstitut. Om forløbet vedrørende pengeinstitutskiftet har klageren oplyst følgende:
”Jeg anmoder første gang om lukning af mine konti den 07.09.2020. Den 13.09.2020 modtager jeg svar fra Spar Nord, at opgaven er sendt videre til opgørelse af mine konti. Den 18.09.2020 modtager jeg en besked fra [medarbejder B] at min konto står i minus med 46,00 kr.
Jeg går ind og dækker beløbet med det samme og skriver tilbage til [B].
Den 26.9.2020 skriver jeg til [medarbejder B], at mine konti fortsat ikke er lukket, hvilket undrer mig og spørger efter en årsag. Jeg modtager aldrig et svar herpå.
Den 30.9.2020 skriver jeg igen til Spar Nord, at mine konti fortsat ikke er lukket, men får ej heller et svar.
Igen den 13.10.2020 skriver jeg til Spar Nord og beder om at få lukket mine konti, men igen intet svar.
Den 26.10.2020 skriver jeg igen til Spar Nord, med oplysning om ovenstående og igen modtager jeg ikke et svar.
Den 30.10.2020 skriver jeg igen til Spar Nord og oplyser at jeg antager det må være personlig chikane, at jeg ikke modtager blot et svar om at de har modtaget mine mails og svar på hvad de påtænker at gøre. Jeg er på intet tidspunkt blevet gjort opmærksom på, at det ikke var muligt at lukke mine konti. Jeg oplyser i min mail, at såfremt jeg ikke hører noget fra banken inden medio ugen efter, vil jeg gå videre med sagen. Jeg modtager efterfølgende et svar den 02.11.2020, hvori jeg oplyses at man ikke antog det for vigtigt at få kontiene lukket, da de begge var nulstillet.”
Banken har ikke fremført kommentarer til det af klageren oplyste.
Parternes påstande
Den 15. december 2020 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Spar Nord Bank skal frafalde eller nedsætte hendes hæftelse for restgælden på lånet.
Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken har et medansvar for, at der i dag påhviler hende en langt større gæld, end der kunne have gjort.
Banken har ikke svaret på det hun reelt klager over.
Banken bør tage ansvar for, at den ikke fik stoppet/lukket kassekreditten, da hun bad om det.
Banken blev gjort bekendt med, at hun og M skulle skilles, og burde derfor have spærret for yderligere træk på kreditten. En bekendt, der er ansat i et andet pengeinstitut har oplyst, at dette sker automatisk, når to parter med fælles konto bliver skilt.
Da hun opdagede, at M uberettiget trak på kreditten uden hendes samtykke, gjorde hun indsigelse og anmodede banken om at spærre kreditten, hvilket er dokumenteret med de fremlagte mails.
Kreditten var blevet oprettet til køb af en bil, som M kørte i både før og efter samlivsophævelsen, og som M alene skulle afdrage på, da det var ham der overtog bilen. På daværende tidspunkt var gælden på 311.000 kr.
Banken svarede ikke på en mail af 29. marts 2013, hvor hun bad banken om at lukke kreditten, for yderligere træk. Den 18. april 2013 gjorde hun igen banken opmærksom på, at kontoen skulle spærres for yderligere træk, og at banken som minimum skulle oplyse, om M betalte på gælden som aftalt. Dette blev bekræftet med svarmail fra banken den 18. april 2013 med besked om, at M nogle gange havde overført penge til kreditten.
Den 22. maj 2013 skrev hun en længere mail, hvori hun oplyste, at M over for hende havde bekræftet, at kreditten tilhørte ham, da hun overtog gælden på sin egen bil, og han overtog gælden (kreditten) på sin bil. Banken undlod at tage fat i M for at få dette på plads. Samme dag oplyste banken, at der var hævet op til maksimum på kreditten, så der ikke kunne hæves mere på kontoen. Hun fik ikke svar på, om der var sket gældsoverdragelse til M.
Den 23. maj 2013 anmodede hun banken om en garanti for at M ikke på ny kunne hæve penge fra kreditten, når han har afdraget gælden til under maksimum. Hun fik ikke et direkte svar, da banken blot oplyste, at den havde pant i bilen og ved et salg, ville kreditten naturligvis blive reduceret.
Den 3. juni 2013 skrev hun til banken, at hun var blevet bekendt med, at M havde solgt sin bil, hvilket banken ikke på daværende tidspunkt var bekendt med. Banken oplyste, at den havde aftalt et møde med M. Den 13. juni 2013 bad hun om en status og fik oplyst, at der endnu ikke var afholdt et møde.
Den 24. juni 2013 skrev hun til banken, at hendes tålmodighed var ved at slippe op, da hun havde gjort alt for at undgå større gæld end nødvendigt. Hun kunne nemlig se, at M havde brugt penge fra kreditten, og at den nu var i overtræk. Dette var hun i tidligere mails blevet lovet ikke kunne ske.
Den 25. juni 2013 oplyste banken, at den var rystet over, at M havde hævet penge fra kreditten. Dette til trods for hendes gentagne advarsler. Derudover erfarede hun, at M også havde hævet 26.000 kr. fra kreditten til udbetaling på en ny bil. Dette var imidlertid tilsyneladende accepteret af banken.
Den 1. juli 2013 skrev hun igen til banken med anmodning om en status på kreditten, og om der var indgået aftale om, at M overtog den, men banken svarede ikke.
Hun tilbød at betale 22.500 kr., som var en gæld fra tidligere bank og fra M’s holdingselskab, i håb om at nå til enighed om, at hun blev fritaget fra gælden på kreditten, men banken svarede ikke.
Den 2. juli 2013 skrev hun igen til banken om, at få styr på kreditten, hvilket ikke skete. Hun gjorde yderligere opmærksom på, at hun var bekendt med, at M den 27. november 2012 havde skrevet til banken, at han skulle overtage gælden.
Grundet massive problemer mellem M og hende, var hun nødt til at lade denne del ligge, da banken heller ikke ville tage et ansvar for, at den ikke har handlet efter hendes utallige anmodninger, og heller ikke havde givet hende et reelt svar på hvorfor.
Banken var både dengang og nu klar over, at hun aldrig havde brugt penge fra den konto/kredit.
Grundet det høje konfliktniveau mellem M og hende indgik hun i 2015 den fremlagte aftale og begyndte at afdrage på gælden.
I modsætning til hende har M ikke afdraget på deres gæld. Dette har banken uden videre accepteret, hvilket på baggrund hændelsesforløbet var uacceptabelt og uetisk.
Hun har altid overholdt alle aftaler med banken.
Da hun i forbindelse med tvangsauktionen blev klar over, at M ikke havde betalt noget, henvendte hun sig igen til banken med håb om at blive fritaget for yderligere i forhold til gælden i banken.
Banken har på intet tidspunkt forsøgt at få penge fra M, til trods for at det er hende, der har udgifter til to børn mv., mens M ikke har udgifter til andet end sig selv. M har en god indtægt, mens hun trods to jobs har en stram økonomi.
Banken har i forløbet kun forholdt sig passivt og ignorerende til trods for gentagne henvendelser, advarsler og forslag til at imødekomme udfordringen, hvor hun tager del i sit eget ansvar i at være medunderskriver på en gæld, som banken hele tiden har været bevidst om, ikke har været en del af hendes gæld.
Hun har taget del i det ansvar hun har i forhold til, at hun dengang satte sin underskrift på kreditten. Hun har samarbejdet, afdraget og overholdt alle indgåede aftaler.
Banken har til stadighed været bekendt med, at hun de seneste fire år har været eneforsørger. Trods stram økonomi har hun samarbejdet til fulde. Banken har på intet tidspunkt har forsøgt at indgå en betalingsaftale med M.
På baggrund af forløbet, finder hun ikke længere, at banken ønsker at varetage hendes interesser som bankkunde, og hun har derfor skiftet bank.
Hun har indgået en aftale med realkreditinstituttet om at afdrage 850 kr. om måneden frem indtil halvdelen af gælden fra tvangsauktionen er betalt, hvorefter restgælden vil blive slettet. Dette er en værdig og fornuftig aftale og viser, at hun ikke løber fra sit ansvar som skyldner, men at alt har en grænse, og hun vil ikke afholde M’s andel. Dette har realkreditinstituttet forståelse for, hvilket ikke kan siges om banken.
Hun tilbyder banken at afdrage 40.000 kr. mod at restgælden bliver slettet. Hvis banken ikke vil indgå en sådan aftale, ser hun sig nødsaget til at stoppe med at betale ydelserne.
Spar Nord Bank har anført, at banken ikke er i besiddelse af materiale eller korrespondance eller andet fra 2013 vedrørende kassekreditten. Banken er derfor ikke i stand til at oplyse om eventuelle aftaler om hævninger på den fælles kredit.
I starten af 2015 blev der for at undgå en truende tvangsauktion af den ejendom, som parret fortsat ejede i fællesskab, indgået aftale om ejendommen og om den fælles gæld mellem klageren og M. På daværende tidspunkt var både realkreditlånet og kassekreditten misligholdt. Det fremgår af parrets aftale, at klageren var bekendt med, at hun i forhold til realkredit og bank hæftede for den fælles gæld, herunder kassekreditten, og at hun i det indbyrdes forhold påtog sig at hæfte for kassekreditten.
På baggrund af aftalen, som blev forelagt banken, fik M en kreditfacilitet til indfrielse af restance på realkreditlånet.
Kassekreditten blev omlagt til et boliglån. Uanset den indbyrdes aftale fastholdt banken begge som debitorer på lånet.
Banken er på nuværende tidspunkt ikke i stand til at vurdere eller kommentere klagerens opfattelse af forløbet i 2013. Det må lægges til grund, at klageren i 2015 ved indgåelsen af aftalen med M og ved sin underskrift på boliglånet til afløsning af kassekreditten frafaldt de indsigelser angående gældens størrelse, som hun tidligere måtte have haft.
Eventuelle indsigelser er endvidere nu forældet, da det er knap seks år, siden boliglånet blev underskrevet.
Klageren har ikke godtgjort omstændigheder, hvorefter banken skulle have begået ansvarspådragende fejl, have afgivet løfter til klager eller på andet grundlag være helt eller delvist være ansvarlig for gælden.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren og M, der var ægtefæller og kunder i Spar Nord Bank, blev skilt i slutningen af 2012. Klageren og M havde blandt andet en fælles kredit i banken.
Klageren har oplyst, at M efter samlivsophævelsen, som banken var bekendt med, uberettiget hævede på kreditten uden hendes samtykke, og at hun gjorde indsigelse mod dette over for banken.
På det tidspunkt, hvor banken fik kendskab til samlivsophævelsen, var banken som udgangspunkt forpligtet til at sikre, at hverken klageren eller M kunne anvende fælles konti uden samtykke fra den anden part. I denne situation har banken en rådgivningsforpligtelse over for begge kontohavere, således at parterne har mulighed for at få etableret separate konti og tilpasset fuldmagtsforhold til eventuelle fælleskonti.
Den 11. marts 2015 underskrev klageren og M et gældsbrev til banken vedrørende et boliglån på 272.000 kr., hvormed kreditten blev indfriet. Ankenævnet finder, at klageren derfor er afskåret fra nu at gøre indsigelse mod transaktioner på kreditten. Efter Ankenævnets opfattelse var et eventuelt krav vedrørende transaktionerne på kreditten forældet, da klageren den 15. december 2020 indgav en klage over banken til Ankenævnet, jævnfør forældelseslovens § 3, stk. 1, hvorefter den almindelige forældelsesfrist er tre år.
Ankenævnet finder ikke, at der er godtgjort omstændigheder, der kan medføre, at klageren ikke hæfter for boliglånet.
Ankenævnet finder heller ikke, at banken har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren.
Ankenævnet kan ikke pålægge banken at acceptere en akkordaftale eller en bestemt afvikling af gælden.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.