Spørgsmål vedrørende placering af opsparing på kapitalpensionskonto
| Sagsnummer: | 184 /2013 |
| Dato: | 24-10-2013 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Karin Duerlund, Søren Geckler, Troels Hauer Holmberg, Anita Nedergaard |
| Klageemne: |
Indlån - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Spørgsmål vedrørende placering af opsparing på kapitalpensionskonto |
| Indklagede: | Nordea Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører spørgsmål i forbindelse med, at klagerens opsparing i 2012 blev indsat på hendes kapitalpensionskonto i Nordea Bank.
Sagens omstændigheder
Den 16. september 2009 blev der i forbindelse med en engagementsoverførsel oprettet en kapitalpensionskonto til klageren i Nordea Bank. Efter det oplyste havde ordningen en værdi på mindre end 10.000 kr. Ifølge kapitalpensionsaftalen skulle klageren indbetale variable beløb på kontoen.
Den 10. oktober 2012 blev der afholdt et møde i banken med klageren og klagerens kæreste, M, der var kunde i pengeinstituttet P. Nordea Bank har fremlagt et mødereferat, der er dateret den 11. oktober 2012 og adresseret til klageren. Klageren har anført, at hun ikke har modtaget referatet. Af referatet fremgår blandt andet:
”Overførsel af konti i [P]
[M’s] lønkonto i [P] bliver overført til den ny oprettede lønkonto i Nordea Bank. Derudover aftalte vi at [klagerens] opsparingskonto overføres til hendes nuværende ”grundkonto Nordea Prioritet andel”.
Den 21. november 2012 blev der ved en netbankoverførsel fra M’s konto hos P overført 44.981 kr. til klagerens kapitalpensionskonto i Nordea Bank.
Ved e-mail af 11. december 2012 til banken anførte klageren, at hun som aftalt havde overført sin opsparing til kapitalpensionskontoen, og at hun nu havde konstateret, at hun var afskåret fra at hæve på kontoen.
Ved e-mail samme dag meddelte banken, at man aldrig havde sagt, at klageren skulle sætte sin opsparing på kapitalpensionskontoen, men i stedet på Grundkonto prioritet andel, hvor renten var 6,35 %.
Ved e-mail af 12. december 2012 til klageren anførte banken:
”Jeg har bedt vores afdeling for ”Særlige Indlån” som kapitalpensioner er omfattet af, se om de ikke kan rette den overførsel du har lavet til pensionen og overføre den til din ”Grundkonto Nordea Prioritet andel” i stedet for.
Du skal derfor lige holde øje med om pengene bliver overført til den rigtige konto. Jeg regner med at der vil gå en lille uges tid.
Ellers skal du lige tage fat i mig igen.”
Ved e-mail af 17. december 2012 til klageren anførte banken:
”Jeg har nu undersøgt sagen mth. din kapitalpension. Du skal tage fat i SKAT og have deres skriftlige tilladelse på, at de vil acceptere tilbageførslen til din opsparing.,
Når jeg har denne skriftlige tilladelse kan vi tilbageføre pengene.
Tag gerne fat i mig, hvis der skulle være nogle spørgsmål.”
Den 19. december 2012 sendte klageren en ansøgning til SKAT om afdragsfri tilbagebetaling af de 44.981 kr.
Den 4. februar 2013 afslog SKAT klagerens anmodning. Begrundelsen var, at der efter det oplyste ikke var tale om en åbenlys fejlindbetaling.
Ved brev af 1. marts 2013 henvendte klageren sig på ny til banken med krav om frigivelse af beløbet.
Ved e-mail af 8. marts 2013 til klageren anførte banken, at klageren med mødereferatet kunne bevise over for SKAT, at overførslen beroede på en tastefejl.
Ved brev af 22. marts 2013 meddelte klageren, at hun aldrig havde modtaget referatet, og at overførslen til kapitalpensionskontoen var sket på anbefaling fra banken, der var bekendt med, at hun skulle bruge af opsparingen løbende til et uddannelsesforløb.
På baggrund af en rykker fra klageren meddelte banken ved e-mail af 14. maj 2013, at man havde kontaktet SKAT, der var indforstået med at tage sagen op på ny. I øvrigt fremgår blandt andet:
”…
Det er nødvendigt, at du selv retter henvendelse til Skattevæsenet, da banken ikke har fuldmagt til at handle på dine vegne.
Du kan eventuelt videresende denne mail til [navn] med bemærkning om, at du venligst ønsker at få sagen taget op på ny, så du kan få frigivet dine opsparede midler!
Jeg håber at sagen hermed er løst, og at du snart igen kan disponere over dine opsparede midler.
…”
Ved brev af 21. maj 2013 gav klageren banken fuldmagt til at rette henvendelse til SKAT på hendes vegne. Klageren fastholdt i øvrigt, at sagen ikke beroede på en fejl fra hendes side, men alene en rådgivningsfejl fra bankens side.
Ved brev af 24. maj 2013 afviste banken et eventuelt rådgivningsansvar og gentog klagerens mulighed for på ny at få sagen behandlet hos SKAT ved videresendelse af e-mailen af 14. maj 2013.
Parternes påstande
Den 10. juni 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal sørge for, at hun frit kan disponere over opsparingen på 44.981 kr.
Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken vidste, at hun løbende skulle bruge af sin opsparing på 44.981 kr. i forbindelse med et studieforløb. Banken begik derfor en ansvarspådragende fejl ved at råde hende til at indsætte beløbet på kapitalpensionskontoen, hvorved pengene blev låst.
Hendes anmodning om at få midlerne frigivet blev afvist af SKAT.
Det må påhvile banken at sørge for, at midlerne bliver frigivet, herunder eventuelt ved fornyet henvendelse til SKAT. Hun har givet banken fuldmagt til at henvende sig på hendes vegne.
Referatet, som hun ikke kendte, er ufuldstændigt, idet drøftelserne om kapitalpensionen ikke fremgår.
Banken har både ved e-mailen af 12. december 2012 og ved e-mailen af 14. maj 2013 lovet, at beløbet ville blive frigivet, hvilket imidlertid ikke er sket.
Nordea Bank har anført, at det af klageren anførte om, at banken skulle have anbefalet klageren at indsætte den omhandlede opsparing på kapitalpensionskontoen bestrides. Banken var bekendt med, at klageren ønskede fri rådighed over opsparingen og anbefalede derfor, at midlerne blev overført til en konto i banken, hvor der var fri rådighed over midlerne, jævnfør referatet fra mødet den 10. oktober 2012.
Hverken pension eller overførsel til pensionskonto blev drøftet på mødet, hvilket også understøttes af referatet.
Banken medvirkede ikke til den omstridte overførsel, der skete fra M’s konto i et andet pengeinstitut.
Banken kan ikke uden SKAT’s tilladelse stille opsparingen til fri rådighed for klageren uden beregning af afgift. Banken har heller ikke lovet klageren, at opsparingen ville blive frigivet afgiftsfrit uden tilladelse fra SKAT.
Banken har bistået klageren med oplysninger til SKAT med henblik på at få opsparingen tilbageført. Banken har fået tilsagn fra SKAT om, at klagerens sag vil blive revurderet ved fornyet henvendelse fra klageren, hvormed klageren kan få opfyldt sit ønske om fri rådighed over opsparingen.
Klageren må så vidt muligt søge SKAT’s tilladelse til at opsparingen kan tilbageføres. I modsat fald opfylder klageren ikke sin tabsbegrænsningspligt. Banken kan ikke og bør ikke påtage sig at repræsentere klageren over for SKAT. Hvis klageren ønsker en repræsentant, må hun henvende sig til en advokat eller revisor.
Ankenævnets bemærkninger
Den 10. oktober 2012 blev der afholdt et møde mellem klageren, klagerens kæreste og Nordea Bank. Den 21. november 2012 blev klagerens opsparing på 44.981 kr. indsat på klagerens kapitalpensionskonto i Nordea Bank via en netbankoverførsel fra kærestens pengeinstitut.
Klageren var herefter afskåret fra at disponere over opsparingen uden betaling af afgift for førtidig ophævelse af kapitalpensionen.
Der er ikke grundlag for at fastslå, at Nordea Bank begik ansvarspådragende fejl eller forsømmelser i forbindelse med overførslen.
Banken har medvirket til at tilvejebringe grundlaget for en anmodning fra klageren til SKAT om at godkende en afgiftsfri tilbagebetaling af beløbet fra kapitalpensionen.
Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at tage klagen til følge, hverken helt eller delvist.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.