Fortolkning af særlig renteaftale.
| Sagsnummer: | 84/2015 |
| Dato: | 02-10-2015 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Finn Borgquist, Troels Hauer Holmberg, Kjeld Gosvig Jensen, Anders Holkmann Olsen |
| Klageemne: |
Rente - indlån
|
| Ledetekst: | Fortolkning af særlig renteaftale. |
| Indklagede: | Saxo Privatbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører fortolkning af en særlig renteaftale i tilknytning til en boligkredit.
Sagens omstændigheder
Klagerne M og H var kunder i den daværende Brørup Sparekasse, nu Saxo Privatbank. Klagerne havde en fælles boligkredit kontonummer -601 og en fælles privatkonto kontonummer -210. M havde en privat konto kontonummer -202.
Den 16. november 2011 underskrev klagerne en kreditkontrakt vedrørende boligkreditten med et maksimum på 600.000 kr., som efter det oplyste oprindeligt var etableret i 2006, hvor klagerne købte et sommerhus. Af kreditkontrakten fremgår bl.a.:
”…
Debitorrente (Debetrente)
Den årlige rente er variabel og udgør p.t. 5,50000 %.
…
Ændring af renten
Brørup Sparekasse kan nedsætte renten uden varsel.
…
Særlige bestemmelser
Debetrenten på denne kredit vil have et spænd på 1,25% til kreditrenten på konto –202 og –210. Aftalen løber til 1/9-2016.
…”
Af Saxo Banks almindelige forretningsbetingelser fremgår bl.a.:
”...
4.1 Rentevilkår
Renten for de enkelte indlåns- og udlånskonti er variabel, medmindre andet udtrykkeligt er aftalt.
…
4.2. Ændring af variable rentesatser
…
Variable rentesatser på indlån kan nedsættes og variable rentesatser på udlån kan forhøjes, hvis:
…
none">…
4.3. Varsel og meddelelse om renteændringer
4.3.1 Indlån
Saxo Privatbank kan ændre variable rentesatser uden varsel, hvis ændringen er til din fordel samt i de i punkt 4.2 nr. 1)-3) angivne tilfælde. I de i punkt 4.2 nr. 4) og 5) angivne tilfælde vil renteændringer ske med én måneds varsel.
Du får enten oplysning om ændring af variable rentesatser ved brev, elektronisk eller ved annoncering i dagspressen efterfulgt af oplysning herom, når Saxo Privatbank udsender det første kontoudtog (eller kontooversigt) efter annonceringen.
…”
Den 16. februar 2015 annoncerede Saxo Bank, at den med virkning fra den 17. februar 2015 nedsatte renten på indlånskonti ”med baggrund i Nationalbankens gentagne rentenedsættelser og i henhold til Saxo Privatbanks almindelige forretningsbetingelser”.
Ved brev af 26. februar 2015 til klagerne meddelte banken, at indlånsrentesatsen på konto -202 og konto -210 med virkning fra den 1. marts 2015 ville blive nedsat til 0,5 %. Med henvisning til aftalen om et spænd på 1,25 % til udlånsrentesatsen på boligkreditten nedsatte banken udlånsrentesatsen på denne til 1,75 %.
Pr. den 3. marts 2015 var der et indestående på ca. 640.000 kr. på konto -210 og et indestående på ca. 425.000 kr. på konto -202. På boligkreditten var der en positiv saldo på 211,67 kr.
Den 4. marts 2015 indgav klagerne en klage over Saxo Privatbank til Ankenævnet. Banken har under sagen ydet klagerne en rentekompensation på 7.241,76 kr. for perioden 14. november 2011 - 30. marts 2015, hvor spændet mellem udlånsrentesatsen på boligkreditten og indlånsrentesatsen på indlånskontiene havde oversteget 1,25 %.
Parternes påstande
Klagerne har nedlagt påstand om, at Saxo Privatbank skal frafalde renteændringerne pr. den 1. marts 2015 for perioden frem til den 1. september 2016, hvor renteaftalen udløber.
Saxo Privatbank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klagerne har anført, at banken har brudt renteaftalen. Den laveste rentesats på boliglån er ifølge bankens hjemmeside på 6,5 %. Ifølge renteaftalen burde de derfor være berettiget til en rente på 5,25 % på indlånskontiene.
Renteaftalen blev indgået med udgangspunkt i en kontoform, som andre pengeinstitutter tilbød i forbindelse med køb af fast ejendom, nemlig samme rente på ind- og udlån. Den daværende Brørup Sparekasse tilbød i stedet en boligkredit til markedsrente samt to privatkonti med indlånsrente, der var 1,25 % lavere end udlånsrenten på boligkreditten.
Aftalen blev indgået i 2006 og har til stadighed gennem ni år været hængt op på den til enhver tid gældende udlånsrente for boliglån, der har været tilgængelig på bankens hjemmeside. Der er derfor tale om et klokkeklart aftalebrud fra bankens side. Banken bør vedstå aftalen indtil udløbsdatoen den 1. september 2016.
Rentesatsen på 1,75 % er en fiktiv rente, som intet har med boligkredit at gøre. Banken har opfundet rentesatsen i et forsøg på at løbe fra en indgået aftale.
Det af banken anførte om, at de ikke udnytter boligkreditten bestrides, idet den løbende har været brugt til mange månedlige transaktioner bl.a. til betaling af realkreditlån, boligskatter m.v.
Det bør ikke komme dem til skade, at de har overholdt deres del af aftalen ved at betale af på gælden.
Saxo Privatbank har anført, at renteændringerne er berettigede. Der foreligger ikke noget aftalebrud, idet det aftalte spænd mellem udlånsrentesatsen på boligkreditten og indlånsrentesatsen på indlånskontiene er opretholdt.
Aftalen indebærer ikke andet og mere, end at banken er forpligtet til i aftalens løbetid at opretholde et rentespænd på 1,25 %. Der er ikke noget der understøtter klagernes påstand om, at udlånsrenten på boligkreditten skulle være bundet op til bankens til enhver tid gældende rentesats på boliglån.
Formålet med aftalen var at sikre klagerne en fast lav marginal mellem egne likvider og et eventuelt træk på boligkreditten. Formålet var ikke at sikre klagerne en ekstraordinær høj indlånsrente.
Hjemmelen til at nedsætte rentesatsen på indlånskontiene fremgår af bankens almindelige forretningsbetingelser.
Klagerne har mulighed for i den resterende del af aftalens løbetid at udnytte kreditrammen på boligkreditten mod betaling af den reducerede rentesats på 1,75 %.
Ankenævnets bemærkninger
Klagerne havde en boligkredit i den daværende Brørup Sparekasse, nu Saxo Privatbank. Ifølge et særligt vilkår i kreditaftalen skulle udlånsrentesatsen på kreditten indtil den 1. september 2016 have et spænd på 1,25 % til indlånsrentesatsen på klagernes to indlånskonti i banken. Rentesatserne på både boligkreditten og indlånskontiene var variabel.
Pr. den 1. marts 2015 foretog banken en betydelig nedsættelse af rentesatserne på boligkreditten og indlånskontiene til henholdsvis 1,75 % og 0,50 %. Rentenedsættelserne var til ugunst for klagerne, idet kreditten var uudnyttet, mens der på indlånskontiene var betydelige indeståender, der oversteg kredittens maksimum.
Tre medlemmer – Kari Sørensen, Kjeld Gosvig Jensen og Anders Holkmann Olsen – udtaler:
Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte renteændringerne, hverken i forhold til de almindelige vilkår for engagementet eller det særlige vilkår i kreditkontrakten.
Vedrørende det særlige vilkår bemærkes, at der i overensstemmelse med vilkårets ordlyd uændret er et spænd på 1,25 % mellem udlånsrentesatsen på boligkreditten og indlånsrentesatsen på indlånskontiene. Det må endvidere som anført af banken lægges til grund, at formålet med vilkåret var at sikre klagerne en fast lav marginal mellem egne likvider og et eventuelt træk på kreditten. Dette stemmer overens med det af klagerne anførte om, at aftalen var et alternativ til et produkt med samme rente på ind- og udlån i forbindelse med køb af fast ejendom, som blev udbudt af andre pengeinstitutter. På disse såkaldte prioritetslån gælder vilkåret om en indlånsrentesats svarende til udlånsrentesatsen således typisk kun indeståender, der ikke overstiger den tilknyttede kredit.
Banken har under sagen ydet klagerne en rentekompensation på 7.241,76 kr. for perioden 14. november 2011 - 30. marts 2015, hvor spændet mellem udlånsrentesatsen på boligkreditten og indlånsrentesatsen på indlånskontiene havde oversteget 1,25 %.
To medlemmer – Finn Borgquist og Troels Hauer Holmberg – udtaler:
Det fremgår af kassekreditkontrakten, at der var aftalt et spænd på 1,25 % mellem rentesatserne på klagernes ind- og udlånskonti. Det fremgår ikke klart af det skriftlige aftalegrundlag, om udviklingen i rentespændet skulle følge udviklingen i bankens generelle indlåns- eller udlånssatser. Klagerne har anført, at det mundtligt var aftalt, at rentespændet skulle følge udviklingen i bankens generelle udlånssatser. Saxo Bank bestrider dette. Klagerne har anført rentespændet gennem ni år fulgte udviklingen i bankens generelle udlånssatser. Saxo Bank har ikke bestridt dette. Som sagen er oplyst, finder vi det derfor godtgjort, at det var aftalt, at udviklingen i rentespændet skulle følge udviklingen i bankens generelle udlånssatser.
Vi stemmer derfor for, at klagerne skal stilles i overensstemmelse hermed.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Klagerne får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klagerne får ikke medhold i klagen.
Klagerne får klagegebyret tilbage.