Pengeinstituts oplysningspligt vedrørende debitors og medkautionists økonomiske forhold. Begrænset kaution.
| Sagsnummer: | 122/1995 |
| Dato: | 17-07-1995 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Møgelvang-Hansen, Bjarne Lau Pedersen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - omfang
Kaution - stiftelse |
| Ledetekst: | Pengeinstituts oplysningspligt vedrørende debitors og medkautionists økonomiske forhold. Begrænset kaution. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved gældsbrev af 7. februar 1990 ydede indklagede klagerens bror og dennes ægtefælle et lån på 48.500 kr. (-7541) til dækning af udgifter i forbindelse med en adoption. Klageren påtog sig ved påtegning på gældsbrevet selvskyldnerkaution for lånet sammen med to øvrige kautionister. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.250 kr.
I indklagedes interne låneansøgningsskema er om den ene af de øvrige kautionister anført:
"KR har været kunde i nogle år.
Ejer af lejlighed på adr. Der er ingen værdig friværdi.
Udfra KR's budget mener DB ikke han kan påtage sig yderligere forpligtelser."
Indklagede havde i 1988 ydet debitorerne et lån på 90.000 kr. (-5349), for hvilket der var givet begrænset selvskyldnerkaution af tre personer. Den månedlige ydelse var i gældsbrevet fastsat til 2.300 kr.
I januar 1992 underskrev debitorerne og de seks kautionister samt yderligere een kautionist et gældsbrev til indklagede på 126.832,43 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.500 kr. Klagerens kaution var begrænset til 14.000 kr. "således at forstå, at kautionisten kautionerer for hele fordringen, dog således at kautionisten maksimalt kautionerer for 14.000 kr.; tillige med renter og omkostninger i forhold hertil."
De øvrige kautionisters hæftelse var begrænset til henholdsvis 16.500 kr., 16.500 kr., 40.100 kr., 42.000 kr., 42.000 kr. og 28.000 kr. Af gældsbrevet fremgår i øvrigt bl.a.:
"Provenuet anvendes forlods til indfrielse af udlån nr. -7541 og -5349 samt restancer.
..........
Kautionisterne er bekendt med debitorernes økonomiske situation."
Ved skrivelse af 14. november 1994 til klageren meddelte indklagede, at lånet på grund af restance var opsagt til fuld indfrielse senest 21. s.m. Såfremt restgælden på 117.230,87 kr. ikke var indbetalt inden denne dato, ville sagen blive overgivet til retslig inkasso og klageren blive registreret i RKI Information.
Ved skrivelse af 18. november 1994 til klageren meddelte indklagede, at kautionsforpligtelsen udgjorde 14.000 kr. med tillæg af renter og omkostninger i forhold hertil.
Ved klageskema af 27. februar 1995 har klageren nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, principalt at kautionsforpligtelsen er bortfaldet, subsidiært at kautionsforpligtelsen nedsættes til hendes forholdsmæssige andel af de syv kautionisters hæftelse.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede i forbindelse med stiftelsen af kautionen oplyste, at der ikke var problemer med lånet, og at ydelserne ville blive trukket direkte fra debitorernes lønkonto. Det blev ikke oplyst, at debitorerne havde andre lån hos indklagede, ligesom hun ikke modtog oplysning om debitorernes økonomi i øvrigt. Indklagede burde have foretaget en kreditvurdering for at konstatere, om debitorerne var i stand til at betale ydelsen. Kort tid efter lånets stiftelse kunne debitorerne ikke overholde deres forpligtelser. De blev indberettet til RKI, og der måtte gentagne gange gives ydelseshenstand og -nedsættelse. Indklagede burde ligeledes have undersøgt kautionisternes soliditet. En af medkautionisterne var i foråret 1990 arbejdsløs og søgte i 1992 gældssanering. Tre af de øvrige kautionister var også uden arbejde. Da lånet er ydet med sikkerhed af syv kautionister, hvis hæftelse tilsammen udgør ca. 200.000 kr., bør hendes hæftelse nedsættes forholdsmæssigt.
Indklagede har anført, at debitorerne på tidspunktet for bevillingen af lånet på 48.500 kr. ikke var registreret i RKI, og at det ved indklagedes kreditvurdering af debitorerne blev konstateret, at deres økonomi var i bedring. Debitorernes økonomi kunne på lånetidspunktet klare låneydelsen. Klagerens kaution blev stillet for et nyt gældsforhold, i hvilken forbindelse der blev stillet tilsvarende likviditet til rådighed for debitorerne. Da kautionen alene skulle dække det nye forhold, var man hverken forpligtet eller berettiget til at oplyse om debitorernes øvrige engagement. Såfremt klageren havde ønsket disse oplysninger, måtte hun have indhentet debitorernes tilladelse hertil. Klagerens hæftelse blev ikke udvidet ved sammenlægningen i 1992, i hvilken forbindelse der tillige blev gjort opmærksom på debitorernes økonomiske situation, som var blevet væsentligt forværret siden etableringen af lånet i 1990 på grund af arbejdsløshed. Da der er tale om et solidarisk skyldforhold, er indklagede berettiget til at søge fordringen inddrevet, hvor der er størst sandsynlighed for betaling.
Ankenævnets bemærkninger:
Tre medlemmer - Peter Blok, Bjarne Lau Pedersen og Erik Sevaldsen - udtaler:
Vi finder, at indklagede ikke i forbindelse med klagerens påtagelse af kautionforpligtelsen i februar 1990 var forpligtet til at oplyse hende om det tidligere ydede lån på 90.000 kr. Vi finder det ikke godtgjort, at indklagede var i besiddelse af andre oplysninger om debitorernes økonomi af en sådan karakter, at de burde have været meddelt klageren, ligesom indklagede efter vor opfattelse ikke var forpligtet til at videregive de oplysninger, man havde fået om den pågældende anden kautionist, til klageren. Der er heller ikke i øvrigt oplyst forhold, som kan medføre bortfald eller nedsættelse af klagerens kautionsforpligtelse.
Klagerens kautionserklæring af januar 1992 må forstås således, at klageren - ligesom de øvrige kautionister - hæfter for hele lånet, men alene med det angivne beløb på 14.000 kr. Da kautionisterne således hæfter solidarisk, kan indklagede gøre det fulde beløb på 14.000 kr. gældende mod klageren, selv om denne i det indbyrdes forhold mellem hende og de øvrige kautionister muligvis alene skal bære en mindre del af tabet.
Vi stemmer herefter for, at klagen ikke tages til følge, hverken helt eller delvis.
To medlemmer - Peter Møgelvang-Hansen og Jørn Ravn - udtaler:
Inden lånet på 48.500 kr. blev bevilget, indhentede indklagede bankoplysninger om en af klagerens to medkautionister. Det fremgik heraf, at den pågældende ikke ejede aktiver med nævneværdig friværdi og ejheller ud fra sit budget kunne påtage sig yderligere forpligtelser.
Vi lægger herefter til grund, at det allerede efter de ved kautionsforholdets etablering foreliggende oplysninger var overvejende sandsynligt, at den pågældende medkautionist ikke ville være i stand til at honorere kautionsfordringen og ejheller de øvrige kautionisters regreskrav, for det tilfælde kautionsforpligtelsen måtte blive aktuel, og at indklagede var bekendt med disse oplysninger.
Da indklagede ikke med føje kunne påregne, at klageren havde kendskab til medkautionistens nærmere økonomiske forhold, og da oplysningen om, at klagerens eventuelle regresfordring nærmest måtte anses for værdiløs, måtte formodes at være relevant for klagerens beslutning om at forpligte sig som kautionist, finder vi, at indklagede havde pligt til at oplyse klageren om den foreliggende særlige risiko, som var indklagede bekendt.
Det bemærkes herved, at vi ikke finder, at reglerne om pengeinstitutters tavshedspligt om enkeltpersoners økonomiske forhold kan tillægges selvstændig betydning ved afgrænsningen af et pengeinstituts pligt til efter almindelige regler om loyalitet over for kontraktpart at henlede dennes opmærksomhed på, at der foreligger særlige risikomomenter. Vi lægger herved bl.a. vægt på, at oplysningspligten kan opfyldes på en måde, som ikke kommer i konflikt med tavshedspligten.
Vi finder ikke i det foreliggende tilstrækkeligt grundlag for at antage, at klageren i det hele ville have undladt at kautionere, hvis hun havde været bekendt med den ene medkautionists økonomiske situation. Oplysningspligtens tilsidesættelse findes i stedet at burde tillægges den virkning, at indklagede i forhold til klageren bør bære risikoen for medkautionistens betalingsevne. Dette indebærer, at klagerens kautionsforpligtelse bør nedsættes med 1/3, svarende til den del, der endeligt skulle påhvile medkautionisten i forholdet mellem denne og klageren. Vi finder ikke, at klageren ved sin underskrivelse af det senere kautionsdokument, der trådte i det oprindeliges sted, har tabt retten til at påberåbe sig, at indklagede tilsidesatte sin oplysningspligt inden kautionsforholdets etablering.
Idet vi i øvrigt er enige med flertallet, stemmer vi herefter for at nedsætte klagerens kautionsforpligtelse med 1/3.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.