Spørgsmål om gyldighed, rettidig underretning om misligholdelse samt tilbageførsel af ydelser.
| Sagsnummer: | 398/1997 |
| Dato: | 16-06-1998 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Leif Nielsen, Jørn Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
Kaution - stiftelse Kaution - tilbageførsel af ydelser Tredjemandspant - stiftelse |
| Ledetekst: | Spørgsmål om gyldighed, rettidig underretning om misligholdelse samt tilbageførsel af ydelser. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører, om indklagede kan gøre klagerens kaution for et lån på ca. 117.000 kr. gældende. Klageren havde endvidere stillet et ejerpantebrev til sikkerhed for lånet.
Sagens omstændigheder.
Den 7. februar 1991 underskrev klageren et særskilt dokument om selvskyldnerkaution, hvorefter hun kautionerede for sin datters og svigersøns gæld på 117.046,69 kr. til indklagede. Kautionserklæringen blev etableret i forbindelse med sammenlægning af 2 lån oprindelig etableret i 1987 og 1989, for hvilke klageren allerede kautionerede. Det sammenlagte lån skulle afvikles med 2.250 kr. månedligt, første gang 1. marts 1991.
Indklagede har om lånets afvikling oplyst, at lånet blev passet frem til 1. april 1993, idet debitorerne dog fik udskudt betalingen pr. 1. juli 1992. Klagerens svigersøn anmodede i april 1993 om henstand. På indklagedes krav om klagerens samtykke hertil meddelte svigersønnen ved skrivelse af 4. maj 1993, at klagerens datter havde informeret klageren.
Ved skrivelse af 21. maj 1993 til debitorerne bekræftede indklagede, at man kunne indgå på, at de ydelser, hvormed lånet var i restance, kunne tillægges hovedstolen, således at afviklingen forsatte uændret fra 1. juli 1993. Indklagede har oplyst, at kopi af skrivelsen blev sendt til klageren med almindelig post og har fremlagt kopi af fremsendelsesskrivelse. Klageren bestrider at have modtaget indklagedes underretning af 21. maj 1993.
Den 17. juni 1993 underskrev klageren fornyet selvskyldnerkautionserklæring vedrørende kautionslånet, hvis restgæld blev oplyst til 100.512,58 kr. pr. samme dato. Klageren underskrev samtidig en pantsætningserklæring vedrørende pantsætning af et ejerpantebrev på 210.000 kr. med pant i klagerens faste ejendom. Pantet skulle tjene til sikkerhed for debitorernes opfyldelse af kautionslånet.
Den 28. september 1993 tilbageførte indklagede ydelserne på kautionslånet pr. 1. juli, 1. august og 1. september 1993 som følge af, at der ikke var dækning på den konto, hvorfra betaling af ydelserne skete. Lånets restgæld udgjorde herefter inklusive renter og restancerenter 108.582,41 kr.
Ved påtegning af 4. oktober 1993 på indklagedes skrivelse af 1. s.m. tiltrådte klageren, at afviklingen af kautionslånet blev stillet i bero til 1. december 1993.
Ved skrivelse af 7. marts 1994 meddelte debitorerne indklagede, at de ikke havde mulighed for at betale regninger den pågældende måned. Ved skrivelse af 20. april 1994 meddelte debitorerne, at de havde set sig nødsaget til at søge gældssanering. Debitorerne ønskede alternativt at indgå en frivillig akkordordning. Indklagede afviste at indgå på en akkordordning.
Af kontoudtog for kautionslånet fremgår, at ydelsen pr. 1. december 1993, 1. januar og 1. februar 1994 betaltes, men at der herefter ikke indgik yderligere betalinger.
Den 19. juli 1994 opsagde indklagede på grund af misligholdelse kautionslånet til indfrielse. Klageren blev samtidig orienteret herom.
I forbindelse med at indklagede gjorde sit krav gældende over for klageren meddelte indklagedes advokat ved skrivelse af 7. august 1996, at indklagede af principielle årsager ikke ønskede at begære tvangsauktion over klagerens ejendom, hvorfor man ikke ville foretage sig yderligere i den henseende, så længe klageren beboede ejendommen.
Klageren rettede henvendelse til advokat, som i skrivelse af 19. august 1996 anmodede indklagede om at meddele, om man fastholdt kautionsforpligtelsen under hensyn til sagens forløb. Under en yderligere korrespondance med klagerens advokat fastholdt indklagede såvel kautionsforpligtelsen som håndpantsætningen af ejerpantebrevet.
Parternes påstande.
Klageren har den 12. november 1997 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde klagerens kautionsforpligtelse. Ankenævnet forstår klagen således, at påstanden også omfatter håndpantsætningen af ejerpantebrevet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært således at kautionsforpligtelsen nedsættes med de i september 1993 tilbageførte 3 ydelser på i alt 6.750 kr.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at de 2 lån, der blev sammenlagt til et kautionslån, efter det foreliggende var misligholdt. Hun havde tiltro til indklagede som professionel og forstår ikke, hvordan indklagede kunne acceptere hende som kautionist, særlig henset til hendes alder. Hun havde ikke den fornødne indsigt til at forstå indholdet og konsekvenserne af en kaution. Hun havde ikke kendskab til debitorernes økonomiske forhold og kunne derfor ikke danne sig noget indtryk af omfanget og karakteren af den risiko, hun påtog sig. Indklagede har ikke foretaget underretning efter bank- og sparekasselovens § 41. Debitorerne havde i hvert fald indtil 1994 en bil, og der havde således været mulighed for at opnå dækning for en regres, såfremt underretning var givet til hende.
Indklagede har anført, at da klageren i 1991 underskrev kautionsdokumentet, var der ikke tale om en ny kaution, men om sammenlægning af 2 lån, for hvilke klageren allerede kautionerede. Det fremgår ikke af indklagedes oplysninger, at de 2 lån da var nødlidende. Klageren er løbende orienteret om restancer og har accepteret den bevilgede henstand. Debitorerne har på intet tidspunkt været i restance i så lang tid, at indklagede har overskredet fristen for underretning efter bank- og sparekasselovens § 41. For så vidt angår tilbageførslen af de 3 ydelser i september 1993 har klageren udvist en sådan grad af passivitet, at tilbageførslen ikke bør komme indklagede til skade.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Der er ikke oplyst sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at anse klagerens forpligtelser som kautionist og håndpantsætter for uforbindende som følge af manglende kendskab til forpligtelsernes karakter og mulige konsekvenser.
Det må efter det oplyste lægges til grund, at den kautionsforpligtelse for datterens og svigersønnens lån på ca. 117.000 kr., som klageren påtog sig den 7. februar 1991, afløste kautionsforpligtelser for de to hidtidige lån, som blev sammenlagt til det ny lån. Der kan derfor ikke lægges vægt på, at der var tale om kaution for allerede stiftet gæld, ligesom der ikke kan lægges vægt på, om de hidtidige lån måtte have været misligholdt.
Den 17. juni 1993 underskrev klageren en ny kautionserklæring, i hvilken lånets restgæld var angivet, og det kan på denne baggrund ikke tillægges betydning, om klageren ikke måtte have modtaget indklagedes skrivelse af 21. maj 1993 vedrørende den med debitorerne indgåede aftale om henstand indtil den 1. juli 1993. Det samme gælder i relation til den erklæring om håndpantsætning af ejerpantebrevet på 210.000 kr., som klageren underskrev ligeledes den 17. juni 1993.
Indklagede har i tiden herefter og indtil den 19. juli 1994, da klageren modtog meddelelse om, at lånet var opsagt til indfrielse, ikke tilsidesat sin underretningspligt efter bank- og sparekasselovens § 41.
Den 28. september 1993 tilbageførte indklagede ydelserne på lånet pr. 1. juli, 1. august og 1. september 1993. Ankenævnet finder - i overensstemmelse med nævnets faste praksis - at denne tilbageførsel var uberettiget i forhold til klageren som kautionist og håndpantsætter. Klageren findes ikke ved passivitet at have fortabt sin ret til at gøre indsigelse mod tilbageførselen. Klagerens forpligtelser som kautionist og håndpantsætter bør derfor nedsættes med 6.750 kr. med tillæg af renter heraf fra den 28. september 1993.
Efter det foran anførte findes der ikke herudover at være grundlag for at nedsætte klagerens forpligtelser.
Som følge heraf
Indklagede bør nedsætte klagerens forpligtelse som kautionist og håndpantsætter med 6.750 kr. med tillæg af renter heraf fra den 28. september 1993. I øvrigt tages klagen ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.