Afgørelse

Indsigelse om forældelse og passivitet vedrørende krav i henhold til kaution fra 1992.

Indledning

Sagen vedrører indsigelse om forældelse og passivitet vedrørende krav i henhold til kaution fra 1992.

Sagens omstændigheder

Den 14. april 1992 optog et aktieselskab, S1, en kassekredit i Den Danske Bank (nu Danske Bank) på 3.000.000 kr. Af aftalen fremgik bl.a.:

”Særlig aftale: at afvikle i takt med det foreliggende likviditetsbudget for projektet og mod transport i rembursen USD 315.402. Eventuelle garantier fra underleverandører skal tiltransporteres banken.”

Af aftalen fremgik endvidere, at gælden forfaldt til betaling, hvis S1 kom under bobehandling. Klageren underskrev samme dag en kautionserklæring, hvorefter han og et andet aktieselskab, S2, kautionerede beløbsbegrænset til 1.000.000 kr. som solidariske selvskyldnerkautionister for S1’s gæld i henhold til kassekreditten. Af kautionserklæringen fremgik, at banken var berettiget til straks at kræve opfyldelse af kautionsforpligtelsen, hvis S1 kom under skiftebehandling eller standsede sine betalinger.

I september 1993 blev S1 taget under konkursbehandling. Ved indbetaling af dividende fra konkursboet på 43.362,67 kr. blev saldoen på kreditten den 22. december 1997 nedbragt til 1.345.989,22 kr. (negativ). Banken har anført, at den ifølge sine noteringer rejste krav overfor klageren om indbetaling af 1.000.000 kr. i henhold til hans kautionsforpligtelse, da konkursen vedrørende S1 var afsluttet, at klageren i 1999 meddelte banken, at han ikke var i stand til at honorere kautionsforpligtelsen, og at banken derfor stillede sagen i bero. Klageren har anført, at banken intet foretog sig ved S1’s konkurs i 1993.

Banken har oplyst, at den årligt sendte saldomeddelelser og årsoversigter om gælden til klageren til den adresse, som han var tilmeldt ifølge folkeregistret/CPR-registret, og at ingen af saldomeddelelserne og årsoversigterne blev returneret til banken med angivelse af, at modtagelse var nægtet, eller at klageren var ubekendt på adressen.

I sagen er fremlagt saldomeddelelser for hvert af årene 1998-2003 samt årsopgørelser ses for hvert af årene 2004-2006, 2012 og 2013 til klageren. I saldomeddelelserne var bl.a. anført:

”Konto … -944

… Deres gæld til banken på den nævnte konto var på den anførte dato 1.000.000,00 kr. … Vi beder Dem snarest muligt bekræfte rigtigheden af denne opgørelse ved at underskrive den vedhæftede blanket. …

Saldoanerkendelse …

Jeg bekræfter herved rigtigheden af den modtagne opgørelse, ifølge hvilken min gæld til banken på den nævne konto på den anførte dato var 1.000.000,00 kr. …”

Klageren underskrev og returnerede ikke blanketterne.

I årsoversigterne for 2004-2006 og 2012 fremgik gælden som en ”Misligholdt fordring” på 1.000.000 kr. bogført på konto nr. -944, og det var oplyst, at saldoen var indberettet til skattemyndighederne. Fra år 2013 fremgik gælden og øvrige oplysninger, som banken havde indberettet til Skat, ikke af årsopgørelserne, men kunne ifølge årsopgørelserne ses på Skats hjemmeside.

Banken har oplyst, at årsoversigter bliver sendt fra en central enhed og genereres automatisk i bankens IT- system på baggrund af den enkelte kundes engagement med banken. Årsoversigterne bliver gemt i den enkelte kundes digitale kundemappe, således at bankens medarbejdere kan se de oversigter, der er sendt til den enkelte kunde.

Banken har videre oplyst, at bankens postsystem er tilrettelagt således, at hvis der kommer breve retur til banken med angivelse af, at modtagelse er nægtet, eller kunden er ubekendt på den pågældende adresse, undersøger bankens postafdeling modtagerens adresse i bankens IT-system og sammenholder denne med adressen registreret i CPR. Hvis bankens registrerede adresse ikke er i overensstemmelse med adressen registreret i CPR, retter banken adressen i sit IT-system og genfremsender brevet til kunden. Hvis det ikke er muligt at finde kundens adresse, eller kommer brevet retur, selvom det er sendt til den korrekte adresse, bliver brevet markeret med et ”R” i bankens IT-system. ”R”-markeringen betyder, at brevet ikke er modtaget af kunden.

Ved stævning af 30. oktober 2015 nedlagde banken påstand om, at klageren skulle betale 1.000.000 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg.

I en e-mail til retten af 16. december 2015 anførte klageren bl.a.:

”Som sagt havde jeg et selskab der var medejer af [S1] og min kaution var alene overfor [S2’s] forpligtelser. …”

Den 26. april 2016 henviste retten i Helsingør sagen til behandling i Ankenævnet efter klagerens anmodning, jf. retsplejelovens § 361.

Parternes påstande

Den 21. april 2016 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået klagerens påstand således, at Danske Bank skal anerkende, at klagerens gæld til banken er bortfaldet.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at bankens krav er forældet. Bankens krav stammer fra kautionen fra april 1992. Banken foretog sig intet ved S1’s konkurs i 1993 og har ved sin passivitet fortabt sit krav.

S1 fik en kassekredit i banken på baggrund af salg til udlandet. Kreditten var afdækket af en remburs, som banken stod inde for i forhold til ham med 1.000.000 kr. I forbindelse med krigen i eks-Jugoslavien forsøgte køber at lukke rembursen via sin østrigske bank. Han og S1 aftalte med Danske Bank, at der skulle gøres udlæg i deponeringskontoen for at sikre midlerne. Imidlertid overførte banken pengene til den østrigske bank af hensyn til sit internationale renomme.

Banken var bekendt med, at S2 var aktionær i S1, men banken har uberettiget undladt at rette henvendelse til S2 siden 1993.

Danske Bank har anført, at klageren hæfter som selvskyldnerkautionist for 1.000.000 kr. i henhold til kautionserklæringen af 14. april 1992.

Klageren har ikke ført bevis for, at gælden skulle være bortfaldet som følge af indbetaling under en remburs.

Forholdene vedrørende rembursen må anses for afklaret med konkursboet.

Klageren har ikke tidligere gjort indsigelse mod gælden til banken, hvorfor en indsigelse på nuværende tidspunkt må anses for bortfaldet som følge af passivitet.

Klageren modtog løbende påmindelser om sin gæld til banken i form af saldomeddelelser og årsoversigter, som afbrød forældelsen henholdsvis den 31. december 2005 og den 31. december 2006, jf. lov om forældelse af fordringer § 30 stk. 3. Der er således ikke indtruffet forældelse.

Ankenævnets bemærkninger

Den 14. april 1992 optog et aktieselskab, S1, en kassekredit i Den Danske Bank (nu Danske Bank) på 3.000.000 kr. Klageren underskrev samme dag en kautionserklæring, hvorefter han og et andet aktieselskab, S2, kautionerede beløbsbegrænset til 1.000.000 kr. som solidariske selvskyldnerkautionister for S1’s gæld i henhold til kassekreditten. Klageren har oplyst, at han var medejer af et selskab, der var medejer af S1.

I september 1993 blev S1 taget under konkursbehandling. I december 1997 modtog banken dividende fra konkursboet. Banken har anført, at den rejste krav overfor klageren i forbindelse med afslutning af konkursen, men at sagen blev stillet i bero, da klageren i 1999 meddelte, at han ikke var i stand til at honorere kautionsforpligtelsen. Klageren har anført, at banken intet foretog sig ved S1’s konkurs i 1993.

Klagerens kautionsforpligtelse var omfattet af den dagældende 20-årige forældelsesfrist i medfør af Danske Lovs 5-14-4, der blev afbrudt ved påmindelse, og er nu omfattet af den 10-årige forældelsesfrist efter forældelseslovens § 6, stk. 1. Det følger af forældelseslovens § 30, stk. 3, at afbrydelse af forældelse, der har fundet sted før forældelsesloven trådte i kraft den 1. januar 2008, har virkning som afbrydelse efter forældelsesloven.

Danske Bank har oplyst, at banken løbende sendte årsoversigter til klageren. Der er i sagen fremlagt årsoversigter for årene fra 2004 til 2006, hvori gælden var anført som en ”Misligholdt fordring” på 1.000.000 kr. og bogført på konto nr. -944. Der er endvidere fremlagt saldomeddelelser for årene 1998-2003, hvori klagerens gæld til banken på konto nr. -944 var anført til 1.000.000,00 kr. Klageren har ikke bestridt, at han har modtaget årsoversigterne og saldomeddelelserne fra banken.

Ankenævnet finder, at forældelsesfristen vedrørende kautionsforpligtelsen løbende var blevet afbrudt efter de dagældende bestemmelser ved fremsendelse af årsoversigterne og saldomeddelelserne. Ankenævnet finder herefter ikke, at bankens krav er forældet.

Ankenævnet finder ikke, at banken har bibragt klageren en berettiget forventning om, at kravet ikke ville blive gjort gældende. Banken har således ikke udvist retsfortabende passivitet.

Ankenævnet finder heller ikke, at der er oplyst andre omstændigheder, der kan medføre, at kautionsforpligtelsen er bortfaldet.

Ankenævnet bemærker, at bestemmelserne om tidsbegrænsning af private kautionsaftaler, jf. lov om finansiel virksomhed § 48 stk. 6 (tidligere lov om banker og sparekasser m.v. § 41 a, stk. 6), ikke finder anvendelse på kautionsaftaler, der er indgået før 1. juli 2002.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.