Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Personlig fordring. Forældelse.

Sagsnummer: 20202014/2002
Dato: 05-09-2002
Ankenævn: Hugo Wendler Pedersen, Jette Kammer Jensen, Bent olufsen, søren Møller-Damgaard, Ole Jørgensen
Klageemne: Personlig fordring - forældelse
Ledetekst: Personlig fordring. Forældelse.
Indklagede: Nykredit Realkredit A/S
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Realkreditinstitutter

Det indklagede realkreditinstitut overtog i oktober 1989 klagerens og dennes ægtefælles daværende ejendom på tvangsauktion for et bud på 282.441 kr. Af tvangsauktionssalgsopstillingen fremgik det, at ejendommen var tilhørende både klageren og hendes ægtefælle. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt 316.818 kr. Instituttet videresolgte pr. 15. marts 1990 ejendommen og gjorde i oktober 2001 en personlig fordring på 34.377 kr. gældende over for klageren. Til dette beløb skulle lægges en årlig rente på 12 pct. fra auktionsdagen. Klageren bad efterfølgende instituttet dels om dokumentation for kravet, dels om dokumentation for budsummens fordeling på restgæld og afdrag på den ene side og renter og bidrag på den anden side. For så vidt angår sidstnævnte, oplyste instituttet over for klageren, at budsummen forlods var anvendt til dækning af restancer, og at instituttets krav således alene bestod af restgæld.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod hende. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet lagde til grund, at klageren og hendes tidligere ægtefælle hæftede solidarisk for lånene. Nævnet fandt ikke grundlag for at antage, at instituttet ved passivitet havde fortabt retten til at gøre en personlig fordring gældende mod klageren. Instituttet var derfor berettiget til at kræve tabet erstattet hos klageren, medmindre nogen del af kravet kunne anses for forældet. Som følge af de afgørelser, der er truffet ved henholdsvis Østre Landsrets dom af 27. juni 2000 og Vestre Landsrets dom af 30. oktober 2000 vedrørende spørgsmålet om hel eller delvis forældelse af realkreditinstitutternes personlige fordringer mod låntagere, hvis ejendomme var solgt på tvangsauktion, fandt Nævnet, at det ikke efter domspraksis kunne antages, at nogen del af kravet var forældet. Nævnet frifandt derfor instituttet, som var berettiget til at kræve fordringen forrentet med 12 pct. p.a. 5 år tilbage fra klagens indbringelse for Nævnet, og indtil betaling sker.