Spørgsmål om forringet regresmulighed. Gammel gæld. Opgørelse af krav i henhold til begrænset kaution.
| Sagsnummer: | 456/1996 |
| Dato: | 18-09-1997 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Allan Pedersen, Mette Reissmann |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om forringet regresmulighed. Gammel gæld. Opgørelse af krav i henhold til begrænset kaution. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved gældsbrev af 8. marts 1991 blev ægtefællerne M og H's lån hos indklagede forhøjet med 51.226,02 kr. til 201.523,33 kr. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.750 kr. (årligt 33.000 kr.) over ca. 14 år. Klageren underskrev gældsbrevet som selvskyldnerkautionist, idet kautionen blev begrænset til "158.500 kr. + renter, provision og omk." To yderligere kautionister påtog sig begrænset kaution for lånet.
H's ejendom var to dage tidligere blevet solgt på tvangsauktion. Ved auktionen blev der ikke opnået dækning for to ejerpantebreve i ejendommen på henholdsvis 50.000 kr. og 250.000 kr., som var håndpantsat til indklagede.
Der blev indbetalt følgende på lånet:
1991 | i alt 11.370 kr. |
1992 | i alt 33.380 kr. |
1993 | 0 kr. |
1994 | 15.000 kr. (den 16.11.) |
Indklagede rykkede løbende låntagerne for restancer på lånet og låntagernes øvrige engagement.
Ved skrivelse af 30. december 1994 meddelte indklagede klageren, at lånet var i restance med 60.782 kr.
I 1995 blev der foretaget tre indbetalinger på lånet på henholdsvis 6.035 kr., 4.690 kr. og 2.295 kr. Betalingerne fandt sted ved overførsel fra M's billån hos indklagede, på hvilket der samme år blev indbetalt ni ydelser af 4.000 kr. Indklagede fremsatte over for låntagerne forslag om en sammenlægning af engagementet til ét lån med en månedlig afvikling på 4.000 kr.
Ved skrivelse af 3. september 1996 anmodede indklagede klageren om at betale restancen på lånet opgjort til 105.512,05 kr. Ved skrivelse af 12. september 1996 meddelte indklagede klageren, at man ville anmode hende om at indfri kautionsforpligtelsen fuldt ud, hvis hoveddebitorerne ikke kunne fremkomme med et tilfredsstillende forslag til afvikling af deres engagement med indklagede.
Den 22. oktober 1996, hvor indklagede havde opsagt engagementet med låntagerne, blev klageren anmodet om at indfri kautionen. Indklagede opgjorde sit krav mod klageren til 201.655,34 kr. og forbeholdt sig at fremsætte yderligere krav, såfremt de øvrige kautionisters forpligtelser ikke blev indfriet. Indklagedes samlede krav mod klageren på 234.621,04 kr. var beregnet som en forholdsmæssig andel (158.500/201.523,33) af lånets restgæld pr. 30. oktober 1996 på 298.306,71 kr.
Ved indklagedes advokats telefax af 24. november 1996 fik klageren meddelelse om, at indklagedes krav var taget til inkasso. Af skrivelsen fremgår bl.a:
"Jeg skal ved nærværende tage [indklagedes] tilgodehavende hos [klageren] til inkasso og anmode om, at der indbetales kr. 210.655,34 med tillæg af rente fra 22. oktober d.å. og incassoomkostninger med kr. 5.375."
Ved klageskema af 29. november 1996 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen er bortfaldet, subsidiært at kautionsforpligtelsen nedsættes.
Indklagede har under sagen erklæret sig indforstået med, at en debitering på lånet på 5.320 kr. den 31. maj 1991 var uberettiget i forhold til klageren som kautionist. Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til belysning af udviklingen i låntagernes indkomstforhold fremlagt disses skattemæssige årsopgørelser for årene 1991-1996.
Klageren har anført, at indklagede har medvirket til en forøgelse af hendes risiko ved at yde låntagerne henstand med afvikling af lånet, og at indklagede har forsømt sin pligt til at underrette hende om misligholdelse af lånet, jf. bank- og sparekasselovens § 41. Lånet blev misligholdt allerede i 1991. Indklagede burde have orienteret hende herom, ligesom indklagede burde have inddraget hende i sine drøftelser med låntagerne om en ændret afvikling af lånet. Meddelelsen om overtræk ved skrivelse af 30. december 1994 blev ikke fulgt op, hvorfor hun gik ud fra, at overtrækket var blevet inddækket. Som følge af ændringer i låntagernes indtægtsforhold er hendes mulighed for at gennemføre et regreskrav blevet forringet i perioden 1993-1996. Hertil kommer, at låntagerne i 1995/96 har forpligtet sig yderligere ved køb af bil. Låntagernes indbetalinger til indklagede er fortrinsvis blevet afskrevet på den usikrede del af engagementet frem for det kautionssikrede lån. Om omstændighederne ved kautionens stiftelse har klageren anført, at kautionen vedrørte gammel gæld, som indklagede ønskede kautionssikret, da sikkerheden i ejendommen efter tvangsauktionen var bortfaldet. Hun var ikke bekendt med debitorernes stærkt forværrede økonomi på aftaletidspunktet, og indklagede orienterede hende ikke herom.
Indklagede har anført, at det erkendes, at skrivelsen af 30. december 1994 ikke var tilstrækkelig til opfyldelse af meddelelsespligten i bank- og sparekasselovens § 41, idet lånet da havde været misligholdt i mere end seks måneder. Det bestrides, at den manglende opfyldelse af oplysningspligten har medført en forringelse af klagerens regreskrav mod låntagerne. Indklagede har ikke på noget tidspunkt bevilget låntagerne henstand. Låntagerne blev løbende rykket for betaling, hvilket er baggrunden for, at der med mellemrum fremkom indbetalinger af forskellig størrelse. En ændret aftale af afviklingen blev drøftet med debitorerne, men blev ikke aftalt. Klageren påtog sig kautionen uden forudgående drøftelse med indklagede og underskrev dokumentet i sit eget pengeinstitut. Det må antages, at låntagerne har oplyst klageren om hovedforholdet, og at klagerens pengeinstitut i øvrigt har sørget for at fremskaffe de oplysninger, som man skønnede var nødvendige, for at klageren kunne påtage sig kautionsforpligtelsen.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede har erkendt, at underretningspligten efter bank- og sparekasselovens § 41 ikke er iagttaget. En stillingtagen til, om klagerens regresmuligheder som følge heraf er blevet forringet, findes at ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Denne del af sagen afvises derfor i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.
Det oplyste om omstændighederne i forbindelse med kautionens stiftelse giver ikke Ankenævnet tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at klageren ikke skulle være bundet af sin kautionserklæring. Herved bemærkes, at det af gældsbrevet fremgår, der var tale om en forhøjelse af låntagernes eksisterende lån, og at klagerens kautionsforpligtelse er begrænset til et beløb, der stort set svarer til forhøjelsen af lånet.
For så vidt angår indklagedes opgørelse af kravet mod klageren i henhold til kautionen bemærkes, at kautionsdokumentet må forstås således, at klageren hæfter med 158.500 kr. for debitorernes samlede gæld i henhold til det pågældende lån. De efter angivelsen af begrænsningsbeløbet tilføjede ord "+ renter, provision og omk." findes ikke at kunne forstås således, at beløbet kan forhøjes med renter tilskrevet i det kautionssikrede låneforhold.
Klagerens forpligtelse til at forrente beløbet på 158.500 kr. findes at måtte være betinget af, at indklagede har fremsat påkrav om betaling over for klageren, og da andet ikke er vedtaget, skal rente først betales, når der er gået én måned efter påkravets afsendelse, jf. rentelovens § 3, stk. 2. Indklagedes krav mod klageren kan herefter højest udgøre 158.500 kr. med tillæg af rente fra den 24. december 1996, jf. indklagedes advokats rentepåkrav af 24. november 1996.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle spørgsmålet om, hvorvidt kautionsforpligtelsen er bortfaldet eller skal nedsættes på grund af klagerens eventuelt forringede regreskrav mod hoveddebitorerne. Indklagede skal anerkende, at klagerens kautionsforpligtelse højst kan opgøres til 158.500 kr. med tillæg af rente fra den 24. december 1996. Klagegebyret tilbagebetales klageren.