Ændret rentereguleringsklausul, aftalelovens §36.
| Sagsnummer: | 26/1994 |
| Dato: | 29-06-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Inge Frølich, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Rente - udlån
|
| Ledetekst: | Ændret rentereguleringsklausul, aftalelovens §36. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I sommeren 1989 underskrev klageren et gældsbrev på 132.166 kr. til indklagede i forbindelse med optagelse af et billån. Indklagede er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut. Ifølge gældsbrevet skulle gælden forrentes med den af indklagede til enhver tid fastsatte rentesats, p.t. 14,9% p.a. Ydelsen var 2.650 kr. månedligt.
I juni 1991 blev ydelsen forhøjet til 2.783 kr. I den forbindelse blev der udarbejdet et nyt gældsbrev for lånet, der var nedbragt til 115.634,84 kr. Af gældsbrevet fremgår bl.a.:
"Lånets rentesats, som er variabel, fastsættes og reguleres i forhold til Danmarks Nationalbanks rente ved træk på folio. Dette medfører, at såfremt denne rente ændres, vil renten på lånet blive reguleret tilsvarende. Lånets årlige nominelle rente udgør d.d. 18,860% p.a. ... Lånets løbetid andrager med nuværende renteniveau 68 måneder."
Den 23. april 1992 meddelte indklagede, at Nationalbanken med virkning fra 1. april 1992 havde afskaffet begrebet "foliorente", hvorfor renten på klagerens lån fremover ville blive reguleret på baggrund af et gennemsnit af de dagligt noterede pengemarkedssatser i fire navngivne pengeinstitutter. Af skrivelsen fremgik bl.:
"I de måneder, hvor basisrenten stiger eller falder med mere end 0,25 procentpoint, reguleres renten på Deres lån tilsvarende. Det er Deres sikkerhed for, at lånets rente hele tiden følger markedsniveauet."
Klageren accepterede med sin underskrift den ændrede renteregulering.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde renterefusion.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han i forbindelse med etableringen af lånet i 1989 forventede en løbetid på ca. seks år. Forhøjelsen af ydelsen i 1991 fandt sted med henblik på overholdelse af løbetiden. I efteråret 1993 blev han opmærksom på, at restgælden var ca. 85.000 kr., hvorfor lånet ikke som forventet kunne være afviklet i sommeren 1995. Indklagede fremsendte på hans anmodning kontoudskrifter, hvoraf det fremgik, at den årlige rentesats generelt var høj og i marts 1993 havde været oppe på 28,485%. Han havde haft tillid til, at indklagedes rentesatser fulgte bankernes. Han havde ikke mulighed for at gennemskue konsekvensen af ændringen af rentereguleringen pr. april 1992.
Indklagede har anført, at klagerens lån med den nuværende ydelse og det nuværende renteniveau vil være afviklet omkring årsskiftet 1996/97 og således indenfor den løbetid på 68 måneder, som er anført i gældsbrevet fra juni 1991. Af den fremlagte oversigt over rentereguleringen på klagerens lån fremgår, at der alene er sket reguleringer som følge af udsving i markedet på baggrund af den i gældsbrevet stipulerede rentereguleringsklausul. Indklagede har ikke påtaget sig at følge pengeinstitutternes renteniveau, men alene at regulere renten i overensstemmelse med reguleringen i nævnte pengeinstitutter.
Af en af indklagede udarbejdet oversigt fremgår følgende udvikling i lånets pålydende rente i årene 1992 og 1993:
Dato | Ændring | Pålydende |
01.01.1992 | +0,500% | 17,400% |
Nedsættelsen af renten med 2,5% pr. 25. oktober 1993 var en ekstraordinær nedsættelse, som fandt sted i forbindelse med, at indklagede blev overtaget af et andet pengeinstitut.
Ankenævnets bemærkninger:
Det fremgår af oversigten over udviklingen i den pålydende rente på klagerens lån, at den renteændringsklausul, klageren accepterede i april 1992, har medført kraftige renteudsving, og den valgte reguleringsfaktor synes allerede af den grund at være mindre velegnet for lån af den heromhandlede art. Ændringsklausulen har endvidere ført til, at renten gennem en periode har ligget på et niveau, som klart overstiger det rimelige. Selv om det ikke kan udelukkes, at ændringsklausulen under andre omstændigheder vil kunne være til fordel for klageren set i forhold til pengeinstitutternes sædvanlige rentefastsættelse, finder Ankenævnet, at der i medfør af aftalelovens § 36 bør ske en vis reduktion af den rente, der er opkrævet af indklagede, og at dette passende kan ske ved, at den pålydende rente nedsættes til 20% p.a. i perioden fra 1. oktober 1992 til 1. maj 1993.
Som følge heraf
Indklagede bør inden fire uger nedsætte renten på klagerens lån i perioden fra 1. oktober 1992 til 1. maj 1993 til 20% p.a. og regulere lånets restgæld i overensstemmelse hermed. Klagegebyret tilbagebetales klageren.