Afgørelse

Indsigelser i forbindelse med investering i værdipapirer og indgåelse af en valutaswapaftale

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelser i forbindelse med investering i værdipapirer og indgåelse af en valutaswapaftale.

Sagens omstændigheder

Klageren var i 2007 kunde i Sydbank.

Den 22. februar 2007 indgik klageren en aftale med banken om en investeringskredit på 1.750.000 kr. Kreditten kunne udnyttes i forskellige valutaer. Af aftalen fremgår:

”…

Debitor har pantsat værdipapirdepot og konti ifølge særskilt håndpantsætningserklæring.

…

Formålet med investeringskreditten er ved træk på kreditten at investere i værdipapirer, der placeres på et til kreditten tilknyttet værdipapirdepot. Værdipapirerne er pantsat til sikkerhed for udnyttelse af kreditten. Udnyttelse af investeringskreditten må ikke anvendes til andet formål. Banken kræver, at værdien af sikkerheden til enhver tid overstiger udnyttelsen af kreditten. Den del af sikkerhedernes værdi, der overstiger værdipapirernes værdi, benævnes sikkerhedsmargin.

…

Hvis kursværdien i DKK af de stillede sikkerheder falder – og/eller hvis kursværdien i DKK af trækket på investeringskreditten stiger – således, at de stillede sikkerheder ikke overstiger trækket på investeringskreditten med mindst 60 % af den beregnede sikkerhedsmargin, er banken berettiget til at kræve yderligere sikkerhed. Et sådant krav om yderligere sikkerhed stilles med et varsel, som er afstemt efter markedsforholdene, og som derved kan være på 1 time eller mindre.

…”

Ovenstående aftale blev den 19. april 2007 erstattet af en ny aftale, hvor bankens krav til sikkerhed var ændret til 30 %. Banken har anført, at klagerens investering ”lå skævt”. Som alternativ til yderligere sikkerhedsstillelse eller nedlukning, blev kredittens sikkerhedskrav ændret. Banken har videre anført, at klageren derved blev opmærksom på investeringsrisikoen, hvilket blev drøftet.

Banken har desuden anført, at klageren i efteråret 2007 indgik en rammeaftale om finansielle forretninger. Klageren kunne herefter indgå finansielle forretninger inden for et vægtet forretningsomfang på 5 mio. kr. Med startdato den 24. september 2007 indgik klageren en toårig valutaswapaftale, hvorefter banken skulle betale 14,25 % i rente af 1.053.500 TRY (tyrkiske lira) og klageren 5,25 % af 1.000.000 CHF (schweizerfranc). Klageren fik en lidt lavere rente i TRY end markedsforholdene tilsagde, idet dette finansierede en ”call option” for klageren. Klageren kunne herefter indfri valutaswappen til kurs 105,35 - betinget af at CHF/TRY ikke blev handlet højere end 140 i løbetiden.

Banken har oplyst, at rammeaftalen ikke er fremlagt, da banken ikke længere er i besiddelse af den. I sagen er blandt andet fremlagt en mail af 12. september 2007 fra banken vedrørende idéen til valutaswappen, transskriptioner af telefonsamtaler (17. september - 20. september 2007) mellem klageren og bankens investeringsrådgiver og en bekræftelse på valutaswapaftalen og et brev af 21. september 2007 fra banken vedrørende optionen.

Klagerens investeringskredit blev ændret ved en ny aftale af 18. januar 2008, således at kreditrammen herefter var 1.825.000 kr. og bankens krav til sikkerhed var 60 %.

Banken har anført, at CHF/TRY-kursen den 16. april 2008 var steget til kurs 133,30. Da klageren ikke ønskede at lukke valutaswappen ned og banken accepterede at udvide hans facilitet, indgik parterne samme dag endnu en rammeaftale om indgåelse af finansielle forretninger, der havde et vægtet forretningsomfang på 2.960.000 kr., indenfor hvilket det urealiserede tab kunne rummes.

Ved brev af 22. oktober 2008 blev klageren oplyst om, at der vedrørende CHF/TRY havde været omsætning i markedet på kurs 140 eller derover, hvorfor hans ”call option” var udgået.

Banken har oplyst, at klageren og hans bror deltog i et møde den 13. november 2008 grundet store urealiserede tab på klagerens investeringer. Banken stillede krav om yderligere sikkerhed, hvis investeringerne ikke skulle lukkes ned. Klagerens bror indbetalte 1 mio. kr. på en sikringskonto og hans mor håndpantsatte et værdipapirdepot. Desuden blev andre tiltag aftalt.

Ved brev af 8. december 2008 bekræftede banken over for klageren aftalerne fra mødet.

Klageren underskrev den 10. december 2008 bankens brev.

Banken har oplyst, at den negative markedsværdi af klagerens valutaswap ved udløb den 24. september 2009 var ca. 1,2 mio. kr. Banken har anført, at klageren anmodede om - og fik - en forlængelse af swappen i yderligere to år, da han ønskede at udnytte renteforskellen mellem låne- og placeringsvalutaen. Swappen blev lavet i EUR (euro) mod TRY med henholdsvis en rente på 1,71 % og 8,46 %.

Den 4. november 2009 indgik klageren en ny rammeaftale med et vægtet forretningsomfang på 600.000 kr. Af aftalen fremgår:

”…

Banken kan i særlige situationer kræve kontante indbetalinger fra kunden eller kræve anden sikkerhed stillet. Følger kunden ikke bankens krav, er banken berettiget til – helt eller delvist – at lukke forretningerne (stop loss). Vilkårene for denne lukning fremgår af vedlagte bilag …, hvortil der henvises.

…

Kunden er alene ansvarlig for resultatet af de indgåede forretninger. Kunden hæfter over for banken for ethvert tab, som opstår som følge af forretningerne, uanset om forretningerne gennemføres efter rådgivning fra banken. Kunden er bekendt med, at forretningerne er forbundet med høj risiko samt at et eventuelt tab kan overstige beløbet, som udgør det vægtede forretningsomfang.

…”

Banken har oplyst, at da swappen udløb den 24. september 2011 blev den afregnet med en negativ markedsværdi for samtlige fire år på ca. 1,5 mio. kr.

Ved brev af 30. august 2012 besvarede banken en mail fra klageren, hvori hans revisor havde opgjort klagerens samlede tab på sine investeringspakker i banken til 1,7 mio. kr. i perioden 2007-2011. Banken afviste at have udvist ansvarspådragende adfærd i forbindelse med klagerens tab.

Parternes påstande

Den 19. oktober 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank minimum skal dække halvdelen af hans tab.

Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at tabet på investeringspakkerne kan opgøres til 1.735.651 kr. for perioden 2007-2011.

Han er uforstående over for, at tabet er blevet så stort.

Hans revisor har forklaret, at det skyldes en valutakursrisiko på en samlet sum på 10 mio. kr. (idet han har lånt 5 mio. kr. i CHF og investeret 5 mio. kr. i TRY) - hvilket han ikke kan forstå, da dette tal synes meget stort i forhold til hans indkomstmuligheder og muligheden for en indtægt på renteforskellen i investeringspakken.

Han har ikke fået rådgivning om risikoen eller hvordan sådan et stort tab kunne opstå, inden han accepterede investeringspakken, som er sammensat af bankens rådgiver.

Han fik ikke udarbejdet en risikoprofil, inden investeringen blev foretaget. Profilen blev først lavet i 2009.

Han er klar over, at han tog en risiko, da han lavede terminsforretningen - men han tilkøbte en såkaldt ”option” til ¼ mio. kr., som gav ham mulighed for en bedre udløbskurs. Han fik forklaret, at det var en ”sikkerhed” ved store kursudsving, som han ikke skulle være nervøs for, da kursen på CHF havde været stabil i næsten flere årtier.

Det kræver meget stor indsigt at gennemskue, hvilke risici, der er i investeringspakken. Særligt når banken solgte pakken med en falsk sikkerhed i form af en ”call option”, som viste sig ikke at have nogen værdi.

Hans indkomstforhold er ret stabile - ca. 375.000 kr. om året. Han burde derfor have været rådgivet til at indgå i en noget mindre investeringspakke, selvom hans risikoprofil er høj. Faktisk dobbelt så høj som forklaret til ham.

Sagen handler ikke om skuffede forventninger som anført af banken - men om bankens dårlige rådgivning med favorisering af egen udviklet investeringspakke.

Banken sørgede ikke for rådgivning om en passende spredning af investeringerne.

Det bestrides, at han har fået telefonisk rådgivning til at kunne danne sig et overblik over, hvor stor risikoen var før indgåelse af aftalen.

Sydbank har blandt andet anført, at banken - fra februar 2007 - havde registreret klagerens risikoprofil som værende høj, hvilket også stemmer overens med de investeringer, som klageren har haft i banken samt de investeringer banken i øvrigt er bekendt med, at klageren har haft/har påtænkt at gå ind i.

I og med at klageren har påtaget sig en høj investeringsrisiko, har han også påtaget sig risikoen for at lide tab på sine investeringer.

Klageren var oplyst om risici ved swapforretningerne. Såfremt forretningen var indgået under forudsætning af, at der ikke skulle være risiko forbundet hermed, skulle klageren have lukket forretningen, da han - meget tidligt i forløbet - erfarede, at der var risiko forbundet hermed. Dertil kommer, at klageren ikke ønskede at lukke den første swap ned ved udløb, men i stedet anmodede om, at swappen blev forlænget, dog således at krydset var EUR/TRY i stedet for CHF/TRY. Han ønskede således at fortsætte forretningen, selvom han på daværende tidspunkt havde erfaret, at der var store risici forbundet hermed.

Klageren var endvidere rådgivet om, at optionen var betinget af, at den ikke ramte hverken den øvre eller den nedre ”trigger”, hvilket tillige er angivet i notaen.

Klageren var uvillig til at sælge ud af sine aktier trods rådgivning herom fra bankens side.

Banken er ikke erstatningsansvarlig, da banken ikke har udvist ansvarspådragende adfærd.

Klageren bærer selv risikoen for sine investeringer, idet det bemærkes, at den rådgivning, som banken har ydet klageren, beroede på forventninger til den fremtidige kursudvikling. Banken kunne ikke forudse finanskrisen, der medførte store kursfald samt store valutastigninger.

Klageren kan ikke få erstatning for skuffede forventninger.

Klagerens tabsopgørelse bestrides.

Klagerens eventuelle krav er forældet, idet investeringerne blev foretaget i 2007.

Som følge af uenighed om sagens faktum påstås afvisning af sagen, da en afgørelse vil kræve bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, hvilket ikke kan ske for Ankenævnet.

Ankenævnets bemærkninger

Efter bevisførelsen lægger Ankenævnet til grund, at klagerens renteswap første gang udløb den 24. september 2009, og at dens negative markedsværdi på det tidspunkt udgjorde 1,2 mio. kr. Klageren indgik en ny renteswapaftale for endnu to år og tabet på den oprindelige aftale blev derfor ikke realiseret. Ankenævnet finder, at klageren senest på dette tidspunkt vidste eller burde vide, at der var betydelig risiko forbundet med investeringen. Senest på dette tidspunkt har han således haft tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, om Sydbank har handlet ansvarspådragende ved sin rådgivning af ham i forbindelse med etableringen af investeringen i 2007.

Der er ikke godtgjort ansvarspådragende forhold efter den 24. september 2009.

Den treårige forældelsesfrist i forældelseslovens § 3, stk. 1 og 2, var derfor udløbet, da han den 19. oktober 2012 indbragte sagen for Ankenævnet.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.