Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om bank var erstatningsansvarlig for klagernes tab på investeringslån optaget i schweizerfranc

Sagsnummer: 59/2012
Dato: 11-02-2013
Ankenævn: John Mosegaard, Karin Duerlund, Troels Hauer Holmberg, Niels Bolt Jørgensen, Jørn Ravn
Klageemne: Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering
Ledetekst: Spørgsmål om bank var erstatningsansvarlig for klagernes tab på investeringslån optaget i schweizerfranc
Indklagede: Sydbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører, om Sydbank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med klagernes tab på investeringslån i schweizerfranc.

Sagens omstændigheder

Klagerne, der bor i Holland, sendte i marts 2008 en kontoåbningsformular til Sydbank samt et skema til brug for fastlæggelse af deres investeringsprofil. Af skemaet fremgik, at klagerne tidligere havde haft et investeringslån på 500.000 euro og havde en investeringshorisont på to til syv år. Det fremgik videre, at klagerne var "Risk-conscious", hvilket blev beskrevet som: "Higher earnings expectations offset by an appropriate level of risk".

Den 11. april 2008 indskød klagerne 93.670,99 euro, som blev placeret i en såkaldt "balanced" portefølje bestående af syv investeringsfonde.

Den 14. maj 2008 optog klagerne et investeringslån på 471.000 schweizerfranc. Provenuet fra lånet blev den 5. september 2008 omvekslet til 292.030,07 euro, hvoraf 216.860,56 euro blev investeret i samme portefølje som klagernes eget indskud. Af låneaftalen fremgik bestemmelser om, at banken kunne opsige lånet med øjeblikkelig virkning, hvis værdien af de værdipapirer, som lå til sikkerhed for lånet faldt til et givet niveau i forhold til restgælden (stop loss).

Et bilag til låneaftalen indeholdt et skema, der viser afkastet af en lånefinansieret investering ved forskellige lånerenter og forskellige afkast på de værdipapirer, som låneprovenuet investeres i. Eksempelvis fremgår, at hvis værdipapirporteføljen giver et afkast på 0 %, og lånerenten er 5 %, vil den samlede investering give et negativt afkast på 15 %. Videre fremgår følgende:

"…

The higher the leverage, the higher the risk of loss and the greater the potential for attractive returns. The Bank is obligated to ensure that you are aware that the market price and return in relation to an investment may increase or decline, which will affect your investment positively or negatively. If you invest in assets or take out loans quoted in a currency other than the currency of your equity, exchange rate fluctuations will also have a positive or negative impact on your investments.

..."

Efterfølgende blev stop loss grænsen nået som følge af en stigning i valutakursen på schweizerfranc. Den 10. oktober 2008 blev klagernes værdipapirer solgt og provenuet blev omvekslet til schweizerfranc. Banken har oplyst, at klagerne i den forbindelse led et tab på 19.251,96 euro.

Den 21. oktober 2008 holdt M et møde med banken. Banken har fremlagt et internt notat af 22. oktober 2008, hvor følgende fremgår:

"kundemøde i Holland han har været til præsentationen, dagen inden! Jeg forklarede ham hvordan tabene var opstået og efter det var havde han forståelse for at vi ikke kunne have gjort noget ved det, da vi ikke har taget nogen bets! Vi havde lukket ham den 10.10.08! han vil nu ind igen! Køb NYK 6-7% 2041! Han vil ind med 200.000 euro fra chf-lån og ek![egenkapital] Forklaret risikoen engang til på chf! Der skal laves en bond fuldmagt!"

Den 22. oktober 2008 blev der overført 300.660 schweizerfranc til klagernes eurokonto, hvorfra der den 27. oktober 2008 blev købt danske realkreditobligationer.

Ved brev af 10. november 2009 fik klagerne tilsendt en ny risikoprofil, som de underskrev og returnerede ultimo november 2009. Profilen lå mellem "conservative" og "balanced" og tættest på sidstnævnte. Det fremgik, at det investerede beløb udgjorde 20-50 % af klagernes aktiver.

Den 17. december 2009 gav klagerne banken fuldmagt til at handle værdipapirer på deres vegne inden for en portefølje, der var beskrevet som "Balanced" samt obligationer med en minimums rating på BBB.

I perioden indtil den 16. juni 2011 tabte klagerne 41.473 euro på grund af stigningen i valutakursen på schweizerfranc. Herefter omlagde klagerne lånet til euro.

Den 15. september 2011 rejste klagerne indsigelse over for banken over forløbet.

Parternes påstande

Den 13. februar 2012 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank skal betale mindst 15.000 euro i erstatning.

Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at banken tilsidesatte sin pligt til at varetage deres interesser.

Banken gav dem ikke advarsler om risikoen forbundet med en lånefinansieret investering og om risikoen forbundet med, at lånet var optaget i schweizerfranc. Banken tilkendegav, at schweizerfrancen forventedes at falde i kurs igen. Dermed blev de bibragt en positiv opfattelse af fremtidsudsigterne, som ikke holdt stik.

De havde den opfattelse, at banken ville reagere på en negativ udvikling. Det var først senere de fandt ud af, at banken ikke havde et sådant mandat og at initiativet skulle komme fra dem selv.

Hver gang de fik udbetalt midler fra deres konto i banken, betød det, at gearingen af deres investeringer blev forøget, idet lånet ikke blev nedbragt. Banken skulle have gjort dem opmærksom på denne mekanisme.

De udtrykte flere gange bekymring for udviklingen i schweizerfranc, men de blev ikke tilbudt en ændring af deres investeringsplan. Det var først i august 2011, da deres rådgiver var på ferie, og de talte med en anden rådgiver i banken, at spørgsmål om nedlukning af lånet kom på tale.

De blev tvunget til at realisere deres tab på et ugunstigt tidspunkt.

Sydbank har anført, at banken har ydet rådgivning til klagerne i overensstemmelse med deres risikoprofil og i øvrigt på korrekt og forudgående fuldt oplyst grundlag over for klagerne. Klagerne havde tidligere erfaringer med gearede investeringer.

På investormøder gennemgik banken, hvordan investeringspakken fungerede, herunder konsekvenser ved løbende hævninger af egenkapitalen. Dette blev også drøftet direkte med klagerne. Selvom gearingen blev forøget ved hævningerne blev risikoen holdt nede ved, at lånet fire gange blev nedbragt i forlængelse af hævningerne.

Klagerne er selv ansvarlige for de tab, som de har lidt i forbindelse med deres investeringer.

Klagerne har ikke dokumenteret et grundlag for erstatning i forhold til banken, hverken i form af et opgjort tab eller et ansvarsgrundlag i forbindelse med bankens rådgivning.

Den fremlagte e-mail korrespondance dokumenterer ikke et ansvarsgrundlag i forhold til bankens rådgivning. Det bestrides, at klagernes rådgiver var overbevist om, at schweizerfrancen ville falde igen. Selv hvis det var tilfældet, er banken ikke ansvarlig for markedets udvikling.

Banken har såvel skriftligt som telefonisk flere gange gjort klagerne opmærksom på risici ved lån i fremmedvaluta og navnlig schweizerfranc.

Klagerne er løbende under hele forløbet blevet informeret om udviklingen i engagementet via månedlige opgørelser.

Salget af investeringsporteføljen er sket i henhold til de aftalte vilkår.

Ankenævnets bemærkninger

Tre medlemmer – John Mosegaard, Karin Duerlund og Niels Bolt Jørgensen - udtaler:

Vi finder ikke, at klagerne kunne være uvidende om den risiko, der er forbundet med investering samt om den yderligere risiko en finansiering af investeringen med et lån i fremmed valuta ville medføre.

Vi finder det ikke godtgjort, at Sydbank begik fejl eller forsømmelser i forbindelse med parternes løbende drøftelser om udviklingen i klagernes investering og kursen på schweizerfranc.

To medlemmer – Troels Hauer Holmberg og Jørn Ravn – udtaler:

Vi finder ikke, at Sydbank har rådgivet klagerne og investeret i overensstemmelse med klagernes risikoprofil og finder på den baggrund, at Sydbank som følge af fejl og forsømmelser er erstatningsansvarlig. Vi stemmer derfor for, at der gives klagernes medhold.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.