Kode ikke opbevaret ved kort.
| Sagsnummer: | 184/1991 |
| Dato: | 07-10-1991 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Busk, Søren Geckler, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Lov om betalingskort af 6. juni 1984 - ikke ansvar for tab
|
| Ledetekst: | Kode ikke opbevaret ved kort. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Onsdag den 13. februar 1991 mellem kl. 21.30 og 22.30 blev klageren frastjålet sit dankort, medens han opholdt sig i en restauration.
Klageren har om tyveriet oplyst, at kortet lå i hans pung, som opbevaredes i hans baglomme, og at han ikke har opbevaret den til kortet hørende PIN-kode sammen med kortet.
Torsdag den 14. februar 1991 kl. ca. 18.30 blev klageren opmærksom på, at pungen indeholdende dankortet var stjålet, og fredag den 15. februar 1991 om morgenen rettede klageren henvendelse til indklagede, hvorefter kortet blev spærret.
Forinden spærring fandt sted, var der den 14. februar 1991 i tidsrummet kl. 14.35 - 18.28 ved brug af korrekt kode hævet i alt 23.500 kr. i forskellige DK-Kontantautomater, pengeinstitutter samt terminaler opstillet i forretninger. Indklagede har herefter meddelt klageren, at han selv hæfter for 5.000 kr. af tabet.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han ikke hæfter for nogen del af det uberettiget hævede beløb.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at han destruerede den til kortet hørende PIN-kode samme dag, som han fik koden udleveret, og at han altid plejer at være alene, når han hæver penge i en DK-Kontanten. Et par dage før tyveriet fandt sted, anvendte klageren kortet i Brugsen; da der var mange mennesker omkring ham, da han betalte, kan han ikke udelukke, at nogen har set koden og senere har efterfulgt ham med henblik på at stjæle hans pung. Indklagede har endvidere ikke informeret klageren om ansvarsreglerne ved misbrug, og klageren var derfor af den overbevisning, at han alene kunne komme til at hæfte for 2.000 kr.
Indklagede har anført, at der ved alle de omhandlede hævninger har været anvendt korrekt PIN-kode i første forsøg. På baggrund heraf har indklagede lagt til grund, at den til kortet hørende PIN-kode har været opbevaret sammen med kortet. Da dette efter praksis anses for grov uagtsomhed, hæfter klageren selv for 5.000 kr. Det er endvidere fast praksis hos indklagede at udlevere folderen "Regler for konti med kundekort, betalingskort og checks", hvoraf bl.a. ansvarsreglerne fremgår, til kunden i forbindelse med første udstedelse af dankort.
Ankenævnets bemærkninger:
3 medlemmer - Peter Blok, Niels Busk og Søren Geckler - udtaler:
Efter § 21, stk. 1, nr. 1, i lov om betalingskort m.v. er kortindehaveren med den beløbsgrænse på 5.000 kr., der følger af den i medfør af stk. 2 udstedte bekendtgørelse, ansvarlig for tab som følge af uberettiget brug af kortet, hvis "kortindehaveren eller nogen, som han har overladt kortet til, har mistet dette ved grov uagtsomhed." Efter de foreliggende oplysninger findes det ikke godtgjort, at klageren har udvist grov uagtsomhed i forbindelse med tyveriet af pungen indeholdende bl.a. dankortet. Det findes heller ikke mod klagerens benægtelse godtgjort, at klageren har opbevaret en seddel med PIN-koden sammen med dankortet eller på anden måde har handlet groft uagtsomt ved sin omgang med koden. Disse medlemmer stemmer herefter for at tage klagerens påstand til følge.
2 medlemmer - Bjørn Bogason og Allan Pedersen - udtaler:
Vi lægger til grund, at de i sagen omhandlede beløb er hævet under anvendelse af den korrekte PIN-kode. Vi tilsidesætter på denne baggrund klagerens forklaring om, at PIN-koden var utilgængelig for tyven og lægger til grund, at gerningsmanden i forbindelse med tyveriet af pungen tillige kom i besiddelse af koden. Ved således at have skabt adgang til PIN-koden i forbindelse med det stedfundne tyveri findes klageren at have udvist grov uagtsomhed, jf. betalingskortlovens § 21 stk. 1, nr. 1, som - uanset ordlyden - også findes at omfatte uagtsomhed omkring PINkodens opbevaring. Vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Indklagede bør inden 4 uger indsætte 5.000 kr. på klagerens konto med valør den 14. februar 1991. Klagegebyret tilbagebetales klageren.