Indklagedes kendskab til deb. økonomi.
| Sagsnummer: | 556/1991 |
| Dato: | 14-04-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Jørn Rytter Andersen, Søren Geckler, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Indklagedes kendskab til deb. økonomi. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Primo 1983 overførtes fra Bikuben til en amtssparekasse et engagement, der bl.a. bestod af et lån på 150.000,00 kr. Til sikkerhed for dette lån var håndpansat et ejerpantebrev på 150.000,00 kr. med pant i klagerens ejendom.
I september 1983 overførtes engagementet til indklagede. I den forbindelse kautionerede klageren ved påtegning af et lånedokument for et lån på 150.000 kr., ligesom klageren påny håndpantsatte ejerpantebrevet på 150.000 kr. til sikkerhed for lånet. Ved allonge af 5. juli 1985 udgik ejerpantebrevet af sikkerheden mod ny sikkerhed i klagerens obligationer nom. 32.000,00 kr. og pantebrev nom. 52.650,28 kr. Disse papirer var indlagt i et depot i amtssparekassen. Den 24. juli 1986 ændredes sikkerhedsstillelsen påny, idet pantebrevene på 52.650,28 kr. udgik, og ombyttedes med sikkerhedstillelse i form af håndpant i obligationer og investeringsforeningsbeviser.
Efter at debitor i 1991 var død, rettede indklagede i maj 1991 henvendelse til klageren og anmodede hende om at kontakte afdelingen med henblik at indgå aftale om afvikling af lånet.
Ved skrivelse af 28. maj 1991 opgjorde indklagede kravet til 48.111,10 kr. Den 7. juni 1991 rettede klageren ved sin advokat henvendelse til indklagede og anmodede om yderligere oplysninger vedrørende engagementet. Indklagede oplyste hertil, at der hverken havde været restancer i afviklingsperioden eller var ydet henstand med betalingerne.
Efter yderligere brevveksling mellem indklagede og klagerens advokat rettede klagerens advokat henvendelse til amtssparekassen, hvor engagementet havde været tidligere, og anmodede om oplysninger om debitors tidligere engagement med amtssparekassen, ligesom han anmodede oplyst, om amtssparekassen var i besiddelse af oplysninger om debitors økonomiske forhold på tidspunktet for overførslen af engagementet til indklagede. Ved skrivelse af 24 september 1991 oplyste amtssparekassen, at lånet formentlig ikke havde været i restance, men at man kun opbevarede dokumenter i 5 år, hvorfor nøjagtige oplysninger var svært tilgængelige.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand, om at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen ikke kan gøres gældende overfor hende.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede har været bekendt med debitors dårlige økonomiske forhold og med, at denne ikke selv var i stand til at stille nogen sikkerhed. Klageren finder, at debitor umuligt kan have afleveret en tilfredsstillende budgetopstilling, som viser sammenhæng i økonomien, hvorfor det ikke har været rimeligt at lade en forlovet eller et eventuel korttidsbekendtskab afgive kaution uden samtidig at orientere om retsvirkningerne og opfordre til at søge råd hos en sagkyndig.
Indklagede har anført, at det fremgår af fremlagte årsopgørelser, at lånet er afviklet som stipuleret, og at der aldrig er ydet henstand eller har været restancer på lånet. Klageren har gennem en længere periode stillet sikkerhed for engagementet, mens det blev ført i et andet pengeinstitut, og indklagede bestrider derfor, at klageren ikke har været bekendt med debitors økonomiske forhold. Såfremt indklagede havde været af den opfattelse, at debitor var en dårlig betaler, havde man ikke overtaget engagementet fra et andet pengeinstitut.
Ankenævnets bemærkninger:
Debitor ifølge lånet har afviklet dette som stipuleret, og kautionsforpligtelsen/håndpantforpligtelsen er alene gjort gældende overfor klageren på grund af debitors død. Der er ikke godtgjort sådanne forhold, der kan føre til, at klageren ikke er bundet af sin kautionsforpligtelse.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.